Havdyr betragtes som hellige
I både øst og vest har mennesker tillagt delfiner og hvaler en særlig og undertiden guddommelig karakter
Delfiner og hvaler er til alle tider blevet opfattet som mere end blot store, glatte, vandlevende pattedyr. Arterne har fået tildelt en særlig position i religiøse forestillinger og ritualer.
Fra det antikke Grækenland over Indien, Australien, Sydamerika, Japan til det moderne vesten udgør delfiner og hvaler en central del af menneskers selv- og verdensforståelse.
Delfiner er blevet tilskrevet en særlig og undertiden religiøs rolle af mange forskellige mennesker i mange forskellige kulturer op gennem historien.
I både Australien og på Indiens nordvestkyst har delfinen fungeret som totemdyr i flere århundrede. Delfin-folket er eksempelvis selvbetegnelsen for en australsk aboriginal-stamme, som anser deres shaman religiøse specialist som en reinkarnation af en delfin.
I mange kulturer trives forestillingerne om et særlig varmt eller åndeligt forhold mellem mennesker og delfiner. I Amazones findes der talrige historie om delfiner, der har taget skikkelse af mennesker, for blandt andet at tage del i de religiøse festivaler på land. I kulturerne omkring Stillehavet er det en udbredt forestilling, at mennesker forvandler sig til delfiner, når de dør særligt ved druknedøden.
Også i den vestlige kultur har delfiner en særstatus. I græsk mytologi blev delfinen skabt, da havguden Poseidon forvandlede en gruppe sømænd til delfiner for at redde dem fra druknedøden. De gamle grækere forestillede sig også at Apollon, guden for musik, digtning, lægekunst, spådomskunst og bueskydning, forvandlede sig til en delfin, for at redde skibbrudne mennesker.
Forestillinger om delfiner, der redder mennesker, trives også i dag. Et godt eksempel er den amerikanske tv-serie Flipper, som fra slutningen af 1960erne fortalte om familien Ricks og deres heroiske, kærlige og intelligente delfin.
Fra 1960erne har delfinen fået en særlig placering i New Age. I New Age bliver delfiner ofte opfattet som et hyper-intelligente væsener, der lever i dyb åndelighed og fred med hinanden og naturen. Delfinernes evne til at navigere ved lydbølger har derudover været med til at skabe forestillinger om et særligt delfin-sprog eller -telepati, som mennesket har mulighed for at forstå.
Nogle anser dog ikke kun delfinerne for at have telepatiske evner, men også for at være helbredende væsner. Delfinariet i Eliat i Israel er en af de mange delfin-bassiner, hvor gravide kvinder har ansøgt om at føde i vandet blandt delfinerne, da dette skulle være særligt lykkebringende.
Delfinsvømning og -lyde (kaldet Dolphine Dreamtime eller audio-pills) er andre eksempler på, hvordan delfiner indgår i alternativ behandling. Delfinens rolle som helbreder inden for New Age, er sandsynligvis inspireret af brugen af ultralyd i moderne lægevidenskab.
Delfinens artsfæller, de store hvaler, indgår også i religiøse forestillinger og praksisser. I vesten er den mest kendte beretning den om Jonas og den kæmpe fisk (ofte opfattet som en hval) i Det Gamle Testamente.
I en kristen tradition er beretningen ofte blevet fortolket som symbolsk for Jesu korsfæstelse, gravlægning og genopstandelse. Det store havdyr får derfor ikke tildelt nogen positiv rolle. Jonas beskriver nemlig fiskens indre som dødsrigets dyb, altså Helvedet.
Det Gamle Testamente modsvares imidlertid af en inuit-myte. I inuit-myten er hvalens inderside hjertet og sjælen - en ung og smuk frøken, som kun forlanger en ting af sine gæster: at de ikke rører de olielamper, der oplyser hvalen med en hellig ild. En af gæsterne, en ravn, kan imidlertid ikke modstå fristelsen og røre ilden, hvorefter den unge frøken dør. Myten bliver ofte tolket som en fortælling om den paradisiske natur, der bliver ødelagt at menneskenes ubetænksomhed.
Det er karakteristisk, at samfund, der lever af hvalfangst, giver hvaler en særlig placering i deres kosmologi. Et andet eksempel er i den japanske kultur, hvor man traditionelt har ernæret sig ved hvalfangst og opfattet hvalen er en inkarnation af fiske-guden Ebisu.
Den religiøse tradition i Japan vægter afhængigheden mellem gudernes, menneskenes og dyrenes verden. Mange forestiller sig derfor, at hvalerne ofrer sig til menneskene, men at menneskene derfor også har pligt til at bruge alt fra hvalen og tage vare på hvalernes udødelige sjæle i form af ritualer, mindesmærker og festivaler.
I dag sætter mange mennesker fra Europa og USA hvalfangst i forbindelse med rovdrift på naturen. Fra amerikansk side forsøger man at forhindre japansk hvalfangst mange steder i Stillehavet, selv på arter, der ikke er truet.
Mange japanere føler, at dette er et overgreb ikke kun på deres madvaner, men også kultur. At spise hvalkød og opretholde traditionerne omkring hvalfangst er for mange japanere blevet del af en kulturkamp.
Hvalernes kulturelle og religiøse betydning trives derfor stadig i et forsøg på at bevare en lokal, japansk identitet i en global og restriktiv verden.