Hegel forsvarede kristendommen rationelt

"Hvad der er fornuftigt, er virkeligt, og hvad der er virkeligt, er fornuftigt", skrev Hegel for at værne om det etablerede samfund. Her ses han skildret af Lazarus Gottlieb Sichling (1812-1863).

Hegel er en af det 19. århundredes mest betydningsfulde filosoffer. I en urolig tid med forandring forsvarede Hegel kristendommens plads i samfundet ved at argumentere for, at religiøs og videnskabelig viden er to sider af samme sag

Georg Wilhelm Friedrich Hegel blev født i 1770 i Stuttgart i det daværende Tyskland. Familien var protestantisk, og faderen arbejdede som embedsmand. Hegel blev uddannet ved Det Evangeliske Stift i byen Tübingen, hvor han studerede teologi og filosofi frem til 1793. Herefter ernærede han sig en årrække som huslærer i Bern og sidenhen i Frankfurt. I 1801 fik han en stilling på universitetet i Jena, hvor han påbegyndte arbejdet med sit første større filosofiske værk.

I 1807 udkom Åndens fænomenologi, som til dags dato er hans måske mest berømte hovedværk. I Åndens fænomenologi beskriver Hegel, hvorledes verdenshistoriens udvikling ikke er tilfældig, men udtryk for fornuftens dannelsesrejse. Det enkelte individ og den samlede menneskelige kultur udvikler sig, ifølge Hegel, mod et fornuftigt ideal.

Det etablerede samfund er på denne måde udtryk for fornuftens manifestation og må derfor ikke forandres radikalt. Hegel havde selv med stor bekymring set, hvordan Den Franske Revolution år forinden endte i en voldelige fiasko og ønskede ikke den samme skæbne for Tyskland.

Derfor argumenterer Hegel for at bevare det allerede etablerede samfund ved at vise, hvordan fornuften kan siges at have manifesteret sig i den menneskelige virkelighed. Verdenshistorien og mennesket følger det samme udviklingsmønster mod det fornuftige, som er udtryk for frihed. Fordi Hegel på denne måde tager udgangspunkt i et overordnet ideal som bestemmende for de enkelte omstændigheder, kaldes hans filosofi for idealisme.

Den religiøse erkendelse

Hegel beskriver menneskets udvikling som en rejse i bevidstheden, hvor mennesket går fra at være et primitivt væsen til at blive et selvbevidst individ. Selvbevidsthed bliver af Hegel betragtet som det ultimative ideal for mennesket. Mennesket gennemgår således en række udviklingsstadier, som alle udvider dets horisont og tænkning. Et af disse stadier er det religiøse.

Det religiøse stadie giver mennesket en chance for at reflektere over sin egen menneskelighed og herigennem blive sig selv bevidst. Inden for det religiøse stadie mener Hegel, at den mest primitive bevidsthed tilhører naturreligioner og den mest udviklede bevidsthed findes i den protestantiske kristendom.

Alle religioner har dog den negative konsekvens til fælles, at de fremmedgør mennesket, fordi de benytter myter og fortællinger til at formidle deres menneskelige indsigt. Dette bevirker, ifølge Hegel, at mennesket føler sig afskåret fra det guddommelige.

I modsætning hertil fremhæver Hegel, hvordan filosofien bruger begreber til at formidle den samme viden. Ved at bruge begreber gør filosofien det muligt for mennesket at blive en del af det uendelige og herved opnå en fuldkommen selvbevidsthed. Hegel konkluderer altså, at mennesket kun i filosofien kan opnå en fuldkommen selvbevidst, men at religion grundlæggende indeholder den samme erkendelse som filosofien, bare medieret gennem fortællinger.

Gud er en del af mennesket

Når Hegel siger, at mennesket i filosofien kan blive en del af det uendelige og guddommelige og herigennem opnå selvbevidsthed, skyldes det, at han har en særlig definition af Gud. Gud er ifølge Hegel ånd, og ånden er menneskets selvbevidsthed. Gud er således ikke hinsides denne verden, men en del af mennesket. Dette betyder ikke, at mennesket er lig med Gud, men at menneskets selvbevidsthed er udtryk for det guddommelige.

Hegel mener, at filosofien er bedre end religionen til at formidle denne viden om mennesket. Men dette betyder ikke, at Hegel ønsker at afskaffe religion. Det er ifølge Hegel en dårlig idé at ville erstatte religion med filosofi.

I religion vækkes menneskets selvbevidsthed nemlig til live, fordi mennesket her reflekterer over tilværelsen. Hvor filosofi er for de få og intellektuelle, mener Hegel, at religion er tilgængelig for alle mennesker. Religion har også den fordel, at mennesket her oplever en følelsesmæssig forbindelse til den guddommelige sandhed. På denne måde forsøger Hegel at forsvare religionens status i samfundet ved at vise, at den bærer på den samme sande erkendelse som filosofien og videnskaben. Kristendom er således også udtryk for fornuftens manifestation i menneskets virkelighed og bør ikke afskaffes i jagten på det rationelle samfund.

Et forsvar bliver til en kritik

Skønt Hegels gode intentioner om at forsvare religion åbnede hans konklusioner op for en gennemgribende religionskritik. I håbet om at gøre kristendommen forenelig med et moderne og fornuftigt verdensbillede havde Hegel nemlig afvist muligheden for en hinsides guddommelighed. Religionskritiske personer tolkede dette som om, at Gud ikke eksisterede.

Hegel levede dog ikke længe nok til selv at blive vidne til dette efterspil. Religionskritikken tog først rigtig til efter hans død i 1831. Efter udgivelsen af Åndens fænomenologi arbejdede han som rektor og filosofilærer på et gymnasium i Nürnberg, indtil han blev professor i 1816. Hegels filosofi fik enorm indflydelse på den kulturelle, politiske og videnskabelige scene frem til slutningen af 1800-tallet. Han er kendt for sin kritik af den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant og inspirerede senere filosoffer som Ludwig Feuerbach, Karl Marx og Søren Kierkegaard.