Heksen La Befana giver italienske børn gaver til helligtrekonger

La Befana som hun ser ud i Helligtrekonger-fejringen i Italien.

Som afslutning på den kristne jul i Italien får det nye år en flyvende start, hvor heksen La Befana ankommer på sin kost og uddeler gaver og slik til de søde børn og kul til de uartige den 6. januar

Italienske børn glæder sig til den 6. januar, som nordiske børn ser frem til juleaften. Her kommer en fjern artsfælle til julemanden, La Befana, nemlig flyvende på sin kost og lander midt i en spraglet blanding af folklore og kristen tradition, der er lige så kroget af tidens tand som hendes næse. Denne hekseagtige gamle kone efterlader i nattens mulm og mørke gaver og godter til børnene eller et sort bolschestykke forklædt som kul, afhængig af artighedsgraden.

Heksen La Befanas evige søgen

Traditionen fortæller, at en gammel kone havde travlt med at ordne sit hjem, da de hellige tre konger bankede på hendes dør i deres søgen efter Jesusbarnet. Den gamle kone afslog de vise mænds forslag om at slå følge med dem på grund af travlhed, men fortrød senere og følte, at hun havde begået en stor fejltagelse.

Hun gik derfor ud i verden for at finde dem og tilbød på sin vej alle børn, hun mødte, et stykke slik i håbet om, at en af dem ville være Jesusbarnet. Hun leder stadig og har af troens og folklorens mægtige mund fået navnet La Befana. Hvert år den 6. januar efterlader hun med lidt forældrehjælp - et bevis på sin visit hos italienske børn.

Kristen tradition balancerer på hedenske ritualer

Man mener, at navnet Befana er en folkelig sproglig forvanskning af den græske term epifania, der betyder åbenbaring. Den 6. januar var den dag, hvor de tre vise mænds besøgte stalden i Betlehem. De bragte guld, røgelse og myrra med sig som barselsgaver, og på samme måde har den kristne tradition og folketroen overladt La Befana hvervet som gave- og budbringer på denne helligdag.

Denne form for gavegivning kan spores tilbage til den romerske fejring af nytåret og en hedensk fest til ære for guderne, blandt andet gudinden Strenia, der var det nye års vogter. Selv i dag hedder (jule-)gave på italiensk strenna.

Den gamle La Befana flyver ifølge visse historikere og antropologer rundt med andre præ-kristne elementer i sit indre. Hendes alder symboliserer for eksempel det gamle års hendøen, et tegn på, at heksen har rødderne og kosten plantet langt nede i fortidige hedenske frugtbarhedsfejringer.

La Befana vien di notte

Aftenen før La Befanas forventede mellemlanding synger italienske børn sangen La Befana vien di notte (La Befana kommer i nat) for at hidkalde hende. Nutidens La Befana kanter sig ligesom julemanden ned gennem skorstenen og er derfor dækket af sod. Hun er kendt for at klæde sig i en lappet kjole og gamle slidte sko og medbringer en sæk med slik og gaver til at fylde i børnenes gavesokker.

Der er et opdragende element i hendes besøg, selv om hun er en venlig heks: Det gælder om at være artig op til jul, så man slipper for kulstykket, som dog i dagens Italien er erstattet af et vellignende - men mere velsmagende sort bolsche.

En personlig Befana-oplevelse

Lucia Rota Andersen, der er formand for den verdensomspændende italienske kulturforening Dante Alighieri i København, fortæller om højtiden:

"La Befana-fejringen er stadig en stor kirkelig og kulturbærende fest i Italien, også selv om nutidens forbrugerkultur har fjernet en del af magien. Førhen var traditionen særlig højtidelig i det dengang landlige samfund."

Lucia Rota Andersen blev som barn under 2. verdenskrig bragt ud til fjerne slægtninge på landet i Cremona 100 km sydøst for Milano. Her fejrede man højtiderne på traditionel vis.

"Strømpen, som hang nær min seng, var meget vigtig. Tænk, hvis La Befana havde puttet et stykke kul i den! Det skete vist ind imellem, men det var heldigvis bare et stykke slik", siger Lucia Rota Andersen.

Nutidens fejring

Dagen er i nutidens samfund en familiedag, hvor man tager på visit hos hinanden, ønsker godt nytår og går til helligtrekonger-messe.

De regionale forskelle på Befana-skikken eksisterer stadig, så heksen har endnu mange forskellige søstrerundt omkring i Italien. I de nordlige regioner Lombardiet og Piemonte bliver heksen Giubiana for eksempel brændt på bålet den sidste torsdag i januar. Formålet er at brænde vinteren af og fejre det nye forårs frugtbarhed, en parallel til vores egen Sankt Hans.

Fælles for alle disse skikke er, at de afslører, at La Befana som figur balancerer på toppen af mange århundreders både hedenske og kirkelige traditioner.

La Befana bærer julen ud

For italienerne som for danskerne især i tidligere tider markerer Helligtrekonger afslutningen på den kristne jul. Denne cyklus begynder i Italien med Santa Lucias lysfest den 13. december og fortsætter til tolvtedagen efter jul, den 6. januar.

På den måde kan man som italiensk pode gennem decembers kristne fester være så heldig at redde sig en lind strøm af barselsgaver fra Santa Lucia, Sankt Nicolaus (også kendt som julemanden) og sidst men ikke mindst La Befana, den gode heks, som dukker op for at finde og ære hovedpersonen i den kristne tro, den spæde Jesus.