Helligånden i verdensreligionerne

I kristendommen ses Helligånden ofte afbildet som en hvid due. Men hvad siger de store religioner egentlig om Helligånden? Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Pinsen er den kristne fejring af Helligåndens komme til disciplene og af kirkens tilblivelse. Men hvad siger religionerne egentlig om Helligånden?

Pinsen betyder 'den 50. (dag efter påske)' og er i kristendommen knyttet sammen med fejringen af Helligåndens åbenbaring for apostlene.

I kristendommen tillægges Helligånden stor betydning. Men hvad siger de andre religioner om Helligånden? Opererer de overhovedet med begrebet?

Vi har samlet en oversigt, der sætter fokus på Helligånden i verdens store religioner.

Kristendommen

I kristendommen er Helligånden en del af Treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden. Helligånden betegnes som Guds kraft, som virker i menneskers liv. I Bibelens skabelsesberetning får mennesket del i Guds ånd, da Skaberen blæser livsånde (livskraft) i dets næsebor.

Helligånden er ofte symboliseret som et vindsus, et guddommeligt pust eller et guddommeligt åndedrag ('spiritus' kan også oversættes 'ånde'). Helligånden afbildes ofte som en hvid due.

I Apostlenes Gerninger (kapitel 2) er det Helligånden, der gør apostlene i stand til at kommunikere med alle verdens folkeslag, så evangeliet kan forkyndes i hele verden. Derfor bliver Helligånden også set som et modstykke til Det Gamle Testamentes fortælling om Babelstårnet 1. Mosebog, kapitel 11.

Byggeriet af Babelstårnet, som var menneskets forsøg på selv at nå ind i himlen, blev nemlig umuliggjort af Gud, da han skilte menneskesprogene og derfor ødelagde folkeslagenes kommunikation. Modsat hertil er altså Helligåndens samlende kraft, der gør mennesker i stand til igennem Gud at kommunikere med hinanden.

Selvom Helligånden indgår som en vigtig del af kristendommen, ser man alligevel visse uoverensstemmelser i måden, hvorpå den bliver betragtet inden for de forskellige kirkelige retninger.

I den vestlige kristendom ses Helligånden for eksempel primært som noget, der udgår fra Faderen og Sønnen, mens man i den østlige, ortodokse kristendom anskuer dette som Helligåndens underordning af Jesus og fremhæver dens ligeværdige plads i Treenigheden.

I den romersk-katolske kirke knyttes Helligånden primært til kirken som institution, mens Helligånden i protestantisk kristendom snarere knytter sig til forkyndelsen. I nyere kristne, åndeligt fokuserede grupper - eksempelvis pinsekirken - er Helligånden ofte forbundet med det overnaturlige - med mirakler, helbredelser eller tungetale.

Jødedommen

I jødedommen opererer man som udgangspunkt ikke med Helligånden i den kristne forståelse.

Hvor Helligånden i kristendommen følger Treenigheden, er det grundlæggende i jødedommen, at Gud kun kan være én.

Helligånden i denne betragtning bliver derfor i jødedommen et muligt udtryk for polyteisme (troen på flere guder), som ikke tolereres.

Betegnelse 'Shituf' anvendes i denne sammenhæng om ikke-jøder.

Shituf betyder at have en gudstro, som ikke er at betragte som ren monoteisme (troen på én Gud), men som samtidig ikke er fuldstændig polyteistisk, og som derfor kan tolereres hos ikke-jøder.

Flere steder findes dog betegnelsen 'Ruach HaKodesh', som kan oversættes 'hellig ånd'.

'Helligånden' er i denne betragtning en form for profetisk og hellig inspiration.

Islam

I islam finder man ligeledes forestillingen om en hellig ånd, 'al-Ruh al-Quds' flere steder i Koranen.

Det er denne 'hellige ånd', der udvirkes gennem englen Gabriel til profeten Muhammed i 'Hira-hulen' nær Mekka, hvor Muhammed får Koranen åbenbaret.

Det er også denne hellige ånd, der - som en livgivende kraft blæses ind i fosteret ved graviditeten. Samtidig er dette en hovedårsag til, at abort er forbudt i islam.

Ligesom i jødedommen betragtes Helligånden i islam ikke som en del af en treenighed. Forestillingen om en treenig gudsforståelse afvises nemlig også her som polyteisme, der er forbudt i islam.

Buddhisme og hinduisme

Hverken buddhismen eller hinduisme har en betegnelse, der minder om de tre andre store verdensreligioners 'helligånd'.

Man opererer ganske vist med ånder i begge religioner, men her er snarere tale om gode eller dårlige ånder, som kan gribe ind og påvirke menneskers liv.

Betegnelserne 'deva' og 'devi', hunkønsformen, optræder således både inden for hinduismen og buddhismen.

I hinduismen er deva'erne guddommelige væsner, som har indflydelse på universets opretholdelse.

Overfor deva'erne finder man 'asuraerne', som er dæmonlignenende væsner, der ofte bekriges af devaerne.