Klassiker

Himmelfart og himmelrejse i jødedom, islam og kristendom

Fresko af Giotto di Bondone fra 1320. Motivet er Johannes, der tager på besøg i Guds tronsal, eksempel på et såkaldt himmelrejse (Åb 4,1). Foto: Wikimediacommons

Kristi himmelfartsdag markerer Jesu opstigning i himlen. Fortællinger om himmelske rejser går dog helt tilbage til Det Gamle Testamente og videreføres i islam

Religiøse tekster rummer ofte fortællinger om hellige mennesker, der farer til himlen eller ophøjes til en himmelsk position. Betegnelsen himmelfart dækker over en usædvanlig bortgang fra livet på jorden, mens himmelrejse betegner et midlertidigt besøg i den himmelske verden eller en slags ekstatisk bortrykkelse.

Profeten Elias tager til himlen i en ildvogn

Det Gamle Testamente rummer flere fortællinger om personer, der foretager himmelfart.

Fortællingen om Elias himmelfart i Anden Kongebog er den mest udbyggede. Der står, at proften Elias var blevet gammel og havde brug for en afløser. Elias bliver i fortællingen ført til himmels i en ildvogn, hvorefter Elisa overtager dele af den gamles profetiske kraft.

"Mens de gik og talte sammen, kom der pludselig en ildvogn med ildheste. Den skilte de to fra hinanden, og Elias steg op til himlen i en storm"(2. Kongebog 2,11).

Fortællingerne om Enok og Moses er mindre tydelige. Begge profeters død er er i senere fortolkninger blevet udlagt som himmelfart. Om Enok hedder det:

"Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort"(1. Mosebog 5,24).

Selvom Moses' død bliver omtalt mere udtrykkeligt, har man i de religiøse traditioner spekuleret i, hvorvidt Moses blev ført til himlen efter sin død, eftersom ingen mennesker kender han grav.

Jesus stiger til himmels i en sky

Kristi himmelfartsdag er dagen, hvor de kristne fejrer, at Jesus Kristus steg op i himlen 40 dage efter opstandelsen påskedag. Jesu himmelfart adskiller sig således fra Elias ved at finde sted efter hans død. Fortællingen om Jesu himmelfart er central i kristendommen, men indgår kun to steder i Det Nye Testamente.

Lukasevangeliet fortæller således:

"Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud"(Lukasevangeliet 24,50-53).

I Apostlenes Gerninger giver Jesus disciplene et løfte om Helligånden (Apostlenes Gerninger 1,6-8) inden selve himmelfarten. Løftet har et element af kraftoverførsel ligesom i fortællingen om Elias og Elisa i Det Gamle Testamente. Himmelfarten skildres efterfølgende mere konkret end i Lukasevangeliet:

"Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen" (Apostlenes Gerninger 1,9-11).

Til fortællingerne om himmelfart er der ligeledes knyttet en forestilling om, at den hellige person vil vende tilbage til jorden. I den kristne tradition forventer man Jesu tilbagekomst ved tidernes ende, der samtidig er knyttet til en ide om en fælles himmelfart for alle de frelste (Apostlenes Gerninger 1,11 og 1, Thessalonikerbrev 4,13-18).

Forventningen om tilbagekomst er dog ikke kun knyttet til Jesus. I jødernes eskatologi er Elias eksempelvis fremtrædende, og både Elias og Moses vender tilbage til jorden ved Jesu forklarelse på bjerget (Matthæusevangeliet 17).

LÆS OGSÅ: Kristi himmelfart

Muhammed møder Jesus på sin himmelrejse

En vigtig del af den muslimske tradition er Muhammeds himmelrejse, som er en del af den begivenhed, der kaldes "den mirakuløse natterejse." Her foretager Muhammed en natterejse fra Mekka til Jerusalem hvorefter han fór til himmels. Rejsen til Jerusalem bliver betegnet isra, og selve himmelfarten kaldes for mi'raj.

Ifølge overleveringen er himmelrejsen der, hvor Muhammed møder de tidligere profeter og modtager påbuddet om de fem daglige bønner. Himmelrejsen er dog kun ganske kort nævnt i Koranen i sura 17, som indledes på følgende måde:

"Højlovet være han, der lod sin tjener rejse om natten fra det fredhellige bedehus til det fjerneste bedehus, hvis område vi har velsignet, for at vise ham nogle af vore tegn. Han er den hørende og den seende." (Sura 17, vers 1)

Ifølge den mere omfattende islamiske overlevering fandt himmelrejsen sted i år 622, hvor ærkeenglen Jibril (Gabriel) beder profeten om at følge ham på Buraq, den bevingede ganger. Buraq bringer profeten Muhammed til templet i Jerusalem, hvor han stiger op gennem de syv himle. I himlen møder Muhammed de tidligere profeter, blandt andet Isa (som er Jesus), Musa (Moses) og Ibrahim (Abraham). Muhammed er dog den eneste, der får lov til at komme ind i Allahs nærhed.

Der er meget få mirakuløse fortællinger om profeten Muhammed i modsætning til Det Nye Testamentes fortællinger om Jesus. Fortællingen vidner desuden om en kreativ videreførelse af profet-litteratur fra de tekster, vi i dag bedst kender fra Det Gamle Testamente.

Denne artikel er senest redigeret den 8/5 2018. Den blev oprindeligt udgivet den10/5 2010.