Indføring

Hovedretninger inden for jødedommen

De tre største retninger i jødedommen er den konservative, den reformerte og den ortodokse jødedom. Inden for den ortodokse jødedom findes et mindretal af ultra-ortodokse jøder, også kaldet "Haredi", det vil sige "den, der frygter Gud". De ultra-ortodokse jøder holder sig for sig selv og har et anstrengt forhold til andre jødiske retninger såvel som til ikke-religiøse jøder. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Jødedommen er en mangfoldig størrelse i forhold til retninger. De tre hovedretninger er den ortodokse, den konservative og den reformerte jødedom. Læs mere om hver enkelt retning her

Indenfor jødedommen er der en mangfoldighed af retninger. De tre største er den ortodokse, den konservative og den reformerte jødedom. Alle voksede frem som respons på jødernes ændrede retsstilling og levevilkår i Europa i løbet af 1800-tallet. For at forstå de tre retningers udvikling er det derfor nødvendigt at se på den situation, som de europæiske jøder befandt sig i i den periode.

De europæiske jøder havde i adskillige århundreder levet næsten adskilt fra omverdenen i ghettoer eller shetls med begrænsede borgerrettigheder. De førte et liv i overensstemmelse med jødisk lov og levevis. Men i 1800-tallet oplevede mange jøder, at traditionel jødisk levevis var uforenelig med de nye tider. De ønskede derfor at reformere traditionel jødedom for at tilpasse det til det omkringliggende samfund. For at blive 'acceptable tyskere eller franskmænd' måtte lægge de forældede sæder og skikke bort.

Andre jøder så tidens strømninger som en trussel mod traditionel jødisk levevis og frygtede, at det ville lede til jødedommens endelige ophør. Denne gruppe insisterede på streng overholdelse af jødisk lov og skik som en måde at undgå assimilation, indoptagelse, i det omkringliggende kristne samfund. Det er baggrunden for, at nye retninger inden for jødedommen voksede frem.

Ortodoks jødedom

Ortodoks jødedom repræsenterer den oprindelige jødedom, men består også af mange forskellige retninger. Fælles for dem alle er, at de fastholder Toraens evige uforanderlighed og guddommelige oprindelse. Men tolkningerne af den varierer meget. Der er ikke noget ortodokst organ, som fungerer som generelt talerør for den jødiske ortodoksi, men de fleste grupperinger er enige om jødedommens grundlæggende tanker.

Ortodokse jøder var forfærdede over de nye strømninger indenfor jødedommen i 1800-tallet og deres måde at tilpasse sig til det omkringliggende samfund. De tog til genmæle ved at danne en retning, der holdt fast ved Toraen som en guddommelige autoritet.

I 1800-tallet forsøgte den tyske rabbiner, Samuel Raphael Hirsh, at formulere, hvordan jøder kunne kombinere traditionel tro på Toraen med en moderne livsstil. Hermed blev det tilladt at studere sekulære, ikke-religiøse, fag på højere læreanstalter og integrere sig i det ikke-jødiske samfund. Det måtte dog aldrig ske på bekostning af den jødiske lov. Denne retning kaldes den moderne ortodoksi.

Ultraortodoks jødedom er som navnet angiver den mest ekstreme form for jødedom. Den kaldes også Haredi, som på hebræisk betyder den, der frygter Gud. Denne gruppe holder sig for sig selv og har et anstrengt forhold til andre jødiske retninger såvel som til ikke-religiøse jøder. De er stærkt imod pluralisme inden for jødedommen, de mange forskellige jødiske retninger, som eksisterer.

Ultraortodokse jøder hævder, at de er de sande arvtagere af jødedommen, som de har dyrket uforfalsket og i en direkte linie tilbage til Moses. De lever i streng overensstemmelse med jødisk lov, som den bliver tolket af deres rabbinere. Deres slogan er: Hadash asur min ha-Torah, som betyder alt, hvad der er nyt, er forbudt af Toraen. På mange måder er der tale om en tro kopi af jødisk livsform i Europas ghettoer i 1800-tallet. Ultraortodokse jøder isolerer sig fra det samfund, som omgiver dem, ved at have egne domstole, skoler, aviser m.m.

Ofte taler de ultraortodokse jøder yiddish, som er det sprog, de brugte i Europa, et blandingssprog mellem tysk og hebraisk. Mændenes klædedragt er karakteristisk. De går i sort tøj, har en stor sort hat og to lange ørelokker. Deres dragter er forskellige afhængig af, hvor i verden de kommer fra. Eksempelvis går russiske jøder med en stor pelshat, men de fleste andre har store hatte med en bred skygge. Gifte kvinder går ofte med paryk eller tildækker deres hår med et tørklæde. I New York og Jerusalem er der hele ultraortodokse kvarterer.

Reformjødedom

Reformjødedom er den mest udbredte form for liberal jødedom. Den har sine rødder i 1800-tallets Tyskland, men findes nu først og fremmest i USA, hvor den har stor udbredelse. Reformjødedommen adskiller sig mest markant fra andre retninger inden for jødedommen ved at anerkende et barn af en jødisk far og en ikke-jødisk mor som jøde.

Reformjødedom er på den ene side et massivt tilpasningsforsøg til det omkringliggende samfunds (kristne) normer. På den anden side er reform jødedommen også et forsøg på at give et alternativ til jøder, som ikke længere føler, at traditionel jødisk lov og levevis lever op til de intellektuelle og etiske krav, som tiden stiller.

Reformjødedommen - historisk set

Tilbage i reformjødedommens barndom bliver der foretaget omfattende reformer af traditionelle jødiske skikke. Omskærelse af drengebørn bliver opfattet som et "barbarisk levn fra fortiden" og udeladt. Spiselovene ser man som en hindring for sand spiritualitet og bliver erklæret for ikke bindende. Samtidig foretages en del reformer af den jødiske gudstjeneste. Nogle retninger inden for reform jødedom går sågar ind for at placere den jødiske sabbat på en søndag. En mere almen reform bliver, at gudstjenesten holdes på folkesproget i stedet for på hebraisk, samt at orgelmusik indføres.

Frem for alt afviser reformjødedommen idéen om, at jøderne er i eksil, og at deres fornemste håb derfor er at vende tilbage til det tabte hjemland, Israel. I stedet bliver jødernes adspredelse blandt folkeslagene (diaspora) tolket teologisk som Guds handling, hvis mål er at udbrede den etiske monoteisme, dvs. troen på, at der kun eksisterer én Gud. Af samme årsag er der blandt reformjødedommen stor modstand mod Zionismen og deres kamp for at få Israel tilbage som jødernes hjemland.

De mener ikke, at Toraen, jødernes lov, har guddommelig oprindelse, og de begynder at bruge den historisk-kritiske metode i forskningen af den - den samme metode man bruger på andre historiske kilder. I det hele taget bliver jødedommen betragtet som en spirituel religion, hvis kerne er de etiske love i Det Gamle Testamente. Jødisk lov (halakhah) sætter derfor ikke længere normerne for livet, da disse love og skikke udspringer af en fjern fortid, som ikke længere gør sig gældende.

Reformjødedommen i dag

Reform jødedom adskiller sig i dag på et væsentlig punkt i forhold til tidligere. I 1800-tallet mener reformjøderne, at det er af altafgørende betydning at nedtone det etniske eller nationale element i jødedommen for at blive accepteret som i det land, man nu bor i. Men Holocaust taler desværre sit eget sprog. Her bliver det kraftigt slået fast, at de ikke er almindelige franskmænd eller tyskere. De er jøder. Desuden giver staten Israels oprettelse i 1948 en anden basis for at fremhæve det etniske eller nationale. Jøderne får her deres eget land, som de kan definere sig udfra.

I Danmark har en gruppe jøder, der ikke kan finde sig til rette inden for den ortodokse jødedom taget det første spæde skridt til at få etableret reformjødedom i Danmark. Se eksempelvis hjemmesiden for Progressiv jødedom i Danmark.

Konservativ jødedom

Den konservative jødedom opstår i Tyskland i slutningen af 1800-tallet. Det er den største jødiske retning. Den forsøger at etablere en mellemvej mellem en reform jødedom, der for en stor gruppe jøder er for vidtgående i sine reformer og en ortodoks jødedom, som mange ikke følte sig hjemme i. Generelt anerkender denne retning, at den ændrede situation i Europa efter oplysningstiden også medfører visse ændringer i religiøs jødisk livsførelse. Men de ønsker at fastholde centrale dele af den jødiske praksis såsom overholdelsen af sabbatten og spisereglerne.

De karakteristiske slangekrøller stammer fra Tredje Mosebog, hvor der står: "I må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget". Det er ofte ortodokse jøder, der bærer slangekrøller. Her ses en ortodoks jøde ved grædemuren i Jerusalem. Foto: Jan den Ouden /Pixabay
Overrabbiner Jair Melchior repræsenterer Det Jødiske Samfund i Danmark, der er en moderne ortodoks menighed, selvom kun ganske få af de knap 2000 medlemmer lever ortodokst. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Sandra Kviat er reformjøde og Danmarks første kvindelige rabbiner. Hun er vokset op med Mosaisk Trossamfund, men er i dag en del af det progressive jødiske trossamfund Shir Hatzafon, hvor man modsat den ortodokse menighed tillader kvindelige rabbinere. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix