Hvad er al-Shabaab?

Den islamiske Domstols flag. - Foto: wikimediacommons

Hvilken ideologi bygger terrorbevægelsen al-Shabaab på? Hvordan opstod bevægelsen, og hvem er dens tilhængere? Få svarene her

Bevægelsen al-Shabaab, som stod bag angrebet på tegneren Kurt Westergaard, kæmper primært i Somalia mod den siddende regering, der støttes af det internationale samfund.

Ideologi
Al-Shabaab ser sig selv som jihad-krigere i kamp mod islams fjender. Ideologisk ligger al-Shabaab sig tæt op ad al-Qaeda og har som målsætning at indføre en streng form for sharia. Ledelse har forbindelse til al-Qaeda, men de fleste tilhængere et mest optaget af kampen mod den somaliske regering.

Bevægelsen fører guerillakrig og udfører terror mod Somalias regering, Transitional Federal Government. Al-Shabaab har dertil angrebet den fredsbevarende mission fra African Union Mission to Somalia, FN og vestlige nødhjælpsorganisationer i Somalia.

Historie
Al-Shabaab udgjorde oprindeligt den hårde kerne af den militante del af koalitionen Den Islamiske Domstol, som gik i opløsning og blev delt i mindre grupper efter Den Islamiske Domstol blev fjernet fra magten af etiopiske styrker i 2006. Tidspunktet for Al-Shabaabs selvstændiggørelse er imidlertid uklar. Dog hævder tidligere medlemmer, at bevægelsen var etableret allerede i 2004.

I 2006 blev al-Shabaabs styrke skønnet til mellem 3000 og 7000 mand. Terrorbevægelsen kontrollerer det meste af det sydlige Somalia og dele af hovedstaden Mogadishu.

Den 26. januar 2009 indtog al-Shabaab det somaliske parlament Baidoa. Den 3. december same år lykkedes det bevægelsen at dræbe tre ministre ved et selvmordsangreb under en ceremoni for nyuddannede læger.

Al-Shabaab er vokset til en international terrororganisation og får i dag økonomisk støtte fra blandt andre Iran, Libyen og Egypten.

Terrorbevægelsens nuværende leder er Axmed Cabdi Goodane, også kendt som Moktar Ali Zubeyr.

Tilhængere
Al-Shabaab består hovedsaligt af unge krigsveteraner fra den somaliske borgerkrig og har særligt hvervet tilhængere efter kampen mod de amerikansk-støttede ledere i Mogadishu i 2006.

Al-Shabaab får imidlertid også tilhængere fra andre lande, især Iran, Libyen og Egypten. Al-Shabaab tiltrækker også internationale jihad-krigere fra bland andet USA og Europa, og mange menes af have gennemgået kamptræning i Afghanistan.

En stor del af terrorbevægelsens ledere er af ikke-somalisk baggrund.