Hvad er rastafarianisme?

I tråd med Bibelens fortælling om, at Samsons styrke lå i hans hår, har mange af rastaerne lange dreadlocks. Ofte vil tilhængerne også bære tøj i rød, gul og grøn efter farverne i det etiopiske flag. Her er det rastafarier til reggae-koncert i Addis Abeba på dagen, hvor Bob Marley ville være fyldt 60 år. 6. februar 2005. Foto: GIANLUIGI GUERCIA

Reggae-musik, euforiserende stoffer og lange dreadlocks står for mange som symbolet på rastafarianisme. Men faktisk opstod religionen som modstand mod europæisk imperialisme. Læs mere her

Rastafarianisme er en nyreligiøs bevægelse, der blander new age og kristendom. Religionen opstod som en sort frigørelses-religion i Jamaicas slumkvarterer i 1930´erne. Et centralt omdrejningspunkt i religionen var et opgør med europæisk dominans i Afrika og mod afrikansk kristendom, som tilhængerne mente bidrog til at holde det afrikanske folk nede.

Tilbage til Afrika
Religionen er inspireret af jamaicaneren Marcus Garveys tilbage til Afrika-bevægelse, der blomstrede under den store depression i 1920'ernes USA. Garvey og hans tilhængere ønskede, at de sorte skulle være stolte af deres kulturelle arv, vende tilbage til deres hjemlande og skabe en ny og overlegen civilisation.

Angiveligt forudsagde Garvey, at en sort frelser ville blive kronet som konge i Afrika. Så da Ras (prins) Tafari (skaber) blev kronet som konge af Etiopien i 1930, fik religionen vind i sejlene. Kongen blev set som opfyldelsen af salme 68, der lyder:

De kommer med bronzevarer fra Egypten, Nubien skal løfte sine hænder til Gud. (Salme 68, 31).

Dette blev fortolket som om, at Gud havde udvalgt det afrikanske folk, med Ras Tafari i spidsen, til storhed.

Mange af tilhængerne, som kalder sig rastaer eller rastafarier, mener sågar, at Ras Tafari var den inkarnerede Kristus, mens andre mener, han var Guds udvalgte konge.

Rastaerne er monoteister, det vil sige, de tror på en gud, kaldet Rah, som de mener eksisterer i alle mennesker. De tidlige tilhængere mente, at Bibelen var en historisk kilde til det sorte folks historie, og at det afrikanske folk var én af Israels 12 stammer, som Bibelen omtaler.

Et centralt dogme i rastafarianismen er, at dommedag er nær, og når den kommer, vil Babylon (som rastaerne kalder det undertrykkende hvide samfund) blive dømt, og en ny og bedre verdensorden vil indtræffe.

Rastafarianismen er løst organiseret, og der er ingen overordnet autoritet. Mange af tilhængerne mener således ikke, at rastafarianisme er en religion, men nærmere en levevis (way of life).

Mest opsigtsvækkende er den rituelle brug af rusmidlet cannabis, som mange af tilhængerne mener giver dem en højere åndelig indsigt og gør det lettere at finde det guddommelige i en selv. Ofte foregår rygningen samtidig med bibelstudier. Rastaerne hævder, at Bibelen tillader hashrygning. Et af de skriftsteder, de citerer, lyder:

Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker. (Salmernes Bog 104, 14)

I tråd med Bibelens fortælling om, at Samsons styrke lå i hans hår, har mange af rastaerne langt filtret hår, kaldet dreadlocks. Samtidig symboliserer det lange hår det naturlige og oprindelige, som rastaerne ønsker at vende tilbage til. Ofte vil tilhængerne også bære tøj i rød, gul og grøn efter farverne i det etiopiske flag.
.

Fra lokal til global storhed
Det var især musikeren Bob Marley og the Wailers, som bragte rastafarianismen ud til resten af verden i 1970'erne. Rastafari-samfund opstod blandt andet i USA, Sydamerika, Australien og New Zealand.

I dag er rastaerne stærkest repræsenteret på Jamaica og i Storbritannien. En undersøgelse fra år 1997 anslog, at der var cirka en million tilhængere verden over.

Mange af de vesterlændinge, som er blevet tiltrukket af religionen, er først blevet det på grund af rastaernes spektakulære hår og tøjstil, reggaemusikken og de euforiserende stoffer.

I begyndelsen var religionen dog forbeholdt sorte. Hvide, som ønskede at blive optaget, skulle påvise, at de nedstammede fra sorte. I dag er alle velkomne, så længe de føler sig som afrikanere indvendigt.

Frigørelse eller undertrykkelse?

Rastafarianismen er blevet stærkt kritiseret for sit kvindesyn. En af de mest ihærdige kritikere er forskeren Obiagele Lake. Lake mener, at religionen er mandsdomineret og fastholder et forældet syn på kvinder, hvor kvinden ses som manden underlegen. Af samme grund mener hun ikke, at rastafarianisme kan bidrage til positiv forandring, nærmere tværtimod.

Hun påpeger det paradoksale i, at rastaerne på den ene side kæmper for det sorte folks frigørelse, mens de samtidig holder de sorte kvinder nede:

Alt dette er meget uheldigt, da rastafarierne havde potentiale til at lede den mest progressive bevægelse af det afrikanske folk siden Marcus Garvey. Dette potentiale er blevet ødelagt på grund af en række historiske misforståelser og kulturelle praksisser, som gør sand frigørelse usandsynligt, skriver hun i bogen Rastafari Women: Subordination in the Midst of Liberation Theology.

I tråd med Bibelens fortælling om, at Samsons styrke lå i hans hår, har mange af rastaerne lange dreadlocks. Ofte vil tilhængerne også bære tøj i rød, gul og grøn efter farverne i det etiopiske flag. Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons