Hvad er sufisme?

En dansende dervish, et medlem af de tyrkiske sufier. -

Sufismen er islams mystiske bevægelser og er især kendt for den dansende meditation. Få indblik i sufismens oprindelse, udvikling og teologiske praksis

En sufi er en muslim, der udøver islamisk mystik. Sufien praktiserer sin troskab til Gud ved individuel hengivenhed, askese og særlige ritualer og håber på at opnå en enhed med Gud via sin specielle praksis. Sufier accepterer som udgangspunkt den traditionelle islams lære og praksis, og sufismen skal derfor ses som et supplement til traditionel sunni- og shia-islam, ikke som et reelt alternativ. Læs mere om sunni- og shia-islam her.

Sufismens teologi
Sufismens mål er at opnå viden om Gud, at få en tættere forbindelse til Gud for med tiden at blive ét med Gud. For at opnå deres mål benytter sufierne forskellige metoder som bøn, ihukommelse, meditation, dans og faste. Under udførelsen af disse metoder kan sufien komme i en trancelignende tilstand, der gør personen mere modtagelig for indsigt i det guddommelige.

Herunder kommer en gennemgang af nogle af sufismen vigtigste begreber indenfor deres teologi.

Fana
Dette begreb betegner målet for sufien og kan oversættes til selvets forsvinden eller at blive ét med Gud.

Sufierne mener, at menneskets virkelighed (zahir), som er den verden, der kan opleves med sanserne, er skabt af Gud. Verden kan derfor ikke opfattes som ond, men den er bedragerisk i al sin flygtighed, hvis man ikke er bevidst om den anden, sande og evige Virkelighed (batin). Denne ligger hinsides menneskets virkelighed. Før mennesket og denne verden blev skabt, var mennesket en del af Gud og den evige Virkelighed. En sufi ønsker, at vende tilbage til Gud og den sande Virkelighed og herved forsvinde fra denne verden og fra det menneskelige selv.

Fana som mål er tolket ud fra Koranen, sura 55: 26-27.

Stadierne på vejen til Gud
På sin vej mod at blive ét med Gud gennemgår sufien en række stadier. Den proces, hvorunder sufien nærmer sig Allah, betegnes ofte Vejen, tariqa. Vejen leder sufien igennem de mystiske oplevelsers stadier. Til hvert stadie på Vejen hører forskellige sjælelige tilstande.

Den kamp, som sufien må gennemgå på sin vej mod målet, kan beskrives som en indre Jihad, en anstrengelse som vil blive belønnet med selvets forsvinden og en sammensmeltning med Gud. Den indre jihad er karakteriseret ved at være en kamp mod ens egne lyster og begær ved at afholde sig fra de fristelser som hverdagen byder på.
Læs mere om den indre jihad i artiklen Jihad i islam.

Lærer-elev-forhold og sufi-ordener
For at opnå enhed med Gud behøver mennesket hjælp. Denne tanke lagde grund til lærer-elev-forholdet, hvor læreren/ mesteren/sheiken er en sufi, der allerede har gennemgået stadierne i vejen mod enhed med Gud.

Lærer-elev-forholdet skabte grundlaget for sufi-ordener(både for mænd og kvinder). I starten var disse løse organisationer, hvor en gruppe elever samledes om en lærer og vandrede rundt i landet. Men med tiden udviklede det sig til mere institutionaliserede ordener, centre for sufi-træning, hvor de enkelte ordener var grundlagt på en bestemt sheiks lære. Siden blev nogle af hans elever selv mestre og grundlagde nye sufiordener.

Eleven sværger troskab til sin lærer og lover i alle henseender at følge og adlyde denne. Dette sker med udgangspunkt i sura 48: 10 og 18, som beskriver en ed muslimernes gav til Muhammed.

De tidlige sufier fandt et forbillede for deres bestræbelser i profeten Muhammed. Muhammed anses for at være den største sufimester, som videregav sin viden til de tidlige muslimer. Denne viden er siden givet videre fra mester til lærling, og hver enkelt sufiorden og -leder indgår i denne kæde.

Nogle af de kendte sufi-ordener er Sanussi-ordenen i Libyen og Tyrkiets Mevlevi-orden, også kendt som de dansende dervisher.

Dhikr
I, der tror! Ihukom Gud ofte! (sura 33:21)

Dhikr ihukommelse er den vigtigste praksis indenfor sufisme. Ihukommelsen kan variere fra sufi-orden til sufi-orden, men kan blandt andet tage form som en recitation af Guds 99 navne, bønner eller Korancitater. Det kan ligeledes være en gentagelse af den muslimske trosbekendelse, shahada: Der er ingen gud, undtagen Gud.

Recitationen foregår i et rytmisk tempo og i dyb koncentration, enten i dans, stående eller siddende. Under ritualet bevæger mange sufier kroppen frem og tilbage i takt med rytmen samtidig med, at åndedrættet tilpasses recitationen. Dette kan give en tilstand af ekstase eller trance, hvor det er muligt at opnå en religiøs oplevelse.

Læs om hvordan musikken kan benyttes af sufier i artiklen Islamisk lydkunst er spirituel.

De tyrkiske sufier har fået tilnavnet de dansende dervisher på grund af den centrale rolle den rituelle dans spiller i deres ihukommelse af Gud. Under dansen drejer de sig dels omkring sig selv dels omkring deres sufimester.

Sufismen legitimeret i islam
Sufierne legitimerer deres praksis ud fra Koranen, hadith (traditionen, Muhammeds sædvane) og sira (fortællinger om profeten Muhammeds liv) præcis som den mere traditionelle islam legitimerer sin praksis.
Sufierne mener, at der i disse kilder kan findes direkte opfordringer til at leve mere åndeligt og asketisk.

Vers fra Koranen, der bruges til at henvise til en mere åndelig islam er eksempelvis sura 50:16, som fortæller, at Gud er tættere på den troende end halspulsåren. Dette tolker sufierne som et udtryk for den tætte forbindelse, der er mellem Gud og mennesket. Det vers, der oftest henvises til er dog Lysverset, sura 22:35. Dette vers fremhæves som beviset på, at Gud er i alle mennesker, og som et bevis for nødvendigheden af en mystisk vej indenfor islam.

Vers fra Koranen, der bruges til at henvise til en asketisk livsførelse er eksempelvis sura 29:20. Derudover benyttes hadith til at vise, hvordan Muhammed levede asketisk og ydmygt. (Det skal dog nævnes, at nogle af de hadither, som sufisterne benytter, ikke er en del af islams officielle hadith-kollektioner, og derfor ikke er anerkendt hos flere sunni og shia-muslimer.)

Til at legitimere det mystiske aspekt i sufisme, fremhæves Muhammeds himmelfart, sura 17. Muhammeds natterejse tolkes hos sufisterne som et symbol på individets egen rejse til forening med det guddommelige.

Sufismens oprindelse
Sufisme opstod allerede i den tidligste islam, og vi hører allerede om sufier i begyndelsen af 700-tallet.

Askese var det første element til dannelse af det, vi i dag kender som sufisme. Dette indebar en simpel livsform, hvor det at opnå økonomisk succes ikke var målet. En af de første kendte islamiske asketer var Ibn Hanbal (d. 855). Det er blandt andet ham, der har nedskrevet en hadith-samling, hvor Muhammed fremstod som asketisk. En kendt kvindelig asket var Rabia al-Adawiya.

Senere i det 9. århundrede blev denne livsform kombineret med mere spekulative tanker, som tilsammen dannede den mysticisme, vi kender som sufisme.

Sufismen kan også ses som en reaktion på de ortodokse islamiske teologer, der herskede på denne tid. De fastholdt en skarp adskillelse mellem Gud og skabelsen og dermed også mennesket. Sufismen anså det som muligt, tilladt og ønskværdigt for mennesket at opnå direkte kendskab til og oplevelse af Gud. Menneskets naturlige tilstand før skabelsen var sammen med Gud, og det er dette, der skal stræbes efter at opnå igen.

Sufismens udvikling
Det niende århundrede bød på mange muslimske mystikere, der alle bidrog med nye tanker til de elementer, der kom til at betegne sufismen. Det var eksempelvis tanker om kærlighed til Gud, gnosis (åndelig viden om/det at kende Gud) som mål, at blive et med Gud og de mystiske stadier.

Fra slutningen af det 10. århundrede findes der værker, hvor forskellige sufimestre har nedskrevet deres metoder og anvisninger (deres Vej, tariqa), som de underviste elever efter. Dette er et klart tegn på, at sufismen på dette tidspunkt havde slået igennem indenfor den islamiske verden.

I begyndelsen af 1100-tallet kombinerede personen al-Ghazzali sine erfaringer som sufi og som traditionel islamisk lærd og anviste sine elever, hvordan de kunne supplere den traditionelle islams ydre vej, sharia, med mystikkens indre vej (tariqa) uden at benægte centrale læresætninger. Dette skete som et forsøg på at retfærdiggøre sufismens lære og praksis indenfor islam og som et argument for at man sagtens kunne kombinere den traditionelle islam med sufismen.

I 1100-tallet begynder de egentlige sufiordener at opstå, hvor en mester og hans disciple mødes og i fællesskab udfører ritualerne. Sufiordener har spillet og spiller stadig en væsentlig rolle for islams udbredelse uden for islams arabiske kerneområde. Mesteren som model for en god muslim, den stærke sociale organisation og ritualer, hvor musik og dans indgik, gav sufiordenerne en særlig rolle ved islamiseringen af fx Indonesien, Tyrkiet og Nord- og Vestafrika. Sufismen blev på denne måde en folkelig vej til islam.

Modstand mod sufismen
Sufismen har ofte mødt modstand mod sin udlægning af islam. Især er sufismen blevet kritiseret for sin tro på, at det enkelte individ kan møde Gud i dette liv. Dette strider imod det centrale islamiske budskab, at Gud ikke er genstand for menneskets fatteevne og er noget helt adskilt fra mennesket. Al-Ghazzali var som nævnt en traditionel islamisk lærd og sufi, og derfor forsøgte han at argumentere for, at sufismen kunne ses som et supplement til traditionel islam.

En del steder har sufiordener da også været forbudt i perioder, fordi magthaverne har opfattet dem som en trussel, enten politisk eller imod en mere ortodoks og mindre mystisk og ekstatisk form for islam. Det så man blandt andet under1920érnes Tyrkiet, hvor Atatürk lavede et forbud mod sufiordenerne.

En stor mystiker, al-Hallaj, blev for eksempel dømt til døden. Han var overbevist om, at mennesket kunne indse deres Gud-natur gennem mystiske øvelser og understregede dette ved at sige jeg er sandheden. Dette blev dog for meget for de traditionelle muslimer, der opfattede dette som blasfemisk og gudsbespottelse.