Hvad er voodoo?

Den traditionelle Gede-fest for de døde fejres her af Voodoo-tilhængere i Port au Prince, Haiti, den 4. oktober 2010.

Viljeløse zombier, tøjdukker med nåle i og sort magi. Sådan kender de fleste voodoo fra amerikanske Hollywood-film. Men hvad er voodoo egentlig? Få svaret her

Ordet voodoo er afledt af ordet vodun, som fon-folket fra Benin, Vestafrika, kaldte deres guder eller ånder. Da afrikanske slaver blev bragt til de caribiske øer, heriblandt Haiti, fra 1500-tallet og frem, medbragte de også deres religion. Europæerne kaldte denne religion, ofte nedsættende, voodoo.

Efter at haitianerne havde smidt den franske kolonimagt på porten og oprettet den første sorte republik i 1804, var beboerne frie til at praktisere deres religion.

SE OGSÅ BILLEDSERIE: Sådan praktiseres voodoo

Slaverne var blevet tvunget til at konvertere til katolicismen, men praktiserede i al hemmelighed deres fædrene religion, og troslæren og ritualerne blev overleveret mundtligt fra generation til generation. Med tiden blev de to religioner blandet sammen og optog desuden ritualer fra fransk frimureri og lokale shamanistiske traditioner.

Stadig den dag i dag er voodoo en religion i bevægelse, men det er ikke kun voodoo-udøverne, som låner fra andre religioner. Mange vestlige new age-religioner har også optaget elementer fra voodoo. Ifølge den franske etnograf og voodoo-ekspert Alfred Metraux er voodoo Vestens hedenskab:

Mange af os tager til Haiti for at finde vores klassiske arv og finder i voodoo eventyrernes charme. Uden at tvinge os til at opgive vores vaner og bånd med nutiden, tager den os ind i en magisk sfære. Det citeres Metraux for at udtale i bogen New Religions in Global Perspective.

Guder og andre helte
I voodoo er der én overordnet guddom og mange underordnede guder, både gode og onde. Disser gudeskikkelser kaldes loa og menes at komme fra Vestafrika. Et menneske kan arve en loa fra et afdødt familiemedlem.

I modsætning til mange andre religioner, hvor guderne fungerer som forbilleder for menneskene, er det anderledes i voodoo. Her er det guderne, som stræber efter at blive mennesker.

Loaerne har deres egen kultplads, hvor der ofres til dem. Under ritualet kommer loaerne ned og besætter de indviede, så de kommer i trance og bryder ud i dans. Åndebesættelserne og den rituelle dans er nogle af de vigtigste omdrejningspunkter i voodoo.

Næsten alle loaerne i voodoo svarer til en katolsk helgen og i ikonografien portrætteres de sådan. For eksempel forestilles Papa Legba, der er en af de mægtigste guder i voodoo, som en meget gammel mand med krykker, ligesom den katolske helgen Sankt Antonius den Hellige.

Alle voodoo-udøvere er samtidig praktiserende katolikker og ser det ikke som et problem at blande de to religioner.

Troldmænd og sort magi
Præsteskabet spiller en afgørende rolle i voodoo. De fleste præster udvælges i drømme, trancer eller lignende. Både mænd og kvinder kan være præster. Hvis en person er udvalgt til præsteskabet, kan han ikke afslå, da ånderne i så fald vil straffe ham.

Den mørke side af voodoo hører til troldmanden, bocor. Det er denne del af voodoo, som har tiltrukket mest opmærksomhed og sat religionen i et dårligt lys. Troldmanden siges at stå i ledtog med de onde loaer og kan ved hjælp af magi bringe et menneske i en zombietilstand. Når personen er blevet en zombie, er han helt i troldmandens hænder.

Nogle moderne forskere har forsøgt at forklare fænomenet med, at bocoren giver ofrene en særlig plantegift, som lammer dem i nogle timer.

Kirken og staten
Såvel kirke som stat har haft en noget vaklende holdning til voodoo. I lang tid blev den fordømt af den romersk-katolske kirke i Haiti, som betragtede voodoo som Satans værk og skadelig overtro, der skulle bekæmpes. Gentagne gange opfordrede kirken regeringen til at forfølge udøverne.

I 1941 iværksatte præsident Elie Lescot sammen med kirken en heksejagt på voodoo-udøvere. Målet var at redde dem fra evig forbandelse. For at nå dette mål ødelagde man alt, man mente havde med voodoo at gøre. Da kampagnen mislykkedes, indstillede regeringen den året efter.

Nogle år efter var stemningen vendt. Da forsøgte præsident Duvalier (1957-71) at bruge voodoo-udøverne til at nedkæmpe den katolske elite i Haiti, som han mente havde for meget magt.

Men først i 1986 blev voodoo officielt anerkendt i forfatningen. Siden da har den katolske kirke også indtaget en mere afslappet stilling til spørgsmålet om voodoo, ikke mindst på grund af den store popularitet, religionen nyder blandt den brede befolkning.

I dag har haitianske emigranter bragt voodoo ud til hele verden. Men de fleste udøvere findes stadig i Haiti og New Orleans.

Den mørke side af voodoo hører til troldmanden, bocor. Troldmanden siges at stå i ledtog med de onde ånder og kan ved hjælp af magi bringe et menneske i en zombietilstand. Voodoo-alter fra Benin, Vestafrika. Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons