LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Hvem var Mester Eckehart?

Indgangsdøren til Prediger Kirche i Erfurt, Tyskland. Inskription til minde om Mester Eckehart. Foto: Michael Sander.

Efter at have været stort set glemt og borte siden sin død i begyndelsen af 1300-tallet, er interessen for den kristne mystiker, Mester Eckehart, igen blomstret frem

Mester Eckehart regnes i dag for en af tidens helt store kristne mystikere på linje med blandt andre Hildegard von Bingen og Frans af Assissi.

Eckhart von Hochheim (1260-1328) var tysk, skolastisk teolog og mystiker. Han er mest kendt under navnet Mester Eckehart.

Eckeharts tanker og litterære efterladenskaber har, siden hans død tilbage i senmiddelalderen, været stort set glemt og borte. Men i det 19. århundrede dukkede hans tanker igen frem og inspirerede mange af de tyske romantiske filosoffer, men også den europæiske idealistiske tænkning. Også i nyere tid er interessen for Eckehart stor. Den zen-buddhistiske mester, D.T. Suzuki, anser blandt andet flere af Eckeharts centrale tanker for at ligge meget tæt op af zen-buddhismen.

LÆS OGSÅ: Med evigheden som område

Eckehart indtrådte tidligt i sit liv som dominikanermunk. Senere blev han prior (en slags forstander for et katolsk kloster, red.) og omkring år 1300 begyndte han som lærer ved universitetet i Paris. Det er fra denne akademiske stilling, at hans titel Mester stammer.

I 1303 blev Eckehart udnævnt til dominikansk provincial for Sachsen og generalvikar for Bøhmen. Denne periode bød på mange rejser, og Eckehart holdt utallige prædikener der, hvor han kom frem. Mange af disse prædikener og flere af hans tekster har senere gjort ham kendt som mystiker. Fra år 1314 opholdt han sig i Strasbourg, hvor han fungerede som prædikant og åndelig vejleder for byens dominikanske nonner.

Dømt for kætteri

Omkring år 1323 fik han mulighed for at undervise i teologi i Köln. Men ærkebiskoppen i byen, der var en ivrig kætterbekæmper, så sig pludselig gal på Eckehart. Og i 1326 anklagede ærkebiskoppen Eckehart for at sprede vranglære blandt folket. Da Eckehart ikke havde megen tillid til inkvisitorernes teologiske kundskaber, appellerede han i 1327 til paven i Avignon. Det efterfølgende år kæmpede Eckehart en hård kamp for at forsvare sig imod anklagerne, men døde en naturlig død i 1328. Først året efter Mester Eckeharts død, nærmere bestemt den 27. marts 1329, udsendte Pave Johannes XII en bulle, (betegnelse for en særlig type pavebrev med blysegl, der blev anvendt i middelalderen til at bandlyse personer som krænkede pavens bud, red.) hvori en række af Eckeharts læresætninger blev fordømt som kætterske.

Glemt og borte

Efter bullen forstummede al snak og diskussion om Eckehart og hans anderledes og kontroversielle teologiske tankestof. Eckeharts idéer nærmest forsvandt fra jordens overflade, men dukkede dog pludseligt op igen i 1498, da en anden mystiker ved navn Johannes Tauler, fik trykt sine prædikener, der viste sig at være fulde af citater fra Mester Eckehart. Men bullen er antagelig hovedårsag til, at Eckeharts tanker snart blev glemt helt og ikke dukkede frem igen før det 19. århundrede.

Eckeharts skrifter har dog alligevel, i al hemmelighed, overlevet i klosterbibliotekerne rundt omkring i Europa, selv flere hundrede år efter mesterens død.

Først da man igen fik øjnene op for ham i begyndelsen af 1800-tallet, fik man efter megen søgen, samlet en stor bunke af mesterens gamle skrifter og traktater. I dag er disse udgivet som Deutsche Predigten und Traktaten.

Forfatterskab og teologi

Eckeharts litterære produktion er dels skrevet på latin og dels på tysk. De fleste af de latinske værker skulle oprindeligt have været del af et større trebindsværk, der dog aldrig blev færdiggjort. Derudover kender man også til en række latinske prædikener, der oprindeligt var tiltænkt som tillæg til trebindsværket.

I Eckeharts tysksprogede traktater og prædikener får man et særligt godt indblik i hans kontroversielle forståelse af kristenlivets sande væsen. Ifølge Eckehart var det nemlig muligt for mennesket at forenes med Gud:

Det er Guds natur, at han giver, og hans Væren hænger sammen med, at han giver os. Hvis ikke vi tager imod og ikke undfanger, så gør vi vold mod ham og dræber ham. (Predigt 4).

For at opnå denne forening, skulle mennesket aflægge al begær og tilknytning - ikke blot til den fysiske, ydre verden - men også til det metafysiske og åndelige (Gelassenheit).

Først når mennesket er tømt for både fysiske og åndelige behov, kan det forenes med Gud. Ifølge Eckehart udmøntede dette sig konkret i, at Guds Søn, Ordet, skulle fødes i menneskesjælens inderste kerne; herved ville mennesket blive genfødt i form af Guds søn og dermed opnå del i den treenige Guds indre liv.

Betydning og indflydelse

Eckeharts teologiske tænkning havde stor indflydelse på mysticismen umiddelbart efter hans død. Mysticisme er en fælles betegnelse for åndelige eller religiøse retninger, der søger en højere (eller dybere) erkendelse af noget åndeligt eller guddommeligt.

Ligesom i de sidste år af hans levetid, vil der stadig den dag i dag være mange teologer, der opfatter hans idéer som kontroversielle og kætterske.

Eckeharts store fokus på den indre verden betød ikke, at han, som kvietisterne (en kristen åndelig bevægelse, der mente, at man kun skulle koncentrere sig om indre åndelig aktivitet, red.), mente man skulle forholde sig passivt til den omkringliggende fysiske verden. Han mente, at foreningen med Gud og dermed den guddommelige tilstedeværelse i menneskets indre automatisk ville give udslag i ydre gerninger og søgen mod retfærdighed.

I løbet af de seneste 50 år har Eckehart fået en fornyet betydning, fordi han med sine formuleringer ofte er meget tæt på, hvad man kender fra de orientalske religioner. Også for de nye kristne mystikere i vor tid, der fra tid til anden henter inspiration i de orientalske religioner, spiller Eckehart en vigtig rolle. Det gælder blandt andre benediktinermunken Abishiktananda og trappist-munken Thomas Merton.

Også den berømte og nulevende spirituelle leder, Eckhart Tolle, er stærkt inspireret af Mester Eckehart. Så inspireret, at han efter sigende skiftede navn fra Ulrich Tolle til Eckhart Tolle, som en hyldest til den gamle Mester Eckehart.

Håndskrevet fragment fra et af Eckeharts ældste skrifter (Predigt 5b). Mester Eckehart er inspirationskilde for flere både tidligere og nulevende religiøse og spirituelle tænkere. Foto: Georg-August-Universität Göttingen.