Indisk dræbersekt blev religionsvidenskabeligt eksempel

I 1857, hvor tegningen er fra, var thugsene længe ophørt med at eksistere som kriminelle samfund efter en omfattende og ihærdig politiindsats. Billedet viser thugs i forskellige og tilsyneladende tilforladelige positurer: Nummer tre fra venstre, holdende en stok og en lille kande eller skål, er klædt som pilgrim eller munk. Manden yderst til højre, med sabel og en lang dolk i sit skærf, poserer som soldat. Thugs forklædte sig typisk som andre særlige og genkendelige grupper af rejsende for at vinde deres ofres tillid. Foto: Wikimedia Commons

Religiøse røvere kvalte tusinder af intetanende rejsende i 1800tallets Indien. Men var det en religiøs sekt, eller bare en særlig form for organiseret kriminalitet?

Såkaldte thugs dræbte og røvede utallige rejsende på de primitive og dårligt bevogtede indiske veje. Religion og kultiske ritualer spillede en stor og tydelig rolle i deres fællesskaber. Og de britiske kolonister havde i starten svært ved at håndtere situationen. Kultursammenstødet kunne siden bruges som et teoretisk eksempel i religionsvidenskaben.

Drabenes omfang kom for en dag
I løbet af 1800tallets første årti fandt de britiske myndigheder i Indien et alarmerende antal af mindre massegrave spredt langs færdselsveje i det store og svært fremkommelige land. Ligene var frarøvet alle værdifulde ejendele og nogle af dem var også lemlæstede og havde fået øjnene stukket ud.

Voldsomme og drabelige landevejsrøverier var på ingen måde ukendte fænomener i datidens Indien, hvor enorme områder var under ringe eller ingen politimæssig kontrol. Den britiske kolonimagt havde på det tidspunkt heller ikke underlagt sig hele subkontinentet endnu. Briternes og de uafhængige indiske fyrsters ordenshåndhævelse var ofte mere symbolsk end reel.

Der er spor af specielle kvælere, der under forklædning dræbte og røvede de intetanende ofre, de rejste med på vejene, langt tilbage i den indiske historie. Men billedet af de særlige thugs tog først form i og med at de britiske myndigheder systematisk eftersøgte og retsforfulgte dem.

Med de første forhør omkring 1810 af thugs fanget i det vestlige Bengalen (det på det tidspunkt største britisk kontrollerede område) begyndte man så småt at få et overblik over fænomenets omfang og karakter.

Men billedet af thugsene, og hvad vi i dag kunne kalde deres subkultur, tog farve af de britiske embedsmænds opfattelse af dem. Navnlig religionens rolle blandt thugsene blev skævvredet, og dét kom på sin side til at præge billedet af indisk religion i bredere forstand. Dette kultursammenstød er siden blevet et eksempel i religionsvidenskabelige lærebøger.

Kvælerne blev ofrenes venner
Det moderne engelske ord thug, som med tiden er blevet synonymt med en bølle, voldsmand eller mere generelt en forbryder, kan spores i meget gamle tekster på sanskrit, hvor ordet sthaga blandt andet blev brugt med betydningen at dække over eller at skjule. Alle disse sproglige betydninger kan relateres til de historiske thugs i Indien og deres fremgangsmåder.

Thugsene rejste næsten altid i grupper, og de var typisk forklædte som hinduistiske munke, soldater eller handlende grupper i samfundet, der også ofte måtte færdes på vejene, alene eller i egentlige karavaner. Thugsene indyndede sig således hos deres rejsefæller og vandt deres fortrolighed.

Når ofrene slappede af og ikke var på vagt, typisk om natten, slog thugsene til. Lynhurtigt og lydløst blev ofrene kvalt, med reb eller bånd fra forbrydernes turban. Thugsene kunne bruge dage eller uger på at vente på det rette øjeblik, og ingen vidner blev efterladt i live. Når de havde fordelt tyvekosterne mellem sig, begravede de ligene i i forvejen udgravede huller lidt afsides fra vejene. Det er også en af grundende til, at kvælerbanderne var så svære at spore.

Den brutale praksis med at stikke ofrenes øjne ud kom af, at nogle thugs troede, at et sjæleligt billede af gerningsmanden blev siddende i den afdødes øjne.

Indviede hellig spade før drabene
Dengang som nu var der overordnet to store religiøse grupper i Indien, hinduer og muslimer. Og thugsene kom fra begge grupper. Men også på det religiøse område havde de deres egne særlige kendetegn.
De hinduistiske thugs tilbad som regel den mangearmede gudinde, Kali, som blandt andet associeredes med mørke og død. Der var enkelte få eksempler på, at muslimske thugs også bekendte sig til Kali, ved siden af Allah, men det hørte til sjældenhederne. Lokale muslimske helgener lader i stedet til at have fyldt en del i de muslimske thugs religiøse billede.

Nogle thug-samfund var store deciderede klaner, som kunne føre deres virke adskillige genererationer tilbage, og som så en stor stolthed i at blive betragtet som mere prominente kvælere af andre thugs. Andre var mindre - og mere autonome grupperinger med kun et par snese individer. Tilsvarende kunne den enkelte være blevet en del af sin gruppe både ved at være født til det eller ved vælge det som voksen, eksempelvis på grund af fattigdom.

På trods af variationen i thugsenes sociale struktur og religiøse baggrund, kunne de forhørte thugs afsløre enkelte detaljer om deres konkrete religiøse praksis, som i forskellige former gik igen stort set over det hele.

Når en ny thug blev optaget i gruppen, enten han var født ind i den eller kommet til udefra, hørte der en initiationsrite til, et indvielsesritual. I sin enkelhed bestod det oftest i, at den nye thug spiste en lille sukret bolle, der var indviet til formålet, mens man afsagde eller afsang rituelle tekster, der knyttede ham til gruppen med dens bestemte religiøse karakter.

Mere makabert var et andet gennemgående ritual. Nemlig indvielsen af det graveredskab, som ligenes grav skulle graves med. Før hvert togt skulle redskabet, typisk en hakke eller spade, indvies til Kali, idet man håbede at det ville bringe held.

Kalis dræberkult tog form
I løbet af 1800-tallets første årtier fastslog man, hvad man også i dag ved var korrekt, at thug-fænomenet var reelt, at de opererede i større og mindre samfund i hele Indien, og at de indtil da måtte have nået at dræbe og røve adskillige tusinde rejsende. Man vidste også, at mange thugs kun var landevejsrøvere noget af tiden, at de eksempelvis kun forlod deres gårde eller landsbyer, hvis de syntes, at nøden tvang dem til det.

Og endelig viste forhørene, at thugsene havde vidt forskellige religiøse baggrunde, men også at der i disse specielle kriminelle grupper var særegne forestillinger og ritualer.

Det var dog de færreste af de europæiske kolonister, der hæftede sig ved disse detaljer. Billedet af thugsene blev også en del af det billede, man havde af Indien som et særpræget, mystisk og farligt område. Den rolle, som gudinden Kali spillede for thug-fænomenet, blev meget mere dominerende, end der var faktuel dækning for.

Der formede sig et billede af en stor og hemmelig kult, hvis medlemmer udførte deres drab på dødsgudindens bud. Thugsenes kyniske, systematiske og dybt indarbejdede fremgangsmåde i forbrydelserne kom naturligvis til at understrege dette. Og på den anden side påvirkede dette ekstra dramatiske og okkulte billede af thugsene også billedet af indisk religion generelt.

Fra at være flere større og meget løst forbundne kriminelle grupperinger med religiøse karakteristika, blev thugsene nu opfattet som ét religiøst samfund, der begik kriminalitet af religiøse grunde! Det er ikke korrekt. Men netop derfor er de vestlige kolonisters opdagelse af thug-fænomenet også blevet brugt som en religionsvidenskabelig case.

Thugs som et skoleeksempel: Alt er religiøst
I teoretisk perspektiv skete der det, at de første europæere, der beskæftigede sig med thugsene, overså, at så godt som alt i deres samtids Indien var religiøst.

Det skal forstås sådan, at der i de 18. og 19. århundreders Indien ikke var nogen sekulariseret sondring mellem områder, hvor religion forekom normalt og berettiget og ikke. Denne sondring var, og er i en vis begrænset udstrækning stadig, et vestligt fænomen.

Med sekularisering forstås kort sagt det, at religion indskrænkes til kun at dække sin egen netop religiøse sfære. Tidligere var religion en naturlig del af alle andre områder i en given kultur; politik, videnskab, økonomi, madlavning, familieliv - og altså også kriminalitet og kriminalitetsbekæmpelse.

At morderbander var religiøse, var derfor i dette lys lige så lidt overraskende, som at bønderne i en landsby var det!

Men i det tidlige 19. århundredes England havde den sekulariserede verdensanskuelse netop for alvor gjort sig gældende som den dominerende, og det bestemte naturligvis det perspektiv, som de engelske embedsmænd og andre kolonister i Indien betragtede thug-fænomenet i.

Endelig kan det ikke afvises, at de lokale britiske embedsmænd vidste, at de bedre kunne skaffe midler og beføjelser til den nødvendige bekæmpelse af thugsenes forbrydelser ved at fremmane et billede af én stor og velorganiseret fanatisk dræberkult.

Set som religiøse, bekæmpet som kriminelle
Bekæmpelsen af thugsene skulle imidlertid vise sig at være effektiv. De britisk kontrollerede områder voksede sammen i perioden, og infrastrukturen forbedredes generelt. Det gjorde det sværere for røverne at søge ly i de indiske fyrsters områder.

Briterne havde i vidt omfang held til at bruge thugs som vidner mod andre thugs, og forhørene gjorde det også muligt at ajourføre advarslerne til de rejsende, som derved blev bedre klar over, hvad de skulle tage sig i agt for.

Allerede midt i 1830erne fandt de kulminerende store retssager sted, som markerede enden på thug-fænomenet. Langt de fleste af de fangede thugs fik lange eller livsvarige fængselsdomme, men en del blev også hængt. Billedet af indisk religion som værende særlig okkult og fuld af farlige og hemmelige sekter, fortsatte dog med at eksistere længe endnu.