Iran er først islamisk og dernæst republikansk
På den ene side er Den Islamiske Republik Iran en republik med grundlov og præsident, men på den anden side har den religiøse leder og Koranen stor magt
Den 12. juni 2009 blev Mahmoud Ahmadinejad genvalgt som Irans præsident med stærk opbakning fra landets religiøse leder
Ayatollah Ali Khamenei. Valget medførte en række protestester, demonstrationer og beskyldninger om valgfusk. Khamenei var hurtig til at fordømme protesterne, blandt andet i en fredagsbøn kort efter valget. Khameneis meget synlige rolle under valget og i de efterfølgende protester affødte en debat om, hvem der besidder den egentlige magt i Iran: præsidenten eller den religiøse leder.
I det følgende kan du læse om magtfordelingen i Iran samt om baggrunden for denne fordeling.
Opgør med koloniseringen i Mellemøsten
Baggrunden for etableringen og indretningen af Den Islamiske Republik Iran i 1979 skal blandt andet findes i den europæiske kolonisering af Mellemøsten, der fandt sted fra 1800-tallet.
Koloniseringen var medvirkende til, at islam generelt blev mere udbredt, men også at der blev sat spørgsmålstegn ved den rolle islam traditionelt havde haft som en selvfølgelig del af det politiske liv.
Allerede i 1800-tallet opstod der bevægelser, der ønskede at gøre op med de europæiske kolonimagter. Bevægelserne var både militante grupper og fredelige reformister, men tilfælles havde de kampen for islam, jihad.
Den iranske revolution
Iran havde indtil den iranske revolution i 1979 shah-styre (kongedømme). Mohammad Reza Pahlavi var shah af Iran fra 1941 til revolutionen i 1979.
Der opstod en række forskellige grupper, der var modstandere af shah-styret. Grupperne var blandt andet mod shahens samarbejde med Vesten, samt hans anerkendelse af staten Israel.
1979 var året for den iranske revolution, der indebar at shahen blev væltet af modstandsgrupperne, og han blev tvunget i eksil. Efter at shahen var væltet, opstod der magtkampe mellem de forskellige modstandsgrupper om, hvem der skulle overtage magten.
En af disse modstandere var Ayatollah Khomeini. Han var en lærd muslim, der offentligt havde udtalt hans kritik af shahen og dennes forhold til Vesten. Dette medførte at Khomeini i 1963 var blevet sendt i eksil i Irak, hvorfra han skrev en række dekreter om den ideelle islamiske stat. Efter shahen var blevet væltet kom Khomeini tilbage til Iran. Og hans modstandsgruppe blev den mest succesfulde, da de i 1982 havde udkæmpet de andre modstandsgrupper.
Khomeini og hans støtter etablerede Den Islamiske Republik Iran med folkets opbakning.
Statsindretningen - Islamisk og republikansk
Navnet på staten Iran, Den Islamiske Republik, afspejler den tosidet magt, staten blev etableret på. På den ene side fik landet en grundlov og en præsident, og på den anden side var statens magt religiøst, islamisk funderet.
Khomeini mente, at en islamisk regering var en nødvendighed for, at Guds åbenbaringer i Koranen kunne omsættes til politisk virkelighed. Khomeini var imod de, som mente, at religion og stat kunne være adskilt. Han mente, at et politisk system, der hviler på Koranen, var påbudt af profeten Muhammed selv, fordi han ønskede en efterfølger efter hans død.
Den Islamiske Republik Irans øverste leder er den religiøse leder, rahbar. En post, Khomeini besad til hans død i 1989, og en post, der på nuværende tidspunkt er Khameneis. Præsidenten har også reel magt, dog betydelig mindre, han skal altid rådføre sig med den religiøse leder i vigtige spørgsmål.
Udover de to øverste ledere findes der også en række råd, der har del i magten. For det første parlamentet, der godkender præsidentens politik. Derudover findes flere religiøse råd. Ekspertforsamlingen, der består af teologer, der godkender den religiøse leders virksomhed. Og til sidst det magtfulde Vogternes Råd, der består af tolv jurister. Den religiøse leder vælger seks af juristerne til rådet. Vogternes Råds vigtigste opgave er at vurdere grundloven og lovforslag i forhold til den islamiske lov, sharia. Derudover godkender rådet alle præsident og parlament kandidater.
Efter genvalget af præsident Ahmadinejad udbrød voldsomme protester. De religiøse magtorganer var hurtige til at melde farve. Den religiøse leder Khamenei viste Ahmadinejad sin støtte allerede inden valget officielt var afgjort. Og Vogternes Råd erklærede hurtigt valget for definitivt afgjort og afsluttet, til trods for de mange protester og beskyldninger om valgfusk.
Enighed blandt præsidentkandidater om at beholde det religiøse styre
Valget i Iran stod mellem fire kandidater, hvor de to spidskandidater var Ahmadinejad og Mir Hossein Mousavi. Ahmadinajad repræsenterer den konservative politiske fløj i Iran, og Mousavi den mere reformvenlige. Men valget handlede ikke om hvor vidt den nuværende magtfordeling skulle bibeholdes.
De to kandidater adskilte sig særligt i forhold til:
1) Irans islamiske fundament skulle bibeholdes hos begge kandidater. De to kandidater adskilte sig dog i forhold til deres syn på islam. Ahmadinejads islam forståelse er traditionel og konservativ, hvor Mousavis er mere intellektuel og venligt stemt overfor folkestyre.
2) Begge kandidater ønskede at beholde Irans atomprogram, men hvor Ahmadinejad har været afvisende overfor dialog med Vesten, ville Mousavi være mere villig.
3) Mousavi ønskede at styrke iranernes ytringsfrihed.
4) Mousavi ønskede at styrke ligestilling mellem mænd og kvinder.
Hvor meget, Mousavi reelt ville kunne ændre i Iran, er der dog stor tvivl om, eftersom det ikke er præsidenten, men den religiøse leder, der har det sidste ord.