Irske Sankt Patrick fejres i trekløverens farve

DMTX. Saint Patrick's Day Parade and march through London from Piccadilly to Whitehall celebrating St. ...

Sankt Patricks dag fejres i grønt verden over. Foto: PaulBrown Demotix Images Denmark / Scanpix

Irere kloden over fejrer deres skytshelgen Sankt Patrick den 17. marts. Også København lægger asfalt til en parade i helgenens navn

Den 17. marts fejrer irere kloden over deres skytshelgen, Sankt Patrick. På denne dag i året 493 døde helgenen efter sigende, og blikket rettes hvert år på denne dato mod hans og Guinness-øllets undergørende virke. Den irske kultur springer samtidig ud i dens karakteristiske kløvergrønne farve, for dagen er også Irlands nationaldag og en fejring af irsk kulturhistorie.

Sankt Patrick var en af de tidligste kristne missionærer, der spredte troens budskab og indførte kristendommen på den irske ø, og mange af hans efterfølgere har ladet sig inspirere af hans virke.

Sankt Patrick vandrer i København
I Danmark fejrer man også Paddys Day, som dagen populært kaldes i Irland. Det er nu sjette år i træk, at Marianne Green og Julie Mørk fra danseensemblet med de irske trin og toner, Dark Green School of Irish Dancing, arrangerer en Sankt Patrick-parade i København i samarbejde med OHare Productions.

- Som en hyldest til den irske kultur har vi indført denne mærkedag i Danmark, som vi håber vil vokse i omfang år for år, siger Marianne Green.

Marianne Green vurderer, at paraden, der også i år (2010, red.) anføres af Sankt Patrick i skikkelse af skuespilleren Tom McEwan, samler mellem 200 og 300 irere og danskere. Førhen nøjedes man med at drikke Sankt Patricks skål på de irske pubber i hovedstaden, men paraden, som efterfølges af irsk dans, musik og traditionelt irsk bodhrán-trommespil på og nær Rådhuspladsen, har gjort sit til, at dagen er blevet en festdag for hele familien.

Tro og fest i trekløverens tegn
En vigtig nuance i fejringen af Sankt Patrick er den kløvergrønne farve. Deltagerne i paraden bærer alt fra grønne paraplyer til grønt tøj og ditto hår og hatte for at markere farven på det irske nationalsymbol, trekløveren. Denne lille blomst brugte Sankt Patrick efter sigende til at illustrere budskabet om den hellige treenighed - faderen, sønnen og helligånden - overfor hedningene, som han ville omvende.

Marianne Green bemærker:

- Sankt Patrick-paraden har et tydeligt kendetegn, trekløverens grønne farve. Den er med til at markere dagen i folks bevidsthed som den kulturfestival, den er overalt i verden, hvor irske indvandrere har slået sig ned. Det er dog ikke kun en fest for irerne, men for alle, der har lyst til at være med.

I København har kulturforeningen Danish Irish Society også en tradition for at afholde en Paddy comes early-fest lørdagen før den 17. marts med irsk musik, dans og teater. Og så er der det efterhånden traditionsrige trebensløb, der starter fra Kennedys Pub på Frederiksberg på selve Sankt Patricks dag:

- Løbet tiltrækker stor opmærksomhed, og overskuddet doneres til velgørenhed (i år til Børnefonden, red.), siger medlem af bestyrelsen i Danish Irish Society, Marcus Jones.

Sankt Patrick på hjemmebane
I Irland finder de største Sankt Patrick-fejringer udover Dublin sted i Downpatrick i grevskabet Down i Nordirland, hvor man mener, at helgenen blev begravet. Legenden fortæller, at han hviler i byens katedral ved siden Sankt Brigid og Sankt Columba, Irlands to andre skytshelgener.

Sankt Patrick er som helgen udover trekløveranalogien kendt for at have uddrevet slangerne af Irland, hvilket menes at være en reference til de hedenske druidereligioner, han drev bort fra landet.

De eneste samtidige kilder om helgenens liv findes i hans egne skrifter "Bekendelse" og "Brev til Coroticus". Ud fra disse stråler helgenens følelse af at være kaldet til sin livsgerning af Gud: "Jeg, Patrick, en synder, er den mest uvidende og ringeste blandt de troende, foragtet af mange ... jeg skylder Guds nåde, at så mange mennesker gennem mig skulle blive genfødt til Ham", bekender han.

Sankt Patricks dag har i århundreder været en helligdag i Irland, hvor katolikkerne gik til messe og lovpriste deres helgen. Førhen blev dagen fejret under mere højtidelige former, men i dag er det primært en festdag, hvor Guinness-øllet flyder i lige så rigelige mængder, som ordet sandsynligvis engang flød fra helgenen.

En chance for at pleje de irske interesser
For mange irere byder dagen på en velkommen chance for at vande de irske rødder. Mottoet for fejringen i København er 'På St. Patrick's Day er alle lige irske', så også danskerne har en mulighed for at lufte deres eventuelle indre irer. Marcus Jones fra Danish Irish Society siger:

- I sidste ende handler det om fællesskab. At møde gamle venner og få nogle nye under hyggelige former. Vi vil for altid være taknemmelige overfor den bortrøvede søn af en romersk skatteinddriver, der vendte tilbage med en trekløver til det sted, hvor han blev holdt fanget, for netop på denne ene dag på året gør han det muligt for os irere over hele verden at være særligt irske.