Julen har bevæget sig fra hedenske skikke til kristen højtid
Hvorfra kommer navnet jul? Og hvad ved vi om julens oprindelse?
Julen står for døren. Og mens de gamle nordboer markerede tiden som et lysets vendepunkt midt i vinterens komme, fejrer kristne Jesu fødselsdag - og jøder over hele verden lysenes fest, Hanukkah. Men hvorfor kalder vi det egentlig 'jul'?
Det hurtige svar er, at man faktisk ikke aner præcis, hvad jul betyder. Går man lidt i dybden, vidner historien om den danske juls udvikling - fra en samling hedenske skikke til en kristen højtid - om en gammel og ganske udbredt tradition.
Jól - de germanske forbindelser
Ser man lidt på selve ordet jul, finder man et broget, men også internationalt anvendt ord.
Jól er det old-islandske ord, som vores skandinaviske forfædre kaldte højtiden, og der lader til at være en reference til den nordiske religions første gud, Odin, der i kilderne bærer et utal af navne, heriblandt Jólnir (han, som er jul) eller Jólfadr (julefader, red.).
I den nordiske religions kilder er jól kædet sammen med en form for fejring eller fest, og denne tendens ses i også i flere andre lande. På finsk finder man for eksempel også ordene juhla, fest og joulu, jul, ligesom det engelske ord 'yule', som kommer af den old-engelske form 'géol eller 'géohol, refererer til en festival i december måned.
At drikke julen ind
Etymologisk set er ordet jul altså et virvar af løse tråde. Alligevel synes betegnelsen at have floreret i store dele af Nordeuropa i hvert fald siden 900-tallet.
Solhverv blev i den tidlige vikingetid markeret som noget ganske særligt, som hang sammen med årets cyklus og overgangen mellem lyse og mørke tider. Vintersolhvervet kulminerede med den tidlige julefejring, der lå i begyndelsen af januar, hvor man blandt andet gennem overforbrug og fest forberedte sig på årets kolde måneder.
Fra kilder ved man, at en udbredt betegnelse har været at 'drikke jul - en rituel markering, hvor man skåler for guderne og beder om et godt og frugtbart nytår.
Den norske skjald Torbjørn Hornklove har i et skjaldekvad til den krigslystne, norske kong Harald Hårfager (cirka 871-932) blandt andet skrevet om julen:
Ude (på havet) vil han drikke jul som ung fik han lede ved ildhygge; og ved at sidde inde; ved den varme kvindestue; og ved de dunfyldte vanter.
Kristmessen
I den kristne kirke har det været tradition at markere Jesu fødsel med en fejring siden 300-tallet, og i forlængelse af kristendommens udbredelse, kom den såkaldte kristmesse da også til at skubbe den traditionelle jul af vejen mange steder.
I midten af 900-tallet indførte den norske kong Håkon Adalsteinsfostre (935-961) en datoændring af julefejringen, så den i stedet for midt i januar blev flyttet til at begynde på samme tid, som den kristne kirke har placeret Jesu fødsel.
Alligevel skulle der gå helt indtil 1200-tallet, før betegnelsen christmas rigtig slog igennem - og det blev kun i de angelsaksiske lande, mens man i de skandinaviske lande stadig holder fast i ordets gamle form, jul.
Drikkeskålen i julen har man dog holdt fast i, og i de nordiske lande betød kristendommens gradvise udbredelse blot, at man til julefejringen ikke længere skålede for Frej, Njord og Odin, men for Jesus, Jomfru Maria og Gud i stedet.
I bogen Røde Orm, beskriver forfatteren Frans G. Bengtson i kapitlet Hvordan man drak jul hos kong Harald Blåtand, hvordan julen hos den danske konge (958-986/87) forenede den kristne og hedenske tradition:
Biskoppen læste en bøn, som kong Harald bad ham gøre kort, og derpå blev der drukket tre skåle: til ære for Kristus, for kong Haralds lykke og for solens genkomst. Selv de hedenske drak skålen for Kristus, eftersom det var den første skål, og de tørstede efter øl, men nogle af dem gjorde hammertegnet over kanden og mumlede Thors navn, inden de drak.
At julen bliver drukket ind er faktisk en tradition, der har holdt ved helt op til 1900-tallet, og mange vil måske mene, at fænomenet stadig i dag kan klandres af hovedpineramte julefrokostgæster dagen derpå.