Jøder i Afrika - en religiøs gruppe i tilbagegang

Jødiske pilgrimme i den historiske synagoge El Ghriba på øen Djerba i Tunesien. Foto: FETHI BELAID

Ikke mange ved, at der eksisterer jødiske samfund i Afrika, men her kan du danne dig et overblik over deres historie, spredning og hvor man kan møde dem i dag

De jødiske samfund i Afrika er nogle af de ældste og kan dateres tilbage til romertiden. Trods det anerkender mange ashkenaziske jøder (fra den tysk-franske jødedom red.) dem ikke som jøder. Deres tro og religiøse kultur adskiller sig på flere punkter fra de ashkenaziske jøders, idet de jødiske ritualer undertiden er blevet påvirket af lokale animistiske traditioner og den omgivende muslimske kultur.

Hvor kommer jøderne fra, og hvor endte de?
Jøder er ofte blevet diskrimineret og forfulgt i de lande, de har boet i og er flere gange blevet tvunget til at immigrere. Et eksempel er i Spanien i 1492, hvor spanierne tvang 200.000 jøder ud af landet. Disse jøder bosatte sig i særdeleshed i Nordafrika, Tyrkiet og Mellemøsten.

De emigrerede jøder fastholdt en afart af det spanske sprog (ladino) og flere elementer af den iberiske kultur og bliver kaldt sefardiske jøder, der kommer af Sefārad, som betyder Spanien på hebræisk. I dag anvendes betegnelsen også om orientalske jøder, som stammer fra de arabiske lande.

LÆS OGSÅ: Udviklingshistorie for jødedommen

De ældste og mest kendte jødiske samfund i Afrika er de etiopiske jøder, falashaer, og de nordafrikanske jøder, både sefardiske og mizrahiske. Derudover ses nogle spredte jødiske grupper i Malawi, Zimbabwe, Nigeria og Cameroun.

Der findes ashkenaniske jøder i Afrika, og de bor hovedsageligt i Sydafrika. Størstedelen kom dertil fra Litauen før Anden Verdenskrig, mens andre flygtede fra Storbritannien, Tyskland og Østeuropa.

Generelt er der ikke mange jøder tilbage i Afrika i dag. Da Israel blev oprettet som stat i 1948, valgte mange jøder at udvandre hertil, blandt andet på grund af forfølgelser og spændinger mellem den jødiske og den muslimske befolkning. Derudover startede flere algeriske jøder en tilværelse i Frankrig i 1960erne. Algeriet var en gammel fransk koloni, og derfor kendte de sproget og kulturen.

I dag findes der flest jøder i Tunesien, Marokko og Sydafrika i alt omkring 250.000 jøder på hele kontinentet. I Tunesien bor cirka en tredjedel af alle jøder på øen Djerba, som stadig huser livlige jødiske samfund. Øens store attraktion ligger i landsbyen Er-Riadh og er en gammel og storslået farverig synagoge ved navn El Ghriba.

Arkitekturen i El Ghriba afspejler både den jødiske tradition og den muslimske kultur, og i den opbevares en af de ældste toraer i verden. Efter sigende kan man datere jødiske samfund på området helt tilbage til 586 f.kr.

LÆS OGSÅ: Afrikansk ø med jødisk kultur

Afrikanske jøder er ikke anerkendte
Moderne afrikanske jøder definerer sig ikke ud fra en religiøs baggrund, men snarere ud fra et kulturelt, etnisk eller historisk perspektiv, hvilket har skabt problemer i forhold til ortodokse og traditionelle jøder i Israel.

Rabbinske autoriteter følger den jødiske lov halakha, og de vil ikke inkludere de afrikanske jødiske samfund under loven, da loven foreskriver, at en jøde er født af en jødisk mor eller konverteret til jødedommen, hvilket ikke altid er tilfældet i de afrikanske grupper.

LÆS OGSÅ:
Hvem er jøde?

På trods af enkelte blomstrende miljøer i udvalgte lande, bliver der færre og færre jøder i Afrika og faldet i antallet af afrikanske jøder menes at have haft en klar sammenhæng mellem den europæiske kolonimagts tilstedeværelse og efterfølgende kamp for selvstændighed.

Kilder til artiklen:
Politikens håndbog i verdens religioner, red. Mikael Rothstein
Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi
www.wikimedia.org
African Jewish Congress
The Jewish Daily Forward, Lost Jews of Africa From Ghana to Zimbabwe, Tribes Claim Jewish Heritage