Løgstrup: Der findes ingen særlig kristelig etik

'Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd'. For filosoffen K.E. Løgstrup fandtes der ingen særlig kristelig etik. Men det betød ikke, at religion og videnskab var modsætninger. Foto: commons.wikimedia.org

Filosoffen K. E. Løgstrup mente ikke at kristendommen kunne have monopol på en særlig etik. Men derfor kunne kristendom godt minde os om det fundamentale i etikken

Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup kom med værket Den etiske fordring fra 1956 til at markere sig nationalt og internationalt som tænker.

I værket beskriver Løgstrup et særligt etisk fænomen en etisk fordring, som fordrer af mennesker, at de skal forholde sig til hinanden.

Fordringen kan også ses i den kristne forkyndelse, mente Løgstrup. Men det gjorde den ikke til noget særligt kristent.

Et kristent udgangspunkt
Løgstrup var teolog, og hans projekt hang nøje sammen med kristendommen. Løgstrups udgangspunkt var en kritik af en tendens i filosofi til med alt magt at skille religion og videnskab ad.

Han skriver som programerklæring til værket, at det skal ses som:

forsøget på rent humant at bestemme den holdning til det andet menneske, der er indeholdt i Jesus af Nazareths religiøse forkyndelse.

Pointen med det humane var vigtig for Løgstrup. Det var nemlig ikke et kristendomsforsvar, der var hans projekt. Værket skulle snarere ses som en humanistisk analyse af mellemmenneskelige relationer. Men altså en analyse, der skulle vise, at dét, som rent humant kunne vises, også kan findes i kristendommens og Jesu forkyndelse.

Tavsheden
Løgstrup tillægger fordringen en række egenskaber. Den er tavs, radikal, ensidig og uopfyldelig. Den første egenskab, tavsheden, må ses i nødvendigt samspil med den tillid, vi som mennesker har til hinanden.

Løgstrup formulerer det i en sætning, der på mange måde er blevet symbol på hans etik:

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

Den tillid, som der her tales om, ligger forud for ethvert mellemmenneskeligt møde, siger Løgstrup. Det er karakteriseret som gensidig afhængighed, interdependens.

Desværre opdager vi den først, når den skuffes, og vi bryder tilliden til hinanden. Grunden til dette er, at vi aldrig kan få at vide, hvad der forventes af os af de andre, hvad der fordres af os.

Vi må selv fra situation til situation afkode det fordrede selv opdage fordringen.

Derfor, siger Løgstrup, er fordringen tavs.

Radikaliteten
At vi selv må finde ud af, hvad der fordres af os, giver os også et ansvar.

Derfor siger Løgstrup, at fordringen er radikal. Det radikale består i, at den må lydes uselvisk, den angår den måde, hvorpå den enkelte varetager den andens liv i mødet med ham eller hende. Den går ud på at gøre, hvad der efter min overbevisning tjener den anden bedst.

At fordringen ikke kan udtales af den anden, fordi den var tavs, betyder også, at den anden i en vis forstand er i min magt. Magten over den anden, siger Løgstrup, ses i, at det er op til mig, om jeg vil tjene eller ødelægge den anden, om jeg vil den anden eller mig selv.

Fordringen er også radikal, fordi den burde være overflødig. Den er der, fordi vi ikke af os selv handlede, som vi skulle.

Ensidigheden

Et tredje, særligt træk ved fordringen finder man i, at vi i forholdet til hinanden er udleveret til hinanden, siger Løgstrup.

Vi har på den måde magt over hinanden, men vi kan ikke sige noget om, hvordan den anden varetager denne magt.

Fordringen var jo også tavs, og vi kan derfor heller ikke formulere den for den anden.

Derfor er fordringen ikke gensidig, men ensidig, siger Løgstrup.

Ensidigheden betyder en livsforståelse, hvor vi må tage vores liv som skænket os, som en gave. Fordi livet og alt, hvad det indebærer, er os skænket, kan vi ikke kræve en modfordring hos den anden.

Vi kan med andre ord ikke forvente, at den anden gengælder vores handling. Fordringen har derfor kun en retning det er mig og kun mig, den fordrer noget af.

Uopfyldeligheden

Den sidste og nok mest bemærkelsesværdige egenskab ved den etiske fordring er dens uopfyldelighed.

Vi har nu set, at fordringen må være tavs, radikal og ensidig, men den er altså også uopfyldelig.

Vi er som mennesker henvist til at leve med hinanden i udleverethed til hinanden. Men vi er selviske, siger Løgstrup, vi vil selv være ophav til vores liv, og det gør det umuligt for os helt at overgive os i hinandens varetægt.

Det var radikalt ved fordringen, at den egentlig ikke burde være der, men er det, fordi den tillid, som var grundlæggende for mellemmenneskelige relationer skuffes.

Opsamlende betyder dette, at mennesket i kraft af sin selviskhed gør fordringen uopfyldelig. Fordi tilliden netop ikke var der, ikke fremstod i situationen, må den fordres af os.

Det er med andre ord menneskets egen skyld på grund menneskets autonomisering af tilværelsen, at fordringen ikke opfyldes.

Det universelle og det specifikt kristelige

Løgstrup indleder Den etiske fordring med at erklære, at han vil foretage en human analyse af den fordring, som man møder i Jesu forkyndelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt man finder kimen til fordringen i kristendommen, falder derfor naturligt.

Er den fordring, Løgstrup taler om, nemlig ikke bare det samme som det, Jesus anviser i kristendommen?

Nej, svarer Løgstrup.

Gennem hele Løgstrups forfatterskab spiller det en afgørende rolle, at vi som mennesker er givet livet.

Vi så med det ensidige ved fordringen, at mennesket slet ikke kan kræve en modfordring hos den anden, fordi det i udgangspunktet er foræret livet ganske gratis.

Forholdet gør, at der ikke kræves og ikke kan kræves nogen gengældelse.

Det er op til os selv at varetage den andens liv på den måde, vi finder bedst i situationen - ligesom det er op til den anden at varetage vores.

Løgstrup skriver det naturligt ind i en kristen forståelsesramme som det, man taler om, når man ser livet som noget skabt.
I kristendommen er livet nemlig også skænket mennesket ganske gratis.

I denne sammenhæng anvender han Luther til at tale om en distinktion mellem noget specifikt kristeligtog nogetuniverselti kristendommen.

Det specifikke er, at Gud findes med Jesus i evangeliet. Det universelle er, at vi alle har med Gud at gøre, ved at være skabt af Gud, og ved at verden opretholdes af Gud.

Når Jesus forkynder i evangeliet med lignelser og fortællinger, er der tale om at give den fordring ord, der som kendetegn er tavs. Derfor er forkyndelserne også uhåndterlige, skriver Løgstrup.

De fortællinger, som vi møder hos Jesus kan nemlig ikke systematiseres og anvise eller moralsk foreskrive, hvilke handlinger, man skal og ikke skal udøve.

Fordringen er ikke specifik hos Jesus. Fordringen er nemlig Guds.

Gud fordrer ikke andet end hvad han selv giver hvad vi ikke skylder Gud, skylder vi ikke næsten, skriver Løgstrup. Gud forlanger ikke noget til gengæld.

Det er det universelle i kristendommen, konkluderer Løgstrup. Fordringen skal minde os om at vi har den andens liv i vores hænder.

Hvorfor findes der ikke specifik kristelig etik?
Fordi fordringen er universel, kan den aldrig give specifikt kristelige anvisninger til, hvordan vi møder det andet menneske.

Løgstrup påpeger, at det indimellem sker, at sådanne særlige anvisninger bliver givet i form af bestemte moralske handlingspåbud, hvor Gud bliver argumentet for bestemte handlinger.

Problemet er, mener Løgstrup, at man netop herved bryder fordringens tavshed og fjerner mennesket fra det eget ansvar, det er at have den andens liv i hånden.

Når politiske eller moralsk-etiske overvejelser afgøres ud fra et eller andet specifikt kristeligt anvist, forenkles nemlig problemet med de afgørende overvejelser.

Den kristne sidder med favnen fuld af betragtninger, der er ligeså rigtige, som de er intetsigende, ligeså smukke, som de er banale, medens han overlader alle vanskelighederne til de ikke-kristne, slutter Løgstrup.

At kristendommen minder os om fordringen, er dog ganske klart hos Løgstrup. Den fordring, kristendommen taler om, er der bare til alle mennesker allerede. For den kristne er den givet alle af Gud, for den ikke-kristne af livet selv.

Andre læser lige nu