Menneskeofringer skaber kontakt til det guddommelige
Verdens ældste menneskeoffer er dansk, men danskerne er langt fra de eneste, der har praktiseret dette drabelige ritual
Rituelle drab på mennesker er blevet praktiseret i Asien, Afrika, Amerika, Europa – og i Danmark. Menneskeofringer finder stadig sted i nogle dele af verden. Ifølge en norsk religionshistoriker er menneskeofringer forbundet med myterne om verdens skabelse, frugtbarhedsritualer og et samfunds autoriteter. Hvad er et menneskeoffer?
I et offer anvendes et materiale, som i en eller anden forstand forbruges. Dette materiale bliver givet væk, spist, ødelagt eller dræbt, for at etablere kontakt til det guddommelige. Det særlige ved et menneskeoffer er, at det materiale, som forbruges, er et menneske.
Menneskeofringer har været praktiseret i mange kulturer og bliver det stadig nogle steder i verden. I offer-ritualet er det – i modsætning til i hverdagen – tilladt, at slå et andet menneske ihjel. Et menneskeoffer adskiller sig således fra et mord ved at være et socialt sanktioneret drab.
Menneskeofringerne forklares ud fra forskellige kulturelle og religiøse traditioner. Den grundlæggende tanke synes imidlertid at være, at hvad, der er givet godt ud, kommer godt igen. Menneskeofringer er typisk blevet anset for det største offer og dem, der ofrede, har derfor regnet med at få en stor tilbagebetaling af guderne.
Myten om et ur-offer
Menneskeofringer er et gennemgående træk i den såkaldte indoeuropæiske kulturkreds. Mange af de myter og ritualer, som man kan finde blandt folk fra Indien og Europa ligner nemlig meget hinanden. De indoeuropæiske religioner bygger på en forestilling om, at verden er skabt ved drabet på et ur-menneske. I nordisk mytologi hedder dette ur-menneske Ymer, hvis hoved blev til havet, hovedskallen til himmelhvælvingen og håret til skovene. I en lignende myter fra Indien, hedder ur-mennesket Purusha.
Ifølge den norske religionshistoriker Torkel Brekke fra Institut for kulturstudier ved Universitet i Oslo kan myterne om ur-offeret forbindes med menneskeofringerne blandt indoeuropæerne.
- Vigtigst bliver myterne om verdens skabelse. Offerhandlingen bliver dermed en genskabning af det, som skete ved begyndelsen af tiden. Menneskeofringerne bliver en måde at iscenesætter myterne i religionsudøvelsen, siger Torkel Brekke til forskning.no.
Thorkel Brekke ser altså en sammenhæng mellem myter og ritualer. Hvis myterne forudsætter, at et menneskeoffer er en forudsætning for verdens skabelse og naturens frugtbarhed, er det nærliggende at tænke, at menneskeofringer er nødvendige, for at verden kan blive ved med at eksistere. Thorkel Brekke ser derfor menneskeofringerne som en re-aktualisering af ofret ved verdens skabelsen.
Natur og samfund hænger imidlertid sammen. Menneskeofringerne skal derfor ikke kun ses som et ritual, der genskaber naturen.
- Det er ikke kun naturen som må fornys, det samme må samfundets autoritetsgrundlag. Derfor finder man ofte ritualer, som har med de kongelige at gøre, siger Torkel Brekke.
Menneskeofringerne kan dog samtidig opfattes som et udslag af en almenmenneskelig, psykologiske usikkerhed, mener religionshistorikeren:
- Det er helt grundlæggende for mennesket, at det føler sig udsat for en farlig natur og verden. Denne følelse får os til at tro, at vi står i gæld til gudeverdenen, som lader os leve. Og guderne kræver betaling, siger Torkel Brekke til forskning.no.
Ifølge Torkel Brekke er menneskeofringer altså forbundet med en bestemt skabelsesmyte, naturens cyklus, et samfunds autoriteter og livets usikkerhed.
Verdens ældste menneskeoffer er dansk
En af de tidligste beretninger om menneskeofringer stammer fra den romerske historiker Tacitus, som beskriver forholdene hos en germansk stamme i det første århundrede e.Kr.:
På et fastsat tidspunkt mødes alle folkeslag af samme navn og samme slægt, repræsenteret ved udsendinge, i en skov af fædrene viet, af frygt omgivet, fra urtiden hellig. Der fejrer de med et menneskeoffer på de forsamledes vegne den grufulde begyndelse til deres barbariske kult.
I tekststykket giver Tacitus måske forklaringen på, hvad der skete med de mere end hundrede moselig, som er fundet i primært Danmark, Tyskland og Holland og som stammer fra jernalderen. Nogle af disse ofre er blevet hængt eller kvalt, andre er blevet slået i hovedet eller har fået struben skåret over.
Det ældste fund af et menneskeoffer er faktisk fra Sigersdal på Sjælland. Det drejer sig om ligene af en 16-årig og en 18-årig kvinde. Dette mosefund kan dateres helt tilbage til omkring 3500 f.Kr.
Historikeren Tacitus fortæller også, at germanerne henrettede de socialt udstødte ved at presse dem ud i mosen. Mange historikere anser dog stadig moseligene for menneskeofre og ikke for henrettede, da moserne netop blev anset for et sted med en særlig forbindelse til gudernes verden.
Mange af de nordeuropæiske moselig har derudover en fysisk anormalitet; det kan være seks fingre eller en legemsdel, der er for lang eller for kort. Det store antal af moselig med en fysisk anormalitet kan tyde på, at disse mennesker er særligt udvalgte ofrer og muligvis anset for at være rørt af guderne.
Vikingerne ofrede krigsfanger
Der findes kun arkæologiske vidnesbyrd om skandinaviske menneskeofringer fra jernalderen. En række skriftlige kilder fortæller imidlertid om menneskeofringer helt op i vikingetiden.
I det 11. århundrede beretter Adam af Bremen om menneskeofringer i Uppsala i Sverige. Ligeledes fortæller den danske konge Svend Estridsen om ofringer ved Lejre på Sjælland. Derudover findes der en række kristne skildringer af ofringer af vikingernes krigsfanger.
Kongernes masseofre
En særlig type menneskeofring er forekommet ved en konges død, hvor en eller flere tjenere har måtte følge deres herrer til det hinsides. Disse menneskeofringer blev også praktiseret af vikingerne. Det fortæller araberen Ahmad ibn Fadlan i en øjenvidneberetning fra en vikingekonges død i det nuværende Rusland:
Den døde mands slavetøser blev spurgt hvem der ønskede at dø med ham; én meldte sig frivilligt til at blive brændt på skibet med ham Da hun begav sig i døden begyndte mændene at slå på deres skjold for at overdøve hendes skrig, så de andre slavetøser ikke ville blive skrækslagne og forsøge at flygte fra deres herrer en daggert blev adskillige gange stukket i hendes brystkasse, og mændene kvalte hende med ræb til hun døde Flammerne svulmede op og omgav til sidst hele skibet.
Menneskeofringer ved en konges død forekom også andre steder i verden blandt andet i Kina, Egypten og Mesopotamien. Nogle steder har der været tale om masseofringer. I det afrikanske kongerige Kerma blev 500 mennesker eksempelvis ofret ved en konges død omkring 1500 f.Kr.
Aztekernes blodtørstige solgud
Aztekernes menneskeofringer var tilknyttet en forestilling om, at solguden Huitzilopochtli mistede sit blod på grund af en kosmisk kamp, som fandt sted hver dag. Hvis guden mistede alt sit blod ville verden gå under. Aztekerne forklarede deres menneskeofringer med, at de herved forsynede solguden med blod.
Ofringerne foregik på toppen af de mægtige pyramider, hvor tempelpræsten skar det stadigt pumpende hjerte ud af ofret og rakte det op mod solen, mens blodet fra den døende løb ned ad pyramidens sider.
Ofringerne fandt typisk sted ved frugtbarhedsfester og tempel-indvielser. Ved Quetzalcoatl-templet i Mexico er der eksempelvis blevet ofret mere end hundrede fanger, som blevet begravet under bygningens fundament. Azketernes ofre var for det meste krigsfanger.
Også inkaerne ofrede mennesker, og ofrene var hovedsageligt børn og teenagere. Forældrene til disse børn vandt stor respekt i samfundet.
Menneskeofringer i dag
I dag finder der religiøst begrundede menneskeofringer sted i øde egne af verden blandt andet Uganda og Kenya. I Indien er der registreret en række tilfælde af enkebrændinger siden 1947. Enkebrændingerne bliver også kaldet sati og betegner det ritual, hvor en enke brændes på bålet med sin afdøde mand.
Læs også: Enkebrænding
Den britiske antropolog Mick Parker-Pearson fra Sheffield University påpeger i en artikel på BBCs hjemmeside, at menneskeofringer ikke kun skal ses som religiøse ritualer, men som alle situationer, hvor et menneskeliv går til spilde for en højere sag.
På den måde skal man også forstå japanernes selvmordspiloter under Anden Verdenskrig de såkaldte kamikaze og muslimske selvmordsterrorister i dag som en form for menneskeofring. Andre antropologer har foreslået, at henrettelsen af fanger i amerikanske fængsler bør opfattes som menneskeofringer, da henrettelsen bygger på en forestilling om en befrielse af ondskab og renselse af samfundet.
Kilder:
Dr. Mike Parker-Pearson: The Practice of Human Sacrifice. Artikel på BBCs hjemmeside
Didrik Søderlind: Verden skapes i blod. Artikel fra forskning.no
Nationalmuseets hjemmeside