Midsommer er en hellig tid

"Og bål, som tændes på næs og bavn, et budskab bringer fra stavn til stavn", skrev Johannes V. Jensen i sin sankthans-vise "Midsommerteltet" fra 1936. Men hvad er det for et budskab vi sender Sankthansaften?

Mennesket har altid været fascineret af solens enorme kraft. Læs eksempler på galleres, kelteres, kineseres og kristnes fejring af midsommeren

Mennesket har altid været fascineret af solens enorme kraft. Ligesom danskerne der fejrer sankthans, fejrer både gallere, keltere, kinesere og kristne midsommerens komme på forskellige måder.

Festerne er knyttet til solhverv, et ord der kommer af det oldnordiske 'sólhvarf' og betyder solvending. Det finder sted den 21. eller 22. juni, hvor solen på den nordlige halvkugle når sin nordligste position på himlen.

I England kalder man det "solstice", som er afledt af de latinske ord "sol" (sol) og "sistere" (stå stille). Den populære opfattelse har altså været, at solen på denne dag stod stille på himlens bane - hvorefter den begyndte at vende.

Galleres, kineseres og kelteres lysfejring

Gallerne, som i antikken boede i det nordvestlige Europa, hyldede Epona, en gudinde for frugtbarhed, suverænitet og landbrug, hvorimod kineserne holdt en fest til ære for Li, lysets gudinde.

I oldtidens Kina forbandt man solhverv med yin og yang. Vintersolhverv var knyttet til himlen, til maskuliniteten og til yangs kræfter, hvorimod sommersolhvervet blev tilegnet jorden, det kvindelige og yins kræfter.

Kelterne tændte bål for at hylde solens energi og kraft. Det var en fejring af solens højdepunkt og kulmination. Til festen, som går under navnet Alban Heruin eller Litha, fejrede de, at alt var grønt og frodigt.

Enkelte religiøse grupper forsøger stadig at holde de keltisk inspirerede ritualer i hævd, blandt andet wicca'er, neo-druider, indianere og new age-folk. Det gør de blandt andet ved at fejre midsommer ved Stonehenge, et 4000 år gammelt stenmonument, der altid har haft en særlig spirituel betydning.

For vikinger var midsommeren hellig

Midsommerdagene, hvor natten har sin korteste varighed, har man siden vikingetiden troet var særligt hellige. I middelalderen begyndte man at indsamle urter, fordi man mente, at de omkring midsommer var ladet med en særlig kraft. Det var især sankthansurten (sedum telephium) man opfattede som hellig.

Vandet mente man også var helligt. Duggen på græsset skulle have en helbredende virkning, og de syge valfartede til de såkaldte helligkilder.

Sankthans i Danmark

Selvom sommersolhverv ikke falder på den 23. juni, har vi i Danmark altid haft tradition for at holde sankthansaften den dag. For festen er nemlig også en markering af Johannes Døberens fødselsdag. Som et resultat af kristendommens møde med solreligionen i 200-tallet, blev de to vigtigste fødselsdage, Jesu og Johannes Døberens, altså placeret ved solhverv, henholdsvis vintersolhverv, den 24. december, og ved sommersolhverv, den 23. juni.

Sankt Hans er, ligesom julen, en blanding af hedenske og kristne ritualer. Fejringen af Johannes Døberen er på et tidspunkt blevet blandet sammen med båltændingen, som er en nordeuropæisk skik, der har eksisteret siden vikingetiden. Formålet med bålet har været at jage onde ånder bort.

Siden hen gjorde man det mere konkret og begyndte at brænde heksefigurer af. Det skete med henvisning til kirkens officielle hekseafbrændinger fra 1540 til 1693. Når man brændte heksene på bålet Sankthansaften, sendte man ifølge gammel folketro alle heksene af sted til Bloksbjerg, som er et bjerg i det tyske skovområde Harzen.

Båltændingen er en tradition, som vi holder i hævd den dag i dag. Vi brænder stadig heksen af, fordi det er en måde at vise, at vi holder fjenderne og det onde på afstand. Det gør vi, mens vi synger "hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde", som der står i Holger Drachmanns "Midsommervisen".

Selvom der siden hen er blevet taget afstand fra kirkens hekseafbrændinger, er det altså stadig populært at sætte en heks på bålet - og ofte er hun forsynet med heksehyl og andet fyrværkeri, så hun kan blive sendt ordentligt afsted.