Moralfilosofiens store tænkere

Platon og Aristoteles. Foto: Arkivfoto

Antikken er særligt kendetegnet ved de store navne - Platon og Aristoteles. Platon levede ca. 428-348 f. Kr. Hans filosofi var kendetegnet ved en understregning af idéernes verden som det egentlige. Tingenes form er i denne ideale verden. Denne kan ikke sanses, den er alene tilgængelig for fornuften. Det betyder for Platons etik, at den bliver fokuseret på fornuften. Det er filosofferne der har så høj en indsigt i idéernes verden, at de bør være de ledende i bl.a. det politiske samliv.

Platons tanker udtrykkes også af han helt, Sokrates. Det at kende sig selv er ifølge denne vejen til at blive et godt menneske. Ondskab er uvidenhed og hvis man kommer til at kende sandheden, som man bærer i sig selv godt nok, så vil man også blive god til sidst.

Hos Aristoteles - der lever ca 384 - 322 f. Kr. - er bevægelsen en anden. Aristoteles peger på tingenes form som til stede i tingene selv. Tingenes grundlæggende væsen ligger i tingene selv. Det indebærere bl.a., at det gode er i mennesket. Aristoteles opfatter mennesket som et grundlæggende godt og socialt væsen. Dette præger naturligvis hans etik helt grundlæggende - bl.a. er det vigtigt for ham at forklare, hvordan mennesket kan udvikle en række forskellige former for dyder.

Når Aristoteles skal finde ud af, hvad det gode liv og moralen er, går han altså en anden vej end Platon. Han begynder udefra med at studere, hvordan menneskets karakter ytrer sig.

Den grundlæggende forskel mellem Platon og Aristoteles - nemlig om det gode er udenfor mennesket eller i mennesket selv kan findes hele vejen op igennem etikkens historie. Hos den store teolog Augustin (354-430) er der en indflydelse fra Platon. Augustin har en forståelse af mennesket som præget af en grundsynd der viser sig ved, at mennesket vender sig bort fra Gud.

Det er kun ved modtagelsen af Guds nåde, at mennesket kan fyldes af kærlighed til Gud og næsten.

Ifølge Augustin er menneskehjertet uroligt, indtil det hviler i Gud. Det betyder, at kærligheden gennemsyrer hele skabningen og at den også findes hos f.eks røvere, der holder sammen. De bruger bare den gode iboende kærlighed forkert. Ved Guds ord og igennem betragtningen af den iboende kærlighed kan man blive vejledt fra sine vildfarelser og ind i det gode liv.

Thomas Aquinas (1224-1274) er derimod præget af Aristoteles. For Aquinas er den naturlige lov - der præger hele skaberværket - helt central. Mennesket tager del i den naturlige lov og har derfor en kerne, der er grundlæggende god og stemmer overens med Guds vilje. Mennesket er langt hen ad vejen i stand til at gøre det gode af sig selv i kraft af dets delagtighed i den naturlige lov.

Martin Luther (1483-1546) var til gengæld præget af Augustin. Derfor var det også centralt for Luther, at menneskets grundsynd indebar, at det ikke af sig selv kunne gøre det gode. Kærlighedens gerninger har deres udspring i Guds nåde. For Luther befinder det gode sig udenfor mennesket - det har dets udspring i Guds vilje.

Luther bruger som billede på evnen til at gøre det gode hunden, der løber over en bro med et kødben i munden. Hunden stopper og ser ned i vandet. Der ser den en hund med et kødben, men da den snapper efter kødbenet, falder det den har i munden i vandet og den mister alt. Vi er grundlæggende som de unyttige tjenere, der skal gøre, hvad vi skylder Gud. Begynder vi at rose os af det, så bliver vi selvgode.

Gode gerninger gør ikke en god mand, god mand gør gode gerninger, siger Luther og mener dermed, at alt hvad der gøres ud af troen er moralsk godt, mens alt der gøres ud fra overlæg og selvgodhed er ondt, selvom det i verdens øjne fører godt med sig.

Tanken om at det gode befinder sig udenfor mennesket fandt den store tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant (1724-1804) anstødelig. For ham var det helt afgørende at fastholde, at det rette har sit udspring i mennesket selv. Mennesket er dets egen kilde til etikken. Mennesket er ikke styret af nogen, der udefra giver mennesket bestemte bud og normer. Kant betonede hermed idéen om menneskets autonomi, selvbestemmelse. Denne grundtanke blev helt afgørende for eftertiden og præger os endnu.

Kant udformede den etiske selvbestemmelse igennem det kategoriske imperativ, dvs. grundlaget for at bedømme al moralsk opførsel er: "Du skal altid handle sådan at du samtidig kunne ønske at den maksimen du handler efter, skal kunne gøres til en almen lov." Det er Bibelens "Gyldne regel", Kant her omskriver: du skal gøre mod andre, hvad du vil de skal gøre mod dig.

Fra og med oplysningen har der været en tendens til, at de store skift i forståelsen af etikken har været af filosofisk karakter. Filosofferne er ofte gået foran og har sat dagsordenen. Filosofferne har dog langt fra været enige om, hvad der var særligt vigtigt. De er gået i meget forskellige retninger. Én af disse retninger er den eksistentialistiske tænkning. Her har ikke mindst den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) spillet en væsentlig rolle. For Kierkegaard er valget det helt centrale i etikken. I valget sættes nemlig den afgørende forskel mellem det gode og onde. Kierkegaards kristne livssyn indebærer dog også, at han ikke finder det etiske og det kristelige som nødvendigvis overensstemmende. Det etiske er alment, men Gud vilje kan til tider gå på tværs heraf og sætte den enkelte i et valg mellem det etiske og troslydigheden.

I "Kjerlighedens Gjerninger" fra 1847 skriver Kierkegaard, at den kristne kærlighed er kendetegnet ved selvfornægtelse. Vi skal i næstekærlighedens navn give afkald på den naturlige kærlighed, der knytter os til familie og venner, hvis næsten kræver det. Næsten er ubetinget alle, og det rette kristenliv betyder, at man i forhold til næsten lægger alle andre ting fra sig og vender sig mod ham.

En anden retning der har været meget indflydelsesrig indenfor såvel den filosofiske som teologiske tænkning er den fænomenologiske tilgang. Denne er bl.a. blevet repræsenteret af den danske filosof og teolog K. E. Løgstrup (1905-1981). Løgstrup hævdede, at der med menneskets væren er givet bestemte etiske grundvilkår. Disse fænomener som barmhjertighed og tillid fremtræder uomgængeligt i den menneskelige tilværelse.

Etikken udspringer af disse. Et af disse er, at vi som mennesker altid befinder os i forhold til andre mennesker. Dette indebærer en gensidig afhængighed. Man holder altid et stykke af hinandens liv i hånden, hedder det. I denne afhængighed udleverer vi os hele tiden til hinanden, hvilket hele tiden stiller enhver af os i den etiske fordring at tage vare om den, der er udleveret til os.

Den spontane redning af et barn, der er ved at blive kørt over, kan være sådan et frembrud af de grundlæggende værdier. Eller det kan være tilliden mellem mennesker, der gør, at vi som udgangspunkt vil tro at den vi taler med, vil tale sandt. Og hvis vi ikke gør det, konfronteres vi alligevel med den etiske fordring, at vi burde gøre det. Moralen springer ud af livet selv og at åbne sig for disse livsytringer er at genfinde den sande mening med livet. Livets mening kommer altså ikke ved at selvfornægtende at give afkald på den naturlige kærlighed, tværtimod springer de rigtige gerninger frem i bl.a. den naturlige kærlighed (i modsætning til hvad Kierkegaard mener).

Etikkens historie er fortsat åben. Der er ingen der ved, hvad fremtiden vil bringe af etiske overvejelser og impulser. Den 11. september 2001 indtrådte pludselig en frygtelig begivenhed, der med et satte et helt centralt tema på dagsordenen - forholdet mellem religion og politik.

Dette spørgsmål er et af de helt centrale spørgsmål i disse år. Hvordan skal man bestemme forholdet mellem religion og politik? Hvordan skal man forholde sig til de mange spændinger og konflikter som er indeholdt i dette problem? Disse afgørende spørgsmål må fremtidens - og nutidens - etik nødvendigvis beskæftige sig med.