Månens betydning i verdens religioner
Man har ikke altid set frem til måneformørkelser. I Det Gamle Testamente er måneformørkelse et tegn på dommedag. Men i andre religioner er månen en gudinde
Månen er Jordens eneste naturlige drabant - det vil sige, et objekt i kredsløb om en planet. Månen har været genstand for videnskabelige studier lige fra antikkens filosof Anaxagoras til den amerikanske rumfartsorganisationen NASA i dag.
Sideløbende med og sandsynligvis før de videnskabelige studier har månen været et element i religiøse fortællinger og dyrkelse.
Månedyrkere skal blive til gødning på jorden
I Det Gamle Testamente nedlægges der gentagne forbud mod at dyrke månen. Det er ligeledes forbudt at tilbede solen eller andre himmellegemer:
Og løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og stjernerne, hele himlens hær, og lader dig forlede til at tilbede og dyrke dem. Dem har Herren din Gud fordelt mellem alle folkeslag under himlen (5. Mosebog 4,19).
Det Gamle Testamente er imidlertid ikke særlig præcist i sine hentydninger til disse månedyrkere. Det mest specifikke, der siges om dem, er deres straf, som blandt andet indbefatter, at de ikke skal samles sammen og begraves, men blive til gødning på jorden (Jeremias 8,2).
I Det Nye Testamente indgår månen også i beretningen om Jesu helbredelse af den "månesyge" dreng (Matthæusevangeliet 17,14-21). Månesyge udtrykker en forestilling om, at månens påvirker menneskets sind, hvilket også er tydeligt i månens latinske navn luna som er roden i det engelske ord for gal lunatic.
Måneformørkelse varsler dommedag
Månen har ligesom solen dog også en mere positiv betydning. I både Det Gamle og Det Nye Testamente bliver månen såvel som solen brugt til at holde styr på tiden.
I skabelsesberetningen kaldes månen det mindste lys og solen det største lys (1. Mosebog 1,16) og anses som del af Guds skaberværk og ikke guddommelige objekter eller åndelige væsner i sig selv (Salme 8,4). Sol og måne er dog betydningsfulde for at fastsætte tid og bliver derfor brugt som et billede på stabilitet og forudsigelighed (Sl 72,5).
Da månens cyklus er et billede på stabilitet bliver måneformørkelse et billede på det modsatte. Måneformørkelse bliver ligesom solformørkelse brugt som et eskatologisk billede i både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.
Eskatologi betyder læren om det sidste og betegner en religiøse tekstgenre, som siger noget om et menneskes død eller verdens undergang. Om Herrens dag hedder det således, at:
Himlens stjernebilleder lyser ikke, mørk står solen op, månen skinner ikke (Esajas' Bog 13,10).
Måneformørkelse anses således som et tidsbrud og et af ophør eller tab verdens orden.
Læs mere om eskatologi i Gads Religionsleksikon.
De antikke måneguder
I det antikke Mesopotamien var månen en betydningsfuld guddom ved navn Sin. Sin udgjorde en astral triade med solguden Shamash og guden for planeten Venus Isthar. Babylonsk-assyrisk religion var således polyteistisk det vil sige, at man dyrkede flere guder og de store guder boede i byerne. Byerne Ur og Karan var på denne måde kultcenter for måneguden Sin.
I det gamle Grækenland blev månen opfattet som en feminin guddom ved navn Selene. Selene var dog ingen betydningsfuld gudinde og havde ingen kult.
Den græske digter Hesiod betragtede Selene som datter af Hyperion (planeten Saturn) og søster til Eos (morgenrøden) og Helios (solen). Da Anaxagoras omkring 400. f. Kr. opdagede, at månens lys er en genspejling af solens lys, blev Selene dog oftere beskrevet som datter af Helios. Dette er et eksempel på, hvordan de religiøse myter kan ændre sig og genfortolkes i en bredere, social forståelsesramme.
Ligesom Selene spillede romernes månegudinde Luna ingen fremtrædende rolle. Der fandtes dog templer for Luna på højene Aventin og Palatin i Rom, men jagtgudinden Diana og den højeste gudinde Juno har tilsyneladende været mere populære som månegudinder. I kunsten portrateres Luna ligesom Selene typisk i en vogn, der trækkes af heste eller muldyr.
Ikke alle muslimer anerkender halvmånen som symbol
Halvmånen med den femtakkede stjerne på den konkave side symboliserer for mange mennesker islam. Blandt muslimer bliver halvmånen og stjernen ofte fortolket som evighedstegn, hvor stjernen med sit lys, der bryder mørket, symboliserer Guds godhed. Mange fortolker dog også halvmånen som et symbol på Allah og stjernen som et symbol på profeten Muhammed.
I dag ses halvmånen på en række muslimske staters flag eksempelvis Pakistan, Algeriet og Mauretanien. De tidligste, muslimske samfund havde dog ikke noget decideret symbol. Halvmånen blev imidlertid benyttet som symbol i Lilleasien før islam blev den dominerende religion. Derfor er det ikke alle muslimer, som anerkender halvmånen som et symbol på islam.
Læs mere om religiøse symboler her.