Når solen dyrkes som gud

Den japanske Shinto-gudinde Amaterasu skinner med solens styrke. Japansk maleri fra 1857. Foto: Utagawa Toyokuni III,Kunisada/Wikimedia

At dyrke solen og solguder har været udbredt siden antikken, men finder også sted idag. Læs her om solmyter og -ritualer fra romersk religion over kristendom og aztekisk offerkult til shinto og moderne hedninge

Fra antikken til i dag har mennesker fejret solen som en livsgivende og frugtbar guddom. Forestillingerne og ritualerne, som er tilknyttet den religiøse soldyrkelse, har imidlertid varieret historisk og kulturelt.

Romerske solguder fastsatte Jesu fødselsdag
De ældste af de gamle romere dyrkede solen under navnet Vediovis og Sol Indiges, som betyder den oprindelige sol på Quirinal-bakken.

Blandt romerne var det imidlertid skik at hente nye guder hjem til riget. Solen blev derfor også dyrket i form af gudinden Mandulis, som romerne importerede fra Nubien.

Under de puniske krige fra 264 f.Kr. til 146 f.Kr. hentede romerne en anden og vigtig solfest hjem fra Mellemøsten. Romerne kaldte festen for Sol Invictus, som betyder den uovervindelige sol. Solfesten blev associeret med krigsguden Mars, gudekongen Jupiter og senere Mithras, som er en persisk lys- og frelsergud. Festen var særlig populær under Julian, som var den sidste, ikke-kristne kejser i Rom.

Ligesom de kristnes fejring af Jesu fødsel fandt Sol Invictus sted ved vintersolhverv. Dette er ikke noget tilfælde. Julen markerer nemlig en religiøs transformation, hvor den hedenske soldyrkelse både forandrede sig og levede videre i de kristnes højtid.

Aztekernes blodtørstige solgud
Solguden spillede også en afgørende rolle for aztekerne. Aztekernes menneskeofringer var tilknyttet en forestilling om, at solguden Huitzilopochtli mistede sit blod på grund af en kosmisk kamp, som fandt sted hver dag. Hvis guden mistede alt sit blod, ville verden gå under. Aztekerne forklarede deres menneskeofringer med, at de herved forsynede solguden med blod.

Ofringerne foregik på toppen af de mægtige pyramider, hvor tempelpræsten skar det stadigt pumpende hjerte ud af ofret og rakte det op mod solen, mens blodet fra den døende løb ned ad pyramidens sider

Ofringerne fandt typisk sted ved frugtbarhedsfester og tempel-indvielser. Ved Quetzalcoatl-templet i Mexico er der eksempelvis blevet ofret mere end hundrede fanger, som blevet begravet under bygningens fundament. Azketernes ofre var for det meste krigsfanger.

Den japanske solgudinde
De færreste former for soldyrkelse er lige så ekstreme som aztekernes. I Shinto finder man en mere udramatisk sol-religiøsitet.

Shinto er Japans traditionelle religion og betyder gudernes vej eller åndernes vej. I shinto spiller kamier, - tusindvis af lokale guddomme og solgudinden Amaterasu en afgørende rolle.

Amaterasu knytter sig både til myter og ritualer. I en solformørkelsesmyte fortælles, at gudindens vilde bror, stormguden Susa-nö-wo, engang i tidernes morgen skræmte gudinden, som derfor gemte sig i en klippehule. Alt var derefter henlagt i mørke. Heldigvis formåede otte hundrede guder at afholde et ritual, som kunne lokke gudinden frem fra sit skjul, så hun atter kunne kaste lys over landet og opretholde orden, renhed og liv.

Hvert år afholdes Amaterasu-O-Mi-Kami, som er en omfattende rituel fejring af gudinden.

Soldyrkelse har fået et come back
Man skal dog ikke helt til Japan for at finde soldyrkelse i dag. Inden for neo-paganisme er soldyrkelse udbredt. Neo-paganisme er vokset ud af 1970ernes eksperimenterende religionsformer og har hentet særlig inspiration i Gerald Gardners heksereligion wicca, som opstod i midten af 1900-tallet.

I Danmark er de asatroende det bedst kendte eksempel på den neo-paganistiske bevægelse. Imidlertid er keltiske, germanske, græske, romerske, sumeriske og egyptiske oldtidsreligion samt druide- og heksereligioner blevet revitaliseret på samme måde som de nordiske guder.

Neo-paganisme betegner en ny religiøs bevægelse med udgangspunkt i en genfortolkning af før-kristne tekster. Grupper af neo-paganister dyrker solen ved solhverv eller ved solopgangen efter en nat med rituel fest, musik og dans. I neo-pagane miljøer er det ikke ualmindeligt at anse kristendommen for at have "stjålet" de oprindelige hedenske ritualer for eksempel Sankt Hans.