Sådan opfattes synd i verdensreligionerne

Hvad siger de forskellige religioner egentlig om synd? Vi har lavet en oversigt over syndsbegrebet i de fem store verdensreligioner

De fleste religioner opererer med begrebet synd. Synd ses typisk religiøst som det, at mennesket vender sig bort fra den vej, der er anvist af en gud eller af religionens lære.

Men faktisk varierer forestillingen om synd meget religionerne imellem.

Kristendom
I kristendommen er forestillingen om synd grundlæggende.

Synden er i kristendommen illustreret som det, at mennesket vender sig bort fra Gud og Guds anvisninger.

I Bibelen møder vi første gang begrebet synd i Første Mosebog, hvor de første mennesker, Adam og Eva, mod Guds befaling spiser af frugten fra det forbudte træ i Paradiset.

Med overtrædelsen kommer arvesynden ind i verden og forviser mennesket fra Guds rige og til jordens og til et liv i synd.

I kristendommen bliver Jesus som Guds søn grundlæggende set som vejen ud af synden, da han på korset dør for menneskets synder. Troen på Jesus viser dermed en vej ud af synden gennem Guds nåde og tilgivelse.

De forskellige retninger inden for kristendommen opregner forskellige former for synd.

I den katolske kirke skelner man for eksempel mellem veniale synder (svaghedssynder) og dødssynder.

Veniale synder bringer afstand mellem mennesket og Gud gennem svagheder og fristelser i livet, men afskærer ikke mennesket fra Guds nåde og tilgivelse

Dødssynder derimod er i deres voldsomhed så alvorlige, at de helt fjerner mennesket fra Gud. Dødssynderne er: hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed.

De kan derfor ikke medmindre der virkelig rådes bod tilgives, og synderen er dømt til helvede.

I den katolske kirke er der i øvrigt tilføjet en række nye synder, der af kirken regnes som forkastelige. Et eksempel herpå er provokeret abort.

I den protestantiske kristendom finder man også beskrivelser af dødssynd og veniale synder.

Arvesynden spiller en væsentlig rolle hos mange protestantiske tænkere, da syndsforholdet anses som noget, der vender mennesket væk fra Gud og ind mod sig selv.

Vantro eller frafald fra troen ('apostasi') bliver af mange kristne taget med alvor og er gennem historien blevet anset som en af de værste synder.

Jødedom
Modsat kristendommens syn på arvesynd ses synden i jødedommen ikke som et naturligt medfødt element hos mennesket.

Der skelnes i jødedommen mellem synd mod andre mennesker og synd mod Gud.

Synden er en konstant mulighed i menneskelivet, men skal forstås som en afvigelse fra loven.

Grundlaget i syndsforståelsen i jødedommen er nemlig menneskets indordning under den guddommeligt givne lov, Torah, som er kernen i jødedommen repræsenteret i de fem Mosebøger.

Torah vejleder mennesket gennem 613 love eller bud, de såkaldte Mitzvot, som skal efterleves for at undgå at leve i synd.

Mitzvot kan deles mellem 248 positive bud med påbudte handlinger og 365 negative, forbudte handlinger.

Budene ses typisk i tre kategorier.

Den første kategori er mishpatim, som er logiske, rationelle love i stil med forbud mod at slå ihjel, stjæle osv.

Den anden kategori er edot eller eidus, som er forskellige former for udsigelser: at verden blev skabt på seks dage, at man skal indtage forskellige former for mad eller gå klædt på bestemte måder ved bestemte lejligheder osv.

Den sidste kategori er chukim, en form for dekreter (afgørelser), som transcenderer normal logik, og som fungerer som anvisninger.

Mange mitzvot menes dog at være gået tabt.

Islam
I islam ses synd som i jødedommen ikke som noget arveligt indgydt, men som en ulydighed mod gudens (Allahs) vilje og befaling.

I islam ses synden hele tiden som en nærliggende mulighed i menneskelige handlinger. Og det er kun gennem Allahs nåde, at mennesket afholdes fra at gøre onde handlinger.

Man opererer med forskellige grader af synd: fejltagelse, immoralitet, overtrædelser, ondskab/fordærv og troen på flere guder.

De forskellige synder ses på med forskellig alvor. For eksempel er troen på flere guder (shirk) en næsten utilgivelig synd.

Satan (Iblis) spiller i islam en særlig rolle som den, der frister mennesket til at synde. Som i kristendommen og jødedommen er det også Satan, der frister Adam til synd.

Synder mennesket mod budene, bliver Allah vred, og mennesket kan blive straffet med helvedets (jahannam) flammer.

Samtidig ses Allah som ar-rahman (den barmhjertige) og al-ghaffar (den tilgivende), og i nogle fortolkninger er jahannam faktisk mere en renselse end en egentlig straf, mens andre muslimer ser visse synder som bortvisningsgrund fra islam.

Buddhisme og hinduisme
I buddhismen og hinduismen opererer man som udgangspunkt ikke med begrebet synd.

I buddhismen og hinduismen er der ikke på samme måde som i de monoteistiske religioner (kristendom, islam og jødedom) tale om et personligt ansvarsforhold overfor Gud, hvor et brud på forholdet bliver en modstand mod Guds vilje.

For buddhister og hinduister hænger handlingsmotivet i stedet sammen med forestillingen om karma.

Karma er en form for kausalteori, som udtrykkes i et årsag-virkningsforhold.

Karma kan vanskeligt bestemmes konkret som god, dårlig eller neutral, men resultatet af karma påvirker livsforholdet og bestemmer, hvorvidt livet bliver godt eller dårligt.

Der gives dog forskellige anvisninger til opnåelse af et harmonisk liv.

Pancasila er for eksempel en form for etiske retningslinjer, som anviser buddhisten en vej til et mere harmonisk liv.

På samme måde findes i hinduismen begrebet 'purusarthas', som angiver fire målsætninger for livet.

Buddhismen og hinduismen opererer desuden med en grundtanke om livet som lidelse. Lidelsen illustreres i en fortløbende genfødselsproces, Samsara.

Men der er veje ud af lidelsen.

Buddhismen anviser den såkaldte Makka (den ottefoldige vej), som kan bryde genfødslen og bringe lidelsen til ophør, mens hinduismen har begrebet 'moksha', som beskriver frigørelsen.