Overblik

Sådan behandler store tænkere forholdet mellem religion og etik

Hvad er det egentlig, der får os til at handle, som vi gør? Er der noget, der ligger bag vores handlinger, og som legitimerer vores valg? Eller er det vores egen vilje, der styrer os i vores etiske afgørelser? Læs hvordan man i filosofien har behandlet spørgsmålet om, hvad der får os til at handle etisk. Foto af Aristoteles-statue: IRIS

Hvordan har filosofiens store tænkere behandlet forholdet mellem det religiøse og det etiske? Vi har lavet en oversigt over en række af positionerne

Overvejelser om grundlaget for menneskelige handlinger har altid udgjort en væsentlig del af filosofien.

Allerede hos antikkens store tænkere, Platon og Aristoteles behandledes spørgsmålet om, hvad eller hvem der legitimerer og vejleder i de afgørelser, vi træffer, og de handlinger, vi foretager os livet igennem som mennesker.

De fleste religioner opererer med en eller anden form for etiske eller moralske retningslinjer, og det er ikke tilfældigt, at religion og etik ofte bliver knyttet tæt sammen.

Filosofihistorisk har samspillet mellem det etiske og det religiøse altid spillet en væsentlig rolle.

Den form for etik, som beskæftiger sig med det, som ligger bagved etikken, betegnes metaetik.

Metaetikken koncentreres som udgangspunkt om spørgsmål som: Hvorfor er etik forpligtende? Hvilken gyldighed har etikken? Og er den individuel eller universel?

For den religiøse vil det oplagte svar være: 'Gud er det bagvedliggende, der legitimerer menneskelige handlinger'.

Men teologisk og filosofisk er svaret slet ikke så oplagt, og der har gennem tiden været store variationer i behandlingen af spørgsmålet.

Nogen har talt for en forestilling om et bagved- eller overliggende 'højeste gode', en form for 'verdensjæl', eller en slags ophøjet uhåndgribelig kraft.

Mange har taget udgangspunkt i Gud eller en guddommelig kraft eller vilje som bagvedliggende de menneskelige handlinger.

Og andre har hæftet det etiske ophav til opstillede illusioner eller til den menneskelige vilje og personlige dømmekraft løsrevet fra en særlig gud eller guddom.

Den guddommelige identifikation
Hos Platon (cirka 472-347 f.Kr.) koncentreres en forestilling om 'det gode liv' som en højeste tilstand hos mennesket. Her forenes det moralsk ønskelige med et godt liv.

For Platon hænger opnåelsen af dette nøje sammen med en forestilling om menneskelig fornuft som egenskab og en slags guddommelig idéverden, mennesket kan få indsigt i.

Han fremstiller det sådan, at mennesket i et ophøjet filosofisk stadie med fornuften kan blive i stand til at anskue verden, som den virkelig er.

Han betragter grundlæggende mennesket som sjæl og legeme. Legemet er noget forgængeligt, mens sjælen er en slags uendeligt princip, der er beslægtet med ideerne.

Tænkningen er for Platon at se en slags egenskab ved sjælen og dermed ved mennesket. Med tænkningen og fornuften kan mennesket nemlig bringes til en slags identifikation mellem den guddommelige idéverden og fornuften.

Opnåelsen af 'det gode liv' - det højst opnåelige moralsk set hos Platon - bliver et spørgsmål om, at mennesket med fornuften skaber harmoni i sjælen gennem indsigt i og identifikation med ideernes verden.

En kristen genoplivning af antikken
Platons tanker tages op af en lang række kristne tænkere i de første århundreder.

Kirkefaderen Augustin (354-430) er blandt dem, der radikaliserer Platons filosofi i en mere kristelig udlægning.

LÆS MERE:Kirkefædrene gjorde mennesker ansvarlige

For Augustin bliver spørgsmålet om etikkens legitimitet et spørgsmål om Guds altfavnende, alvidende og algode væsen.

Augustin beskæftiger sig som mange af oldkirkens tænkere med det såkaldte 'Teodicé-problem' eller 'ondes problem'.

Hvordan kan der nemlig være ondskab og lidelse i verden, hvis Gud er algod?

Hos Augustin bliver etikken menneskets mulighed for at få del i Gud eller Guds væsen.

Menneskelige handlinger er nemlig underlagt et guddommeligt forsyn, og det er menneskets ansvar at varetage dette forhold med omhu og med egen vilje handle rigtigt.

LÆS MERE:
Augustin: Med fri vilje handler vi under Guds forsyn

Anselm af Canterbury (ca. 1033-1109) søgte i lighed med Augustin at forene kristen teologi og filosofi.

For Anselm giver filosofien faktisk slet ikke mening, hvis den ikke er baseret på en tro på den treenige gud.

Troen på Gud må forudsættes enhver tænkning, da alt andet for ham at se ville være absurd.

"Gud er det, end hvilket intet højere kan tænkes, skriver Anselm, og mener dermed, at Gud og gudstroen er noget, der er over tænkningen og den menneskelige fatteevne.

Menneskelige handlinger må derfor i sagens natur pege tilbage til Gud, og fornuft, forståelse og tænkning udledes herfra.

Den senere italienske filosof Thomas Aquinas (ca. 1225-1274) søger ligeledes tilbage til antikkens filosofi i sit teologiske og filosofiske virke.

Som Augustin er Thomas optaget af spørgsmålet om det ondes problem.

Han fremhæver som argument, at da Gud er algod, almægtig og alvidende, må ondskab i verden skyldes fraværet af eller manglen på noget.

Det er Thomas' pointe, at det er menneskets eget frie valg, der gør det i stand til at modsætte sig Gud og gøre ondt.

Til gengæld er det med det samme frie valg, at mennesket i troen har mulighed for at vælge Gud og det gode.

Viljen stræber efter Gud, mener Thomas, og da Gud er algod, er det en naturlig tilbøjelighed hos mennesket at stræbe efter det gode.

Thomas skelner mellem to former for love, som menneskets handlinger er underlagt: 'lex aeterna' og 'lex divina', som er guddommelige love og 'lex natura', som er naturlige love, der knytter sig til menneskelige tilbøjeligheder.

Den menneskelige fornuft er i overensstemmelse med de guddommelige, evige love, der gælder for hele universet.

Fornuften fungerer i samspil med de naturlige love, der gælder det enkelte menneske, og lader mennesket integrere i de guddommelige, evige love gennem fornuften.

De naturlige love foreskriver for eksempel mennesket ikke at gøre andre ondt og at opretholde liv.

Kants opgør
Et fællestræk for de ovenstående tænkere er en eller anden forankring i Gud eller det guddommelige.

Uanset om der er tale om Gud som legitimerende kraft eller vilje bag menneskelige handlinger som et første princip, der styrer verden - eller det guddommelige, som en slags bagved- og underliggende dimension, mennesket kan får indsigt i, fører etikken på en eller anden måde tilbage til det guddommelige eller religiøse.

Filosoffen Immanuel Kant (1724-1804) ser anderledes på etikken.

Hos Kant er etiske principper nemlig ikke afhængige af en eller anden legitimerende, bagvedliggende faktor.

De etiske principper skal være selvstændige, uafhængige og gælde i kraft af sig selv og altså ikke legitimerede af noget udenforstående, mener Kant.

Alle mennesker og sågar Gud - er nemlig underlagt de etiske principper. At alt underlægges etiske principper betyder samtidig, at det for Kant bliver muligt at operere med en form for etisk målestok.

LÆS OGSÅ:Hvad er pligtetik?

Etisk forsvarlige handlinger viser tilbage til de gældende etiske principper, mens etisk uforsvarlighed bryder med etikkens principper.

At også Gud kan underlægges etikkens regler betyder samtidig, at modsætningen altså en Gud, der handler mod de etiske principper kan udskilles som djævel.

Dermed, kan man sige, har Kant også givet sit bud på en behandling af 'det ondes problem'.

Samtidig er Gud hos Kant ikke længere et første, suverænt princip, der underbygger etikken.

Det skal understreges, at Kant ikke hermed afviser Guds eksistens.

Kant fastholder nemlig eksistensen af en personlig guddom, der, selvom der ikke bliver tale om en legitimering af etikken, kan motivere den etiske handlings konsekvente udførelse.

Den personlige gud er hos Kant en garant for, at det kan betale sig at handle ud fra de etiske principper.

Gennem gudstroen kan mennesket nemlig opretholde en forestilling om straf eller belønning af dets handlinger efter døden, mener Kant.

I Kants filosofi rettes samtidig en kritik af den filosofiske traditions måde at anskue fornuften og erkendelsen på.

Kant problematiserer det forhold, at mennesket med fornuften kan afdække begreber som sjælen, ideer og Gud som en slags genstande i virkeligheden, vi kan erfare som mennesker.

I stedet, mener han, er der med begreber som Gud tale om noget, vi ikke kan erfare, som vi kun kan postulere, og som derfor ikke er i den erfaringsbare virkelighed.

Guds væsen gennemsyrer alt
Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) er langt hen ad vejen enig med Kant.

Kant gjorde op med forestillingen om en suveræn, bagvedliggende faktor, der legitimerede de etiske principper og problematiserede således den metafysiske tradition fra antikken.

Hegel er enig med Kant i denne sondring, men mener, at Kant ikke kan slippe traditionen helt.

Han mener, at Kant - i sin kritik af den metafysiske traditions forståelse af fornuftens afdækning af virkeligheden som en slags genstand - selv ender med at gøre begreber som Gud og sjæl til en slags genstande.

I stedet taler Hegel om en slags 'verdensånd', der gennemsyrer alt.

Verdensånden er noget, vi kan møde i erfaringen, og som knytter os sammen med fortid, nutid og fremtid.

Gud er for Hegel en del af denne verdensånd, og det er gennem denne verdensånd at Gud og menneske knyttes sammen og handler.

Verdensånden gennemsyrer og styrer vores handlinger og knytter os samtidig til tiden og historien, mener Hegel.

Forestillingen om den altgennemstrømmende verdensånd har fået mange til at betegne Hegels filosofi som en 'panteisme' ('guddommelig helhed').

Etik som følelser
En undtagelse fra den metafysiske traditions behandling af etikken finder man hos den engelske filosof David Hume (1711-1776).

Hume beskæftiger sig indgående med, hvilken mening sætninger kan siges at have.

For Hume er det springende punkt, hvordan vi 'empirisk' (med erfaringen) afdækker virkeligheden. For at en sætning kan give mening, må den nemlig kunne afprøves gennem erfaringen eller sanserne, mener han.

En meningsfuld sætning er en sætning, hvis modsætning ikke giver mening. Sådanne sætninger kaldes 'analytiske sætninger' sætninger, som med fornuften kan analyseres.

Et eksempel på en sådan sætning kunne være: Alle børn er børn.

Det er ikke muligt at sige: Alle børn er ikke børn, da denne modsætningen ville være meningsløs selvmodsigelse.

Modsat meningsfulde sætninger er sætninger, som ikke kan analyseres logisk. Sådanne sætninger kaldes 'syntetiske sætninger' (kunstige sætninger).

En syntetisk sætning kunne være: Man må ikkestjæle fra børn.

Humes pointe er, at da det ikke ville være en selvmodsigelse at sige: Man må gernestjæle fra børn, giver sætningen ikke sproglig mening.

Etiske sætninger er derfor meningsløse ifølge Hume. De kan ikke bevises eller modbevises.

Samtidig forholder det sig på samme måde med sætninger om Gud, mener han.

Sætninger som: Gud eksisterer, er nemlig også meningsløse. De kan ikke bevises med fornuften eller sanserne, siger Hume.

Etik kan af den grund ikke legitimeres ud fra Guds eksistens og bliver derfor noget sprogligt meningsløst.

Det betyder dog ikke for Hume, at etiske sætninger ikke er gode nok at have. De er bare noget andet, mener han.

Etiske sætninger er en måde for mennesker at 'projektere' følelser ud i givne situationer. Etiske sætninger er følelsesudbrud.

Når vi siger: Man må ikke stjæle fra børn, er det fordi, vi mener, at det er forkert at stjæle fra børn.

Den etiske sætning er en måde, hvorpå vi kan sige til andre mennesker, at vi mener noget i en given situation.

De kan vælge at være enige eller uenige, men er de uenige, kan vi ikke bare ikke med fornuften argumentere for vore følelsesudbrud. Vi må sætte vores lid til enigheden.

Etik som vilje
I slutningen af det 19. og i løbet af det 20. århundrede begynder mange tænkere at se anderledes på grundlaget for etiske handlinger.

Et eksempel er den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

Nietzsche erklærer i sin filosofi forestillingen om Gud som en menneskelig illusion. Gud er død, siger han.

Mens man i metaetikken traditionelt har legitimeret etisk forsvarlige handlinger i noget udenfor mennesket eksempelvis Gud mener Nietzsche, at man i og med at man indser, at der blot er tale om en illusion, må drage konsekvensen og legitimere handlinger indenfor sig selv i stedet.

Grundlaget for handlinger bliver nu den menneskelige vilje, mener han.

Mennesket tvinges i den nye indsigt i virkeligheden til selv at tage ansvar for handlingerne, uafhængigt af noget bagved- eller udenforliggende.

Vi må selv legitimere de handlinger, vi foretager, selv stå inde for og til ansvar for dem.

Gør vi det ikke, er vi svage mennesker, siger Nietzsche.

LÆS MERE:Friedrich Nietzsche (1844-1900)

I løbet af det 20. århundrede finder man lignende tanker hos for eksempel de franske eksistentialister.

Et eksempel er den ateistiske filosof Simone de Beauvoir (1908-1986).

Simone de Beauvoir tager konsekvensen af opgøret med den guddommelige legitimering af etikken og argumenterer, at mennesket i indsigten af, at etiske handlinger er et udtryk for dets egen vilje, indtager den position, som Gud hidtil har haft.

Selvom man som menneske hverken kan siges at være algod eller almægtig, bliver man for en stund i den etiske selvlegitimering af handlingen guddommeliggjort, siger hun.

Andre læser lige nu