Overtro i middelalderen: En kamp om verden og dens væsener

På dette billede fra mellem 1480 og 1500 ses ærkenglen Michael undertvinge et par dæmoner. Nonnen i nederste venstre hjørne er sandsynligvis hende, som ser begivenheden for sig i en vision. I middelalderens kristne verdensbillede var overnaturlige væsener en realitet, og de blev set som elementer i en kosmisk kamp mellem godt og ondt. Foto: Wikimedia Commons

Middelalderens teologer skelnede skarpt mellem tro og overtro og mellem tilladelige og uacceptable former for overtro. Det var en kamp om de usynlige væsener, der befolkede universet. Besværgelser, trylleformularer, engle og dæmoner blev sat i system

De kilder, der fortæller religionsforskere og historikere om overtro i middelalderen, konfronterer dem samtidig med ét stort problem. Kilderne er nemlig næsten alle sammen bøger, prædikener eller andre tekster, som blev skrevet af præster og teologer, der så det som deres opgave at bekæmpe overtroen.

Vores kilder er ensidige
I praksis betyder det, at det er ualmindeligt svært at sige noget præcist om, hvad for eksempel en almindelig bonde, købmand eller soldat i datiden kan have troet eller forestillet sig uden for de religiøse normer, som kirken definerede.

Det betyder ikke, at vi i dag slet ikke kan sige noget om overtroen i middelalderen. Men det betyder, at det billede, som den efterladte litteratur om overtroen tegner, i sig selv siger meget mere om verdensbilledet hos teologerne end om de religiøse forestillinger i den almindelige befolkning, hvor overtroen angiveligt var meget udbredt.

Hvor gik grænsen?
Begrebet overtro er negativt per definition. Dets funktion var og er at adskille noget, der ses som dårlig religion fra den gode eller rigtige religion. Før kristendommen blev en dominerende religion, kunne ikke-kristne i romerriget eksempelvis kalde kristne ritualer for overtro.

Men middelalderens teologer kendte også andre ord med samme funktion: Afgudsdyrkelse og kætteri for eksempel. Og de forstod at skelne mellem de betydninger, ordene fik, ofte ved hjælp af meget skematiske definitioner. Afgudsdyrkelse var tilbedelse af en forkert gud eller alt, der ikke var Gud. Kætteri var tilbedelse af den sande Gud, men på baggrund af forkerte trosopfattelser. Overtro var tilbedelse af den sande Gud, men med forkerte midler eller på forkerte måder.

Men grænsen var alligevel flydende og ordenes betydninger kunne nemt overlappe hinanden. En forkert praksis i et ritual kunne for eksempel opfattes som et symptom på et dybereliggende problem i troen.

Ordet overtro i denne sammenhæng kan bedst beskrives som en teoretisk arbejdsdefinition, middelalderens teologer kunne bruge, når de beskæftigede sig med en bestemt, men meget dårligt afgrænset kategori inden for emnet dårlig religion.

De tre vise mænd beskyttede mod epilepsi
Problemet var ikke kun teoretisk. Et eksempel viser, at grænsedragningen også var en konkret og problemfyldt affære. Werner af Friedberg var tilknyttet den agustinske munkeorden og underviste i teologi i vore dages Tyskland. I 1405 blev han forhørt af sin biskop, fordi han angiveligt skulle have prædiket, at det ikke var syndigt at bruge visse trylleformularer i helbredende øjemed.

Ifølge anklagerne skulle han blandt andet have sagt, at hvis man kunne nævne navnene på de tre vise mænd fra Bibelen, gav det en beskyttelse mod epilepsi. Og, at hvis man bar citatet Ordet blev kød (Johannesevangeliet) som en amulet, gav det beskyttelse mod syner forårsaget af dæmoner.

Det er særlig interessant, fordi Werner af Freidberg aldrig direkte benægtede påstandene. I stedet gik han i rette med sine anklagere, og spurgte retorisk hvordan man så skelnede mellem formularer af ovennævnte slags og de velsignelser af materielle ting, som kirken selv foretog, for eksempel af mad og palmegrene til påske.

Overtroen spændte med andre ord fra små bibelcitater til onde dæmoner. Og det blev ikke mindre kompliceret af, at der også fandtes overtro, som blev fundet helt uskyldig eller endda gavnlig for lægfolket.

Heinrich af Gorkum (1378-1431) var også tysk teolog. I sogne omkring Köln, hvor han hørte til, bemærkede han, at de jævne kirkegængere fra tid til anden forsøgte at få souvenirs med hjem fra kirken. Voksen fra lysene, der var brugt ved kyndelmisse eller olie fra en lampe, der havde brændt foran et billede af en helgen, til eksempel.

Her var det vigtigt at sondre, mente han. Der, hvor det var tænkt som en slags primitiv fromhedsgerning, fordi det kunne have en god effekt at være i indirekte eller symbolsk kontakt med noget, kirken anerkendte som helligt, var der ingen grund til at forhindre det. Men hvis personen mente, at han kunne bruge genstandens angivelige magiske kræfter til at manipulere sine omgivelser eller andre mennesker, var det en helt anden sag.

Overtroen i middelalderen kunne med andre ord pege i flere forskellige retninger, og desuden var der stor variation i kilderne over tid og sted i den lange periode. En fransk munk i 1400tallet kunne citere en italiensk forfatter fra 800tallet, og ingen vil i dag kunne sige, om et givent overtros-fænomen, som den tidligste omtalte, i virkeligheden fandtes seks århundreder senere. Overtroslitteraturen var ikke metodisk feltarbejde, men teoretisk filosofisk og teologisk kritik.

Én af flere måder at forstå meningen med kritikken af overtroen på, er ved at se på det verdensbillede, de uddannede teologer i middelalderen havde.

Hvis vi i dag møder en trold
Folketro bliver i vor tid af og til brugt som et neutralt erstatningsord for overtro. Det har ikke samme negative klang. Men det er lige så upræcist, fordi det er så svært at sige noget konkret om de forestillinger, det skal dække over.

Man er dog klar over, at folketroens forestillinger og væsener hørte til i et andet verdensbillede end det, middelalderens filosofisk trænede teologer arbejdede med.

Folketroens verden var fuld af forskellige åndelige og magiske væsener, der kunne have menneskelignende personlighedstræk og være moralsk tvetydige. Og menneskenes forhold til dem kunne skifte efter omstændighederne.

Man kan bruge et nutidigt billede som eksempel: Hvis vi i dag møder en trold i en gyserhistorie, så er den sandsynligvis ond. Men hvis vi møder den i vindueskarmen og den er lavet af filt, så er den en del af vores julepynt og højst lidt skælmsk. Navnet og billedet trold er det samme, men indholdet og karakteren er skiftet, fordi vi møder den på forskellige måder.

Det viser dog kun væsenernes foranderlighed efter omstændighederne. I folketroens verden var de hverken til underholdning eller pynt. Vi må antage, at de blev set som en del af den fysiske virkelighed, eller i det mindste som en mulig del af virkeligheden. Derfor kunne de også påvirke de fysiske forhold.

Mens trolden som et fiktivt væsen i vor nutidige opfattelse kun kan skræmme lidt eller sprede hygge, kunne de forskellige væsener i folketroens verden direkte eller indirekte gøre alvorlige ting som at ødelægge høsten eller gøre en syg person rask. Og menneskene kunne tage deres egne forholdsregler for at øge chancerne for det ønskede udfald af mødet med det givne væsen. Det er her, remserne og besværgelserne kommer ind i billedet.

Folketroens væsener mødte kristendommens engle og dæmoner
I dag stilles overtro også op som en modsætning til videnskaben. Der er - eller er ikke mere mellem himmel og jord Men den modsætning havde ikke givet mening for middelalderens teologer.

De var også logisk tænkende filosoffer i udpræget grad og vidste, at virkninger skulle forklares med årsager. De mulige årsagssammenhænge, de kunne se for sig teoretisk, var bare meget anderledes end dem, vi opererer med i dag. Ingen af dem var i tvivl om, at der fandtes åndelige, intelligente væsener, som var usynlige for mennesker, men stadig kunne påvirke menneskenes verden.

Verdensbilledet tog afsæt i Bibelen. Skabelsesberetningen fortæller, hvorledes Gud skabte verden og alle levende væsener. For middelalderens teologer var det en selvfølge, at engle hørte til i denne sidste kategori. Som rene åndsvæsener uden legeme var de faktisk åndsvæsener af højere karat end menneskene.

Men forestillingerne om engle udvikledes i traditionen og teologien, og blev en del af det kristne verdensbillede, selvom de kun i meget ringe grad er nævnt i Bibelen.

Englene eksisterede så i forskellige sfærer og i forskellige grader af perfektion og godhed. Jo højere oppe, også rent fysisk, og tættere på Gud, jo bedre. Englene havde en fri vilje, og de var i stand til at påvirke menneskene og deres materielle verden. Eksempelvis ved at vise sig for dem i syner.

Den højest elskede engel vendte sig dog imod Gud og kastedes ud fra sit himmelske stade. I sit fald rev han nogle engle fra hver sfære med sig ned, men ikke alle. Til sidst lykkedes det ham også at friste mennesket.

Denne historie, der ofte kaldes englefaldet, forklarer middelalderkristendommens verdensbillede, som var udpræget dualistisk, det vil sige todelt. Englen, der falder i sin synd og ender som den onde fyrste, trækker i bogstavelig forstand et skel ned igennem hele verden. Det adskiller himmerige og helvede. Men det adskiller også godt og ondt i alle tænkende væsener.

Middelalderens teologer fik deres kærlighed til Aristoteles filosofi fra grækerne, men de fik også dæmonerne derfra. Oprindeligt var dæmonerne selv hverken entydigt gode eller onde. Men gradvist ændredes den sproglige betydning af ordet, så de blev opfattet som værende den onde fyrstes tjenere. Dæmonerne flyttede så at sige ind på den faldne og onde side af verdensskellet. Og de flyttede med, da kristendommen udbredte sig og blev den dominerende religion i Europa.

Overtros-litteraturen bliver til
Nu stod man så med en verden, som var fuld af entydigt gode eller onde væsener hvis eneste funktioner dybest set var at være gode eller onde. Og dette verdensbillede stødte gradvist sammen med det, vi meget firkantet kaldte folketroens verden før.

Middelalderens teologer, der stod over for dette forvirrende billede, vidste, at inden for kirkens udstukne rammer var man sikker på, at den religiøse udfoldelse var på den rigtige side af skellet. Men de kunne læse hos deres forgængere om aktiviteter, som afveg fra normen. Og de kunne måske endda se det ved selvsyn.

Derfor begyndte nogle af dem at se det som deres opgave at undersøge disse forestillinger og fænomener, eksempelvis remser om de tre vise mænd eller påkaldelser af en ånd, i et forsøg på at placere dem på den side af skellet, hvor de nu mente, de hørte hjemme.

Nogle af teologerne skrev om deres overvejelser eller iagttagelser. Og en større eller mindre mængde af deres skriftlige arbejder har overlevet til i dag. Det er dybest set de kilder, der i dag kan oplyse os om overtroen i middelalderen.