Påskeharen er indvandrer

Påskeharen er oprindeligt indvandret fra Tyskland. - Foto: WikimediaCommons

Traditionen med påskeharen er ret ny. Læs her, hvordan påskeharen blev en del af den danske påskefejring

Påskeharen er i dag en fast del af flere danskernes påsketraditioner. Men det lille dyr, der bringer æg til børnene, er først i nyere tid indvandret til Danmark.

Traditionens udvikling
Oprindeligt var det børnene, der byggede en rede til kaninen. Reden blev placeret et afsides sted i hjemmet. Hvis børnene havde opført sig ordentligt, ville haren komme forbi om natten og fylde reden med flotte, kulørte æg.

Med tiden har traditionen udviklet sig, så reden i dag er en kurv, som haren selv medbringer sine æg i. Og ideen om, at haren skulle lægge æggene i en rede et afsides sted, er i dag blevet til traditionen med, at påskeharen gemmer sine æg rundt omkring i hjemmet eller i haven, så børnene selv skal finde æggene om morgenen.

Påskeharens historie
Første gang, man hører om påskeharen, er i Heidelberg i Tyskland i slutningen af 1600-tallet. Tyske udvandrere tog siden hen traditionen med den langørede æggeuddeler med til USA, hvor den fik stor succes fra midten af 1800-tallet. Men i Danmark var man noget mere forbeholdne overfor det lodne dyr, da harer og kaniner på denne tid blev anset for at være skadedyr, der ødelagde afgrøderne.

Derfor gik der også mange år, før vi tog ideen til os. Vi skal helt op til omkring år 1900, før haren fik lov til at hoppe over grænsen til Danmark og blev en del af det danske samfund og den danske påskefejring.

Ligheder med julemanden
Påskeharen minder på flere måder om julemanden. For det første bringer påskeharen, ligesom julemanden, gaver til børn. For det andet er det, ligesom ved julemanden, kun de artige børn, der får gaver. Og for det tredje arbejder påskeharen om natten, hvor den, ligesom julemanden, i ly af mørket kommer forbi med sine lækkerier.

Påskeharen er oprindeligt indvandret fra Tyskland. - Foto: WikimediaCommons
Påskeharen er oprindeligt indvandret fra Tyskland. -
Påskeharen er oprindeligt indvandret fra Tyskland. -