Paul Tillich: Kristendommen er svaret på tidens spørgsmål

Gud er dybet i tilværelsen. Grunden for al væren er Gud. Det mente den tyske filosof Paul Johannes Tillich (1886-1965).

Hvor passer talen om Gud ind i det moderne menneskes verdenssyn? Det forsøgte filosoffen og teologen Paul Tillich blandt andet at svare på som en af de største teologer efter Anden Verdenskrig. Få et indblik i hans tanker her

Den tysk-amerikanske teolog og filosof, Paul Tillich (1886-1966) blev for alvor kendt i den teologiske verden efter Anden Verdenskrig. Men forud var gået et stort filosofisk og teologisk forfatterskab, hvori Tillich stillede helt nye spørgsmål: Hvorledes er forholdet mellem den virkelighed, som ligger i den kristne tro og så den virkelighed, vi ellers oplever? Hvorledes kan vi tale om Gud, så det er meningsfuldt for det moderne menneske?

Livsløb
Paul Johannes Tillich blev født i 1886. Faderen var præst ved Berlin. Umiddelbart før Første Verdenskrigs udbrud havde Tillich afsluttet sine filosofiske og teologiske studier ved Berlins universitet. Han nåede at erhverve en doktorgrad i filosofi, samt en licentiatgrad i teologi, inden han blev indkaldt til hæren for at gøre tjeneste som feltpræst ved Vestfronten.

For Tillich blev verdenskrigen ensbetydende med oplevelsen af den borgerlige kulturs sammenbrud. Selv mindes han en nat ved Verdun, hvor han drev omkring mellem de døende, og granaterne regnede ned. Da sagde jeg til mig selv: Dette er afslutningen på den idealistiske del af min tænkning! Da forstod jeg, at idealismen var skudt i stykker."

Efter at være kommet hjem fra Vestfronten kaster Tillich sig påny over teologiske og filosofiske studier. Samtidig retter han nu kritik mod en kirke, der ifølge Tillich blot gentager nedarvede sandheder og ikke på nogen måde formår at komme det menneske i møde, der mangler en tro på fremtiden, og for hvem forladtheden er blevet et livsvilkår.

Tillich var i første omgang privatdocent i Berlin, men fik dernæst en stilling som professor i Dresden. Den akademiske karriere i Tyskland afsluttede han som professor i filosofi og socilogi Frankfurt am Main. Fra denne stilling blev han imidlertid fjernet ved nazisternes magtovertagelse i 1933, fordi han forsvarede de jødiske studenter mod terroren.

Paul Tillich flygtede nu til USA, hvor han i løbet af få år lærte sig det nye sprog og dernæst blev den førende teologiske stemme. Han beklædte professorater både ved Harvard og sidst ved universitetet i Chicago.

Menneskets spørgen og teologiens svar
Når man skal fremstille Tillichs tænkning så kort som muligt, så kan det gøres med stikordet formidling.

Formidling, forsoning, syntese, en tredje vej er begreber, som nøje er knyttet til Tillichs metode. Han kalder det selv for "korrelationsmetoden. Denne metode i hans tænkning hviler på, at der altid er en forbindelse mellem Gud og menneske. Denne vekselvirkning mellem Gud og menneske kommer til udtryk i den religiøse oplevelse.

Religion er for Tillich et positivt ord - iøvrigt modsat tidens førende teologi. Religion betyder slet og ret, at mennesket oplever Guds virkelighed, det vil sige ser mening i sit liv at der er noget, der kommer mennesket ved helt ubetinget. Ja, det, der kommer mennesket ubetinget ved, kalder Tillich også for Gud.

Men forbindelsen mellem Gud og menneske drejer sig også om erkendelse. Og hermed er vi ved det egentlige i hans korrelationsmetode. Han skriver selv: Symbolsk talt betyder det: under indtryk af Guds svar stiller mennesket sine spørgsmål.

Teologien formulerer ifølge Tillich de spørgsmål, som ligger i den menneskelige eksistens, og ud fra de spørgsmål, som ligger i den menneskelige eksistens, formulerer teologien svarene. Teologiens arbejde kan sammenlignes med en ellipse med to brændpunkter, hvor det ene brændpunkt er menneskets spørgsmål til tilværelsen, og det andet er teologiens svar. Men teologiens svar er vel at mærke kun meningsfyldte, såfremt de angår den menneskelige eksistens her og nu altså det moderne menneske og dets situation. Og i dag spørger mennesket netop efter mening - siger Tillich.

Efter Anden Verdenskrig udarbejdede Paul Tillich sin store systematiske teologi i 3 bind. Her går han netop frem efter korrelationsmetoden. Først analyseres den menneskelige situation, og de eksistentielle spørgsmål udarbejdes. Dernæst bliver kristendommens indhold tolket og indarbejdet som svar på en moderne tids spørgsmål.

Et nyt teologisk sprog
Har det traditionelle religiøse sprog noget at sige os, spørger Tillich. Når vi bruger ord som Gud og Kristus, ånd og kirke, synd og tilgivelse, tro, kærlighed og håb, evigt liv og Guds rige, så må vi ved hvert af disse ord spørge os selv, om det rører ved vores væren, om ordene har noget at sige os, som angår os ubetinget.

Halvt i spøg og halvt i alvor foreslog Tillich engang, at kirken skulle udstede et forbud mod at bruge de religiøse hovedbegreber i 30 år for at give tid til overvejelser over, hvordan disse ord kunne oversættes ind i en ny tid.

Selv bruger Tillich eksistentialismens begrebsverden og sprog. Det gamle teologiske begreb synd er at leve i fremmedgørelsen, hvilket er et vilkår for mennesket. Mennesket er skilt fra værens grund, som Tillich udtrykker det. Men når mennesket spørger efter væren, så spørger det efter den magt, som modstår tomhed, skyld, meningsløshed og død. Denne værens magt kalder Tillich for Gud.

Det vil sige, at den, som spørger efter tilværelsens dyb og sidste virkelighed, spørger efter Gud. Gud er dybet i tilværelsen. Grunden for al væren er Gud. Det er denne mening eller væren, der så er kommet til udtryk i Kristus. Kristus er den nye væren. Jesus forbliver under eksistensens betingelser i enhed med Gud. I ham er livets mening kommet nær og er blevet virkeliggjort. Helligånden er så det nye liv, der udgår fra den sande væren.

Da Paul Tillich kort før sin død var gæsteforelæser i Tyskland, udbrød en teolog: Denne mand er født hundrede år for tidligt!