Præsident i Guds eget land

John F. Kennedy, som blev indsat som præsident for 50 år siden, var den første romersk-katolske præsident i USA. Her ses Kennedy efter messse under et statsbesøg i Storbritannien.

Hvorfor er kristendommen så vigtig for præsidenter i Guds eget land?

I 1984 stillede den demokratiske senator Walter Mondale op til det amerikanske præsidentvalg og tabte til den siddende republikanske præsident Ronald Reagan. I flg. flere iagttagere skulle årsagen bl.a. findes i, at han havde brugt en for krads retorik i sit forsvar af adskillelse mellem stat og religion.

Små 25 år senere måtte en anden demokratisk præsidentkandidat, nemlig den senere præsident Barack Obama, tage afstand fra præsten for den kristne menighed, som han tilhørte i Chicago. Præsten, Jeremiah Wright, var kommet med forskellige kontroversielle udtalelser om bl.a. jøder, og det endte med at Obama meldte sig ud af menigheden for at det ikke skulle blive en for stor belastning for hans kandidatur.

Dette er to eksempler på den balancegang, som den amerikanske præsidentpost indebærer, når det gælder forholdet til religion. Der er ikke noget formelt krav om medlemskab af en kristen menighed, men i praksis har alle præsidenter haft en eller anden form for kristent tilhørsforhold, eller rettere, der er ikke nogen, som har haft et ikke-kristent religiøst tilhørsforhold. Der har således fx hverken været hinduer, buddhister eller muslimer på præsidentposten.

En ikke-kristen baggrund kan være skæbnesvanger og den kan udnyttes af modstanderne i kampen om præsidentposten. Det var der et eksempel på tilbage i foråret 2008, da Hillary Clinton og Barack Obama stadig kæmpede om hvem af dem, som skulle være demokraternes kandidat.

Barack Obama har en blandet religiøs baggrund uden kristen tilknytning. Han er søn af en sort muslimsk mand fra Kenya og en hvid ateistisk kvinde fra USA. Forældrene blev skilt, da Obama var lille, og han boede siden nogle år med sin mor og stedfar i Jakarta i Indonesien. Stedfaderen var også muslim og sendte ham på en af Jakartas muslimske skoler med tilknytning til wahabisme. Wahabisme statsreligion i Saudiarabien og er tit blevet sat i forbindelse med terror.

To medlemmer af Hillary Clintons kampagnestab i Iowa fandt på at starte en kædemail, hvor de skrev: Lad os holde øje med Obamas forventede præsidentkandidatur muslimerne siger, at de har planlagt at ødelægge USA indefra hvorfor ikke starte på øverste sted?. De blev siden fyret, men rygterne om den muslimske konspiration har hængt ved.
.

Hjemkirke og åndelig vejledning
Efter afskeden med Jeremiah Wright og hans menighed i Chicago var Obama på udkig efter en ny kirke, der kunne blive hans officielle kirkelige tilhørsforhold eller hjemkirke. Det endelige valg faldt efter indtrædelse i præsidentembedet på Evergreen Chapel ved landstedet Camp David i delstaten Maryland. Det var i øvrigt også hans forgænger, George W. Bush og igen dennes fars officielle kirke. Den blev i sin tid indviet af George H. W. Bush. Fordelen ved denne kirke er, set med en politisk synsvinkel, at den er neutral og at den ligger langt fra offentlighedens søgelys.

Et er at have en officiel kirke eller en hjemkirke, men de fleste præsidenter har også ved siden af dette en række åndelige vejledere, nogle, som er tættere på end en præst ved en kirke, der er til for at give den rette religiøse fernis. Den åndelige vejledning hører privatsfæren til. Der er bl.a. to afroamerikanske præster fra Texas, som nævnes i forbindelse med Obama. Kirbyjon Caldwell og T.D. Jakes konsulterer Obama over telefonen, og det samme gjaldt i øvrigt igen hans forgænger George W. Bush.

Men også den åndelige vejledning kan gå hen og blive kontroversiel, selvom den foregår under private former. Her er det indenfor de seneste år mest præsidentfruerne, som har stået for skud. Det har været fremme, at tidligere præsidentfrue og nuværende udenrigsminister Hillary Clinton skulle have haft taget kontakt til afdøde personer gennem parapsykologiske seancer. Men mest kontroversielt er måske Nancy Reagans eksperimenter med det okkulte og den indflydelse, som det skulle have haft på præsident Reagans beslutninger i vigtige politiske sager.
.

Indsættelse i embedet spotlight på forholdet mellem religion og stat
Ved edsaflæggelsen til præsidentembedet er det tydeligt, at det er i Guds eget land kandidaten tiltræder som præsident. Det er ikke noget formelt krav at Bibelen bruges ved edsaflæggelsen, men i praksis er det sådan. Flere gange har Bibelen været åben ved et citat, som har haft særlig betydning for den tiltrædende præsident, fx da Bill Clinton tiltrådte, men i andre tilfælde har den været lukket, som da fx George W. Bush tiltrådte.

Der er også symbolik i hvilken bibel, der anvendes. Flere præsidenter har fx brugt George Washingtons gamle bibel. Richard Nixon aflagde ed på hele to bibler nemlig hhv. han og konens gamle familiebibler. Der er fra forskellige side blevet sået tvivl om Nixon nu også aflagde eden - fordi det er normalt blandt kvækere ikke at aflægge ed.

Den evangelikale prædikant, baptisten Billy Graham, og sønnen Franklin, har haft en tæt tilknytning til flere amerikanske præsidenter gennem det seneste halve århundrede. Billy Graham var første gang med ved en præsidentindsættelse tilbage ved Dwight D. Eisenhowers indsættelse i 1953, og han har flere gange prædiket i forbindelse med gudstjenester afholdt ved præsidentindsættelser. I 2001, da George W. Bush blev indsat, måtte sønnen Franklin erstatte ham pga. sygdom.
.

Bedende præsidenter
Præsidenter har ofte deltaget i og praktiseret bøn. Det sker fx i forbindelse med nationale kriser eller hvis USA er i landesorg. I 1968 deltog Lyndon B. Johnson i bøn i forbindelse med en mindegudstjeneste for Dr. Martin Luther King, Jr. Et andet eksempel er fra 1979 under gidselkrisen i Teheran, hvor præsident Carter og vicepræsident Mondale deltog i bøn for gidslerne. I forbindelse med 11. september angrebene i 2001 deltog alle på daværende tidspunkt levende præsidenter bortset fra Reagan i national bøn for ofrene og deres efterladte.

Den nationale bededag er en anden scene for præsidenters deltagelse i bøn. Siden 1988 har bededagen ligget på den første torsdag maj. På den dag udsteder præsidenten en proklamation, der opfordrer alle amerikanere til at bede. Den 6. maj 2010 lød Obamas proklamation således:

Jeg opfordrer alle I borgere i denne nation til at bede på denne dag eller på anden måde give udtryk for taknemmelighed i overensstemmelse med jeres tror og samvittighed. Taknemmelighed for den frihed og de velsignelser, som er blevet skænket vores nation. Og jeg opfordrer alle, der tror, til sammen med mig at bede om Guds fortsatte vejledning, nåde og beskyttelse i forbindelse med de udfordringer, som vi møder. (oversat redaktionen)

Under årene med George W. Bush i præsidentembedet blev der gjort meget ud af denne dag med bl.a. gudstjeneste i Det Hvide Hus. Men under Obama er fejringen blevet nedtonet, hvilket måske igen hænger sammen med, at en føderal dommer i foråret 2010 afgjorde, at loven krænker den amerikanske forfatnings forbud mod statsstøttet religion og bør ophæves. Denne afgørelse blev dog straks appelleret af justitsministeriet.
.

Politik og religion kan ikke adskilles
Selvom religion ikke må være statsstøttet, så er der ganske tætte bånd mellem religion og politik i USA. Det hænger igen sammen med en religiøs vælgerskare, der i sidste instans kan afgøre, om en præsidentkandidat bliver valgt eller ej. I USA bekender over 80% af den brede befolkning sig til troen på Gud, og da oftere til kirkelige retninger med mere skarpe holdninger til værdigladede spørgsmål, end vi ser det i Danmark.

I Danmark ville emner som fx abortspørgsmålet eller homoseksuelle vielser, hvor stillingtagen for eller imod i høj grad kan være religiøst betonet, aldrig komme langt op på den politiske dagsorden i forbindelse med et valg. Anderledes er det i USA, selvom Bill Clinton med succes i 1992 brugte følgende slogan i sin præsidentvalgkampagne:

Its the economy, stupid!

Altså, at det er økonomien, som det hele handler om.
.

Når det religiøse vækker debat
Det er ikke altid balanceakten lykkes, og Bill Clinton kom siden til at sande, at det ikke kun er økonomi, som det drejer sig om. Nogle gange får politiske omstændigheder katalyseret et religiøst raid mod en politiker, og kombattanterne glemmer at tage temperaturen på folkestemningen eller endda det politiske bagland, som er tættere på.

Clinton kom ud i problemer på grund af hans liberale holdning til abortspørgsmålet og hans intime forhold til studentermedhjælperen Monica Lewinsky og ikke mindst også, at han løj om dette forhold. Dette var noget som mange kristne grupperinger tog skarpt afstand fra, og det var ikke mindst også noget, som kunne udnyttes politisk.

Lewinsky-affæren var ved at ende i en rigsretssag, og da demokraterne var i undertal i både Senatet og Kongressen, lå det nærmest lige for. Og så alligevel ikke. Det hele havde fået en skinger tone over sig og havde karakter af en heksejagt. Men, om det var det religiøse element alene, eller der også var andre overvejelser indover, så endte det i hvert fald med, at et antal republikanere ikke ville stemme for en rigsretssag, og Bill Clinton fik lov til at blive siddende.

Som nævnt ovenfor måtte Obama vinke farvel til sin oprindelige kirke, fordi præsten for denne var blevet en for stor belastning. Obama er ikke den eneste. Jimmy Carter har også lagt afstand til sine tidligere karismatiske tilhørsforhold. Det er dog noget, som han først har gjort efter sin præsidentperiode.

I krisetider kan det religiøse element få en ekstra tand, da nationen samler sig om sine grundliggende værdier. Der er større accept af men også forventning om forbøn, når nationen stander i våde.

Det kunne man blandt andet se i forbindelse med 11. september-angrebene og i den efterfølgende krig mod terror. George W. Bush gjorde i det hele taget flittigt brug af det religiøse element under hele sin præsidentperiode, for eksempel fik Bush-familiens gode venner, Graham-familien, lov til at drive missionsvirksomhed i Irak som en del af genopbygningen, og den nationale bededag fik nogle proportioner, der siden var medvirkende til, at en føderal dommer dømte den forfatningsstridig.

Nedenfor kan du se tre præsidenter inddrage deres tro i nationale taler.
.