Spøgelser følger tidens trend

Spøgelser i middelalderen var meget legemlige, og der er eksempler på spøgelser, som er blevet kæmpet med og fysisk tilbageholdt, indtil en præst kom for at høre dets bekendelser.

Hvide damer, iskold rislen ned af nakken, og dyner der trækkes væk af usynlige hænder. Forestillinger om spøgelser har eksisterer i alle afskygninger og til alle tider. Få her et historisk overblik over spøgelser og deres funktion

Forestillinger om spøgelser stammer oftest fra myter eller øjenvidneberetninger, og opfattes traditionelt som en afdøds ånd eller sjæl. I nogle tilfælde hjemsøger de bestemte steder eller personer, og har et bestemt formål med deres besøg. Men de kan også være anonyme spøgelser, som går igen uden nogen indlysende grund. Meget tyder på, at spøgelsers opførsel og fremtræden er afhængig af, hvilken tid og kultur de befinder sig i. Her ses der nærmere på, hvordan det har givet sig til udtryk gennem historien i Europa.

Spøgelser i antikken var skræmmende
Da den græske digter Homerslevede ca. 8. årh. f.Kr., blev spøgelser opfattet som passive væsener, der opholdt sig i dødsriget Hades, og som ikke havde meget at gøre med de levende. Man var i hvert fald ikke særligt bange for dem. Men på filosoffen Sokratestid ca. 300 år senere ændrede det sig.

I det 5. århundrede f.Kr. var de klassiske græske spøgelse blevet hjemsøgende, skræmmende væsener, som kunne være enten gode eller onde. Man troede, at den afdødes ånd svævede rundt nær ligets hvilested, og af samme årsag var kirkegårde steder, man som levende undgik. Man skulle sørge over de døde rituelt gennem ceremonier eller ofringer. Ellers kunne man risikere, at de kom tilbage for at hjemsøge familien.

Folk begyndte også at bekymre sig mere om, hvad der skete med deres egen sjæl efter døden. Om de ville bliver straffet for deres gerninger. Årsagerne til denne nye frygt og pessimisme skal måske findes i tidens krige og politiske uroligheder forårsaget af dannelsen af bystaterne. Der fandtes en generel pessimisme i samfundet, og man søgte derfor mod det overjordiske, hvor man kunne fralægge sig ansvar, overgive magten til det overnaturlige og følge gudernes vilje.

Kristendommen omfavnede ideen om liv efter døden
Mange af de gamle trosforestillinger og riter bestod på trods af kristendommens indtog i den tidlige middelalder. Den tidlige kristendom bar altså præg af mange forskellige forestillinger om døden, og dermed også om de døde. Indtil omkring år 500 var det en almindelig forestilling, at de levende kunne påvirke de døde (for eksempel med bøn), men ikke omvendt, at de døde kunne påvirke de levende.

Da kristendommen begyndte at indtage nyt territorium blandt germanerne og kelterne, ændredes religionen. De europæiske missionærer begyndte at bruge det magiske og overnaturlige til at tiltrække dem, de ville omvende. Samtidigt fik forestillinger om Skærsilden, stedet hvor sjælen skulle renses før den kom i himmelen, mere fodfæste. Kommunikationen mellem de levende og de døde blev øget, og blev mainstream i den kristne tro. Især var troen på døde helgener og mirakuløse relikvier medvirkende til dette.

Spøgelser i middelalderen var budbringere fra Skærsilden
I den senere middelalder opstod en større frygt for døden. På grund af pesten, hungersnød og krig var døden meget nærværende. De døde begyndte nu at opsøge de levende. Forestillinger om spøgelser faldt ofte ind i to kategorier. Nogen udførte funktioner tæt relateret til kirken, og nogen byggede deres handlinger på meget ældre ideer. I den første gruppe var formålet ofte at advare de levende om, hvor vigtigt det var at skrifte, og hvor vigtige sakramenterne, salvelsen og syndsforladelsen var. Spøgelserne skulle med andre ord understøtte doktrinerne og teologien i kirken.

Men spøgelserne havde også bredere, mere verdslige funktioner. De gav håb om et liv efter døden eller holdt øje med, at retfærdighed skete fyldest. Nogen spøgelser kom også tilbage for at bede om tilgivelse for noget, de havde gjort, mens de levede.

Spøgelser i middelalderen var meget legemlige, og der er eksempler på spøgelser, som er blevet kæmpet med og fysisk tilbageholdt, indtil en præst kom for at høre dets bekendelser. Ofte kendte den hjemsøgte spøgelset, og det var som regel folk fra kirken, der så det. Spøgelsernes primære formål i denne tid var at forstærke troen på Skærsilden, og på at de levende skulle hjælpe de døde med hjælp fra kirken ved for eksempel at købe afladsbreve.

Reformationen udryddede spøgelser fra Skærsilden
I 1500-tallet var den katolske kirke i dyb krise og blev mere og mere splittet. Martin Luther og reformationen kom, og troen på Skærsilden forsvandt. Katolikkerne beholdt deres forestillinger om spøgelser fra Skærsilden, men for de fleste protestanter i det 16. århundrede, kunne spøgelser kun være dæmoniske, engleagtige eller indbildte. Når man døde, kom man med det samme enten i himmelen eller i helvede, og kunne derfor ikke vende tilbage. Spøgelserne blev derfor forklaret som Djævelens udsendinge, som kom for at friste folk til at synde. Andre forklaringer var, at spøgelser var svindel, misforståelser, hallucinationer eller livagtige drømme.

De barokke spøgelser kom på besøg
I den sidste halvdel af det 17. århundrede vendte bøtten igen. Protestanter begyndte at udgive spøgelseshistorier ligesom deres katolske modstandere, for at bevise, at der fandtes et liv efter døden. Mange var nemlig begyndt at sætte spørgsmålstegn ved denne påstand.
De fleste spøgelser i denne periode var praktiske væsener kendt af dem, de hjemsøgte, og de kom tilbage med et bestemt formål. De skulle for eksempel forfølge deres morder eller trøste deres efterladte.

Men der var også nogen, der tilsyneladende kom uden formål, og forestillinger om poltergejster (usynlige bankeånder) var efterhånden ret udbredte. Spøgelserne så ofte ud, som de havde gjort i dødsøjeblikket, for eksempel dækket af tidens store dræber, kopper. I det hele taget var der en tendens til at favorisere det makabre.

Spøgelserne svævede ikke igennem vægge eller kom til syne ud af den blå luft, men åbnede og lukkede døre, og var endda ofte så høflige, at de bankede på. Generelt var de dødes tilstand og funktion en afspejling af, hvem de var, da de levede. Det skulle ændre sig i det 19. århundrede.

Spøgelser upopulære blandt oplysningstidens lærde
I det 18. århundrede fortsatte spøgelserne ufortrødent med deres gamle gerninger. I Østeuropa dukkede historier op om lig, som ikke gik i forrådnelse, og som måske var vampyrer. Udover denne uhyggelige forestilling, blev spøgelser opfattet som ret ufarlige sammenlignet med de mange makabre forestillinger i det 17. århundrede.

Verden var ved at ændre sig, og der opstod mange nye tanker inden for naturvidenskab, teknologi, teologi, filosofi osv. i denne tid, man siden hen har døbt oplysningstiden. Men der var stadig en stor gruppe mennesker, hvis trosforestillinger ikke blev ændret, nemlig analfabeterne, som talte størstedelen af Europas befolkning.

De fleste lærde anså dog troen på spøgelser som et resultat af uvidenhed, overtro og frygt for det ukendte. Spøgelser var dermed ikke længere en del af de lærdes debat.

Moderniteten var fyldt med romantiske spøgelser
I begyndelsen af det 19. århundrede var rationalisme og videnskab herskende i samfundet, og kristendommen var truet af de nye ideer. Industrialiseringen fik folk til at flytte fra land til by til forhold, der som regel var ret usle. Som et modsvar til den nye rationalisme, industrialisering og materialisme opstod en ny bølge, romantikken, som idealiserede den gotiske fortid. Døden, som fyldte meget på grund af den megen sygdom og elendighed, blev et yndet tema især i fiktionen, og folk elskede at svælge i følelserne. Den gotiske horror genre og spøgelseshistorier blev meget populære.

I 1848 påstod søstrene Fox fra New York, at de havde kommunikeret med afdødes ånder, hvilket startede spiritisme-bevægelsen, som fik mange tilhængere. Søstrene indrømmede dog senere, at det hele havde været fup. Men spiritismen havde allerede bredt sig i USA og i Europa, og var blevet meget populært.

Spiritistiske seancer, kommunikation med bankeånder, ånden i glasset, samt pseudovidenskabelige forklaringer, forsøgte at give disse spøgelsessyn en videnskabelig karakter. Forestillinger om hjemsøgte huse og rapporter om mystiske lyde blev ret almindelige. Ofte blev spøgelserne altså hørt, men ikke set. De fleste spøgelser var ukendte for dem, de hjemsøgte. De var utydelige skikkelser, ofte i grå eller sorte nuancer, og der lod ikke til at være nogen særlig årsag til besøget. Spøgelserne var der bare, og deres største funktion var nok at bekræfte udødelighed, en tro som var meget udfordret.

Spøgelser siden det 20. århundrede
Indflydelsen fra spiritismebevægelsen gør sig stadig gældende, selvom de fleste organiserede grupper efterhånden er forsvundet. Spøgelserne i det 20. århundrede ligner dem fra det 19. De siger ikke noget, har tilsyneladende ikke noget formål med deres besøg, er ikke kendt af dem, der ser dem, og giver sig ofte kun til kende ved hjælp af lyde.

En ny tendens er dog blevet spottet her i det 21. århundrede. Ifølge ny dansk forskning lader det til, at spøgelser i særlig grad er begyndt at benytte sig af moderne teknologi og lave meget hverdagsagtige ting såsom at lave mad, spille musik eller ryge cigarer. De dukker også op i nybyggede huse og på S-togs stationer, og er i det hele taget en integreret del af hverdagslivet. Læs mere om de nye spøgelser her.

Hvis ikke andet er angivet, bygger oplysninger i artiklen på bogen Appearances of the dead skrevet af historieprofessor R. C. Finucane.