Spinoza anså naturen for at være guddommelig

Spinoza blev af samtiden betragtet som en farlig mand, hvis idéer var en trussel mod den kristne tro. Han afviste forestillingen om et dualistisk verdensbillede og argumenterede for, at alt må betragtes som ét princip kaldet Gud eller Naturen

Baruch Spinoza kom til verden den 24. november 1632 i Amsterdam. Hans forældre var jødiske immigranter fra Spanien og Portugal, som fordrevet havde søgt tilflugt i det mere liberale og frisindede Holland.

Spinoza gennemgik en traditionel jødisk skolegang, men fjernede sig gennem sine filosofiske og videnskabelige studier fra den jødiske gudsopfattelse. Han forkastede blandt andet forestillingen om, at jøderne er Guds udvalgte folk.

LÆS OGSÅ: De ti vigtigste ting at vide om jødedommen

Dette førte i 1657 til, at den jødiske menighed udstødte Spinoza og nedkaldte den såkaldt store forbandelse over ham. Spinoza reagerede ved at skifte navn til det latinske Benedictus de Spinoza og tog arbejde som linsesliber.

I 1663 påbegyndte Spinoza sit første filosofiske værk Kort afhandling om Gud, mennesket og dets lykke, som senere skulle blive grundlaget for hovedværket Etik, der blev udgivet efter hans død i 1677. I afhandlingen afviser Spinoza enhver form for dualisme, som inddeler verden i to modsatrettede principper. Alt i verden er ifølge Spinoza udtryk for ét sammenhængende princip.

Naturens guddommelighed
Dette princip beskriver Spinoza som verdens iboende årsag og døber det Gud, Universet eller Naturen.

Han forkaster således den traditionelle jødisk-kristne forestilling om en transcendent Gud, som eksisterer uden for den skabte verden. Det er en dualistisk opfattelse at adskille Gud og verden på denne måde. I stedet betragter han Gud som en kraft, der eksisterer i verden og binder den sammen.

Gud kommer herved til udtryk i naturens lovmæssighed. Spinoza havde som mange mennesker på hans tid en mekanisk naturopfattelse. Han betragtede naturen som en stor maskine, hvor alle naturfænomener kan reduceres til mekaniske love.

LÆS OGSÅ: Jøders, kristnes og muslimers syn på naturen

Idet han identificerer Gud med denne lovmæssighed, siger han også, at fri vilje ikke eksisterer. Det er ifølge Spinoza meningsløst at tale om mirakler eller guddommelig indgriben, da Gud ikke har en decideret vilje, men eksisterer som en lovmæssig kraft.

Verden er derfor hverken god eller ond, men kun udtryk for nødvendighed. Fordi Spinoza på denne måde identificerer Gud med naturen, blev han af samtiden udråbt til at være ateist.

Lykken er at acceptere det uomgåelige
Mennesket er på samme måde underlagt naturens lovmæssighed og kan derfor heller ikke siges at besidde en fri vilje. Den eneste mulighed, mennesket har for at opleve frihed og derved lykke, er ifølge Spinoza at erkende dette faktum.

Mennesket må acceptere, at det er en del af den lovbundne determinerede verden. Da Gud netop er udtryk for denne determination i naturen, oplever mennesket herved en forening med det guddommelige, som udløser en følelse af kærlighed.

Spinoza mener først og fremmest, at mennesket er et fornuftsvæsen, og menneskets højeste lykke består i at opnå denne erkendelse.

LÆS OGSÅ: Lykke - hvad er Bibelens definition?

Det kan godt virke paradoksalt, at Spinoza kalder dette for frihed. Det skyldes, at han ikke foretager det traditionelle dualistiske skel mellem ånd og legeme, men betragter dem som to sider af samme sag. Menneskets bevidsthed er således også underkastet universets love.

I ledtog med Djævelen
Spinoza er også berømt for at indlede den såkaldte historiske bibelkritik. I 1670 udgav han anonymt værket Teologisk-politisk afhandling, hvori han argumenterede for, at Bibelen er en historisk tekst.

Udgivelsen medførte en stærk reaktion, og det blev hurtigt kendt, at Spinoza var forfatteren. Der blev blandt andet skrevet, at bogen var smedet i Helvede af den frafaldne jøde sammen med Djævelen.

Spinoza beskriver i bogen, hvordan Bibelen må behandles som enhver anden historisk tekst, fordi den er et menneskeskabt produkt skrevet over et tidsrum på 2000 år. Bibelen er således hverken guddommeligt inspireret eller udtryk for Guds ord. Dette forklarer ifølge Spinoza, hvorfor den indeholder diverse modsigelser og uklarheder.

LÆS OGSÅ: 10 banebrydende jøder

Bogen skabte stor vrede i det ellers tolerante Holland og blev forbudt 4 år efter dens udgivelse. Spinozas samtid anså ham for at være en yderst farlig tænker. Først i det 19. århundrede blev Spinoza anerkendt som en af de helt store metafysikere i nyere tid.

Kilde: Den europæiske filosofis historie, Carl Henrik Koch