Ti guddommeligt inspirerede kunstværker

Homer er den første i den vestlige kulturhistorie til at beskrive den guddommelige, æstetiske oplevelse. Foto: Wikimedia Commons

Æstetiske oplevelser af kunst, musik og litteratur er gennem historien blevet forbundet med guddommelige kræfter

Inspirationen til kunstværker er længe blevet betragtet som en guddommelig kraft, der kan give kunstneren mulighed for at formidle guddommens skønhed gennem sit kunstværk. Her er ti kunstnere og kunstværker, der af deres sam- eller eftertid er blevet betragtet som produkter af guddommelig inspiration.

Se billeder af dem og/eller deres kunstværker i serien ovenfor.

LÆS OGSÅ:Når kunst er en guddommelig oplevelse

1. Homer (ca. 800 f.kr.) Iliaden og Odyseen
Homer er den første i den vestlige kulturhistorie til at beskrive den guddommelige, æstetiske oplevelse. I Iliaden og Odyseen beskrives det, hvordan digteren gribes af et guddommeligt vanvid under indflydelse af ni muser, eller kunstgudinder, og spontant bryder ud i sang. Denne forestilling om guddommelig inspiration går igen igennem kunsthistorien, og Homers nedskrevne værker blev selv betragtet som produkter heraf af antikkens senere filosoffer.

2. Den gregorianske sangkanon (ca. år 500)
Rødderne til den kristne kirkemusik blev lagt omkring år 500 med den gregorianske sangkanon. Salmerne var beregnet til at blive sunget i kor af kirkegængerne, uden musik, og havde det formål at bringe de syngende i en guddommelig ekstase og tættere på en oplevelse af Gud.

3. Dante Alighieri (1265-1321) - Den Guddommelige Komedie
Dante brugte sig selv som hovedperson i digtet, hvilket i sig selv var en nyskabelse i samtiden. Handlingen fortæller om hans rejse gennem helvede, skærsilden og paradiset for til sidst at finde vej til Gud. Dantes Guddommelige Komedie var på mange måder fremsynet i sin form såvel som fortælling, og er i dag en af de vigtigste beskrivelser af middelalderens verdensbillede.

4. Leonardo da Vinci (1452 - 1519) Den Sidste Nadver
Da Vinci var blandt de italienske renæssancekunstnere, der af samtiden (og sig selv) blev betragtet som geniale, guddommeligt inspirerede kunstnere. Renæssancekunstneren havde en direkte kontakt med Gud, og man mente derfor, at hans værker formidlede en særlig guddommelig erfaring.

5. John Milton (1608 1674) Det Tabte Paradis
Miltons digt blev udgivet i 1667 i hele ti bøger. Digtet handler om syndefaldet og Adam og Evas udvisning af Paradis. Digtet har to spor, hvori man følger henholdsvis Satan, der frister Eva, og i det andet spor Adam og Eva selv. Som inspiration til bogen sagde Milton selv: Jeg vil forklare Guds veje for mennesket, og han blev lovprist af både sam- og eftertid for sit religiøse talent.

6. Ludwig van Beethoven (1770 1827) Symfoni nr. 9
Beethoven var en del af den wienerklassiske gruppe af komponister (med Haydn og Mozart), der blev betragtet som særligt guddommeligt begavede, musiske talenter. Beethoven selv blev i en meget tidlig alder udnævnt til musikalsk vidunderbarn. Beethoven skulle efter sigende have været sig meget bevidst om sit guddommelige talent, og nægtede selv at tage æren for sine kompositioner, der kom til ham oppefra.

7. Bertel Thorvaldsen (1770 - 1844) Kunsten og Lysets Ånd
Thorvaldsens relief forestiller en siddende kvinde og en bevinget dreng, der hælder olie på en lampe og symboliserer den guddommelige inspiration. Thorvaldsen mente, at kunstværkets guddommelige karakter ville komme til syne gennem en harmonisk, enkel og klar form. Han trak derfor på referencer fra antikkens enkle skulpturer, hvilket er tydeligt i hans værker.

8. Vincent Van Gogh (1853 1890)  Diverse Kristusbilleder
Van Gogh blev aldrig rigtig anerkendt af sin samtid, men var sandsynligvis selv af den overbevisning, at han var guddommeligt inspireret i sit kunstneriske virke. Han var dybt religiøs, studerede en overgang teologi, og rejste siden til et fattigt minedistrikt i Belgien ud fra et ønske om at sprede evangeliet til de fattige lokale. At prædike var dog ikke nok, og Van Gogh begyndte at imitere Kristus ved at forære alle sine ejendele væk og flytte fra sit hus til mere primitive forhold. Han blev derfor fyret af missionsselskabet han arbejdede for, med begrundelsen mærkelig opførsel. Som kunstner arbejdede han på flere Kristus motiver men er mest kendt for at portrættere de fattige bønder, han sympatiserede med.

9. Islamisk kalligrafi
Et alternativt bud på guddommeligt inspireret kunst er den islamiske kalligrafi, der bruges til at nedskrive Koranen i et kunstnerisk skriftsprog. På grund af billedforbuddet inden for islam er kalligrafien i stedet blevet udviklet som en kunstform, gennem hvilken kunstneren kan udtrykke sin religiøse kreativitet. Kalligrafien kan altså i abstrakt form udtrykke religiøs erfaring, som alligevel er helt konkret, idet dette er sproget, Koranen skrives med.

10. Salvador Dalí (1904 1989) Kristus på Korset
Maleriet, der forestiller den korsfæstede Kristus svævende i en mørk himmel over et hav, hænger på Kelvingrove Art Gallery and Museum i Glasgow. Dalì, der selv var troende, forklarede omkring sin inspiration til maleriet, at han i en drøm havde set maleriet for sig og skabte det herudfra. I ´61 blev maleriet ødelagt af en besøgende på museet, der følte sig stødt over, at beskueren ser ned på Kristus og ikke op. Maleriet er dog siden blevet restaureret.

Rødderne til den kristne kirkemusik blev lagt omkring år 500 med den gregorianske sangkanon. Her er det noder til julemusik. Foto: Wikimedia Commons
Dante brugte sig selv som hovedperson i digtet "Den Guddommelige Komedie", hvilket i sig selv var en nyskabelse i samtiden. Her er han malet med sit digt i hånden. Foto: Wikimedia Commons
Da Vinci var blandt de italienske renæssancekunstnere, der af samtiden (og sig selv) blev betragtet som geniale, guddommeligt inspirerede kunstnere. Foto: Wikimedia Commons
Miltons digt "Det Tabte Paradis" blev udgivet i 1667 i hele ti bøger. Digtet handler om syndefaldet og Adam og Evas udvisning af Paradis. Her er det en af Gustave Dorés illustrationer til digtet. Foto: Wikimedia Commons
Beethovens usædvanlige musikalske talent blev betragtet som guddommelig inspiration af både samtiden og Beethoven selv. Her er han foreviget af Joseph Karl Stieler, 1819 eller 1820. Foto: Wikimedia Commons
Thorvaldsen mente, at kunstværkets guddommelige karakter ville komme til syne gennem en harmonisk, enkel og klar form. Her er det et udsnit af Johan Vilhelm Gertners portræt af Thorvaldsen i sit atelier. Foto: Wikimedia Commons
Van Gogh blev aldrig rigtig anerkendt af sin samtid, men var sandsynligvis selv af den overbevisning, at han var guddommeligt inspireret i sit kunstneriske virke. Han var dybt religiøs og studerede en overgang teologi. Foto: Wikimedia Commons
Et alternativt bud på guddommeligt inspireret kunst er den islamiske kalligrafi, der bruges til at nedskrive Koranen i et kunstnerisk skriftsprog. Her er det islamisk kalligrafi skrevet i Malaysia. Foto: Wikimedia Commons
Dalì, der selv var troende, forklarede omkring sin inspiration til maleriet "Kristus på Korset", at han i en drøm havde set maleriet for sig og skabte det herudfra. Her ses han med sit maleri i 1951.