Tips til juleaktiviteter

Kom i julestemning og find et spændende julearrangement. - Foto: Foto: colourbox.com

Hvis du mangler ideer til aktiviteter i julen, giver religion.dk her forskellige bud på måder at fordrive den søde juletid på

Besøg et julemarked
De fleste kender de store julemarkeder i Tivoli i København og i Den Gamle by i Århus, men der findes også mange andre markeder rundt omkring i landet, hvor man kan købe julepynt, besøge julemanden, drikke gløgg, spise æbleskiver og i det hele taget komme i julestemning!

markedskalenderen.dk kan man finde en liste over julemarkeder i hele landet.

Se en juleforestilling
På mange af landets teatre fejrer man også julen med forskellige juleforestillinger. I København kan man kombinere et besøg i Tivolis julemarked med en tur i Glassalen, hvor de viser den gakkede Crazy Christmas Cabaret, og i Det kongelige Teater vises den klassiske juleballet Nøddeknækkeren. På AOK.dk kan man se en list over flere juleforestillinger i Hovedstaden.

I Musikhuset Aarhus kan man opleve den populære TV-julekalender Jul på Slottet i en teaterudgave, og Svaleganges Dukketeater viser den klassiske julefortælling Jul i Nøddebo Præstegård. Den samme forestilling kan man også opleve på Odense Teater.

Se om dit lokale teater viser en juleforestilling på byenkalder.dk.

Tag til julekoncert eller julegudstjeneste
Hvis du virkelig vil i julestemning, kan du tage til julekoncert.

På Kristeligt Dagblads hjemmeside kirku.dk finder du en kalender for kirke og kultur. Her kan du søge efter julekoncerter og julegudstjenester i hele landets sognekirker.

NKMusic præsenterer en række kunstnere, for eksempel Anne Linnet og Kurt Ravn, som giver julekoncerter rundt omkring i landet.

Læs en juleklassiker
Hvis du ikke har lyst til at tage ud i kulden, kan du blive hjemme og hygge med en god bog. For at komme i den helt rigtige julestemning kan du læse Charles Dickens klassiske roman Et Juleeventyr (A Christmas Carol) fra 1843. Den er i øvrigt lige blevet filmatiseret igen, og går lige nu i biografen. En anden gammel juleklassiker, som stadig holder, er Peters Jul skrevet af Johan Krohn, som for mange er indbegrebet af julehygge. 

Hvis du vil læse en god bog, som ikke nødvendigvis handler om jul, men ikke ved, hvad det skal være, kan du på Bogmarkedet.dk se en liste over de bedst solgte bøger lige nu og få lidt inspiration. 
 
Kom i stemning med en god julefilm
Landets biografer bugner i øjeblikket med julefilm, men hvis du hellere vil blive hjemme på sofaen, er der rigeligt med juleklassiskere at gå i kast med.

Flere har kåret It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve) som verdens bedste julefilm, og det er bestemt heller ikke uden grund. Denne gamle juleklassiker fra 1946 rummer det hele. Drama, kærlighed, engle, julestemning og en lykkelig slutning. En anden god dansk juleklassiker er Jul i Nøddebo Præstegård. Af lidt nyere dato findes Alene Hjemme-filmene om drengen Kevin, som bliver glemt derhjemme af sin familie i julen. Derudover er den engelske film Love Actually fra 2003 også en rigtig hyggelig og romantisk film, som med garanti får dig i julestemning.

Ryk udenfor
Hvis du har siddet lidt for længe på sofaen, og har spist for meget konfekt, kan det være, at du trænger til lidt frisk luft. Og der findes heldigvis også mange udendørs juleaktiviteter.
 
Som altid kan man finde udendørs skøjtebaner flere steder i landet, hvor julestemningen er i top. I København kan du blandt andet skøjte rundt i Havnegade i Nyhavn, på Frederiksberg Runddel og på Blågårds Plads og i Århus foregår det foran musikhuset. I Ålborg finder du banen på C. W. Obels plads og i Esbjerg på Torvet.
 
Er du ikke så ferm på skøjter, er der andre muligheder. Du kan for eksempel tage med et veterantog ud og fælde dit eget juletræ. Se liste over togafgange her. Her kan du se, hvor du selv kan fælde dit juletræ.

Skov- og naturstyrelsens hjemmeside kan du få gode ideer til at nyde julen ude i naturen.

Hvis du stadig mangler inspiration til kuleaktiviteter i dit lokalområde, kan du finde en oversigt over juleaktiviteter i hele landet på Visitdenmark.com og på Sjovforborn.dk.

Julemarked i Tivoli. - Foto: Foto: colourbox.com
Salmesang i Holmens kirke. - Foto: Mette Frandsen
Du kan bygge en snemand. Hvis der altså kommer sne... - Foto: Foto. stock.xcnhg.