Uren og magtfuld - verdens religioner om menstruerende kvinder

Nødvendigheden af at håndtere blødningsperioden er en del af de fleste kulturer og religioner verden rundt. Hvor en piges første menstruationsdag blev fejret som en festdag inden for naturreligioner, anså maya-indianerne menstruation som en straf for at bryde sociale regler.

I kulturhistorisk perspektiv er menstruerende kvinder blevet ekskluderet og forvist fra helligdomme, men også hyldet og brugt som medie til højere magter

Den 2. februar er Mariæ renselsdag og den dag, Jesu moder første gang efter at have født Guds søn betrådte en jødisk helligdom. Hun var, som traditionen foreskriver, ekskluderet fra templer og fra samkvem og fysisk kontakt med sin mand i fyrre dage efter at have født.

LÆS OGSÅ: Om kyndelmisse og kirkegangskoner

Denne rituelle eksklusion kaldes niddah og isolerer kvinder efter fødsler og under og en uge efter deres menstruation. Niddah afsluttes med et mikvah, et rituelt bad, hvorefter gifte kvinder igen kan berøre deres mand og besøge helligdomme. Reglerne omkring eksklusionen følges i dag stadig i visse jødiske samfund, eksempelvis de sefardiske, mens mange ser mindre strengt på eksklusionen. Men jødedommen er ikke den eneste religion, der har traditionelle regler for menstruerende kvinder.

Guddommelig straf
Nødvendigheden af at håndtere blødningsperioden er en del af de fleste kulturer og religioner verden rundt. Hvor en piges første menstruationsdag blev fejret som en festdag inden for både naturreligioner og hinduisme eller i hvert fald markeret, som i den jødiske tradition, hvor pigen traditionelt blev slået i ansigtet af sin moder, har mange samfund anset en menstruerende kvinde for at være uren og blødningen for en guddommelig straf.

LÆS OGSÅ: Kvindesynet i de fem verdensreligioner

I jødisk, og som en konsekvens heraf også i visse kristne traditioner, anses fødslens smerter og menstruationen for at være kvindens straf for Evas udåd i Paradisets Have, og i hinduismen er menstruationen ligeledes en straf for kvindens deltagelse i et mytologisk mord på en person fra en meget højtstående kaste. Hinduisterne mente, at synden vælder op i kvinden ved hver blødning. Også maya-indianerne anså menstruationen for at være en straf for at bryde sociale regler.

Den tidlige kristne kirke arvede det jødiske renselseskrav til kvinden. Menstruerende kvinder deltog ikke i gudstjenesten, og i dag opretholder konservative menigheder inden for både den græsk- og russisk ortodokse kirke stadig reglen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skulle Maria renses efter fødslen?

Heller ikke hinduistiske kvinder må berøres og deltage i bøn, ritualer eller besøge templer. Efter blødningen renser et bad igen kvinderne - på samme måde som i de abrahamitiske religioner. Og seksuelt samkvem og helligdomme er ikke det eneste, kvinder udelukkes fra under blødningen. Madlavning, kontakt med familien og anden social omgang er forbudt i det hinduistiske samfund, ligesom kvinder og mænd ikke engang må række ting videre til hinanden i den traditionelle jødiske forståelse af niddah.

Biologisk frugtbarhed
Islam arvede ikke Mosebogens forestilling om, at menstruation er en straf for Evas ugerning. Men islam kræver traditionelt, at en mand og en kvinde ikke har samkvem i blødningsperioden og at menstruationen efterfølges af rensning af kroppen gennem et rituelt bad, her kaldet Ghusl.

LÆS OGSÅ: Rent og urent i kristendommen

Men hele forestillingen om, at menstruation gør kvinden uren og kræver renselse modsiges i sikh-samfund. Guru Nanak, som grundlagde sikhismen, talte direkte imod behandlingen af kvinder som urene under blødningen. Blodet anses for at være en naturlig del af den menneskelige skabelse og renhed som en renhed af sindet, ikke af kroppen.

Den buddhistiske religion anser på samme måde menstruationen for at være en naturlig, biologisk forekomst og ikke en straf. Derfor beskyldes menstruerende kvinder heller ikke for at være urene. En undtagelse er den japanske buddhisme, som er stærkt influeret af landets klassiske shinto-religion. Her gælder omtrent samme regler som i hinduismen, og kvinderne måtte traditionelt ikke betræde landets templer, mens de blødte.

LÆS OGSÅ: "Shinto-fester handler om renselse"

Feminin magt
Plinius den Ældre, en af vore vigtige kilder fra Det antikke Rom, skriver at en kvinde, der under sin blødning kaster sine klæder fra sig vil ikke alene kunne få skadedyr som biller og larver til at falde af kornet, men også stoppe lyn og hvirvelvinde!

Og de gamle romere var ikke de eneste, der så en hemmelig kraft gemt i den blødende kvinde. Modsat eksklusion og beskyldninger om urenhed fejres blødningen i naturreligioner, men også inden for hinduismen, som en vigtig kilde til frugtbarhed og som en særlig, magtfuld kraft. Shaktismen, en retning inden for hinduismen, anser ikke kun blødningen for en straf. Ambubachi Mela, Ambubachi-festivalen, er en fejring af jordens menstruation til ære for gudinden Kamakhya, gudinden for begær og en af shaktismens største festivaler.

I afrikanske religioner er den blødende kvinde både i stand til at rense og til at ødelægge og er især farlig for mandens kraft.

Også de nordamerikanske indianere værdsætter den blødende kvinde. Selvom hun i flere stamme-samfund blev isoleret på samme måde som inden for jødedom og hinduisme, var dette ikke en skamfuld status for kvinden snarere tværtimod. Man lyttede med stor respekt til menstruerende kvinders råd og nogle blev endda brugt som medier til at sætte stammen i kontakt med højere magter. Kvindens evne til at bløde uden at dø skabte stor respekt og var traditionelt også anset for at medvirke til at give hende andre evner.

LÆS OGSÅ: Spyt, sæd og blod i Bibelen

Men ikke nok med det. Menstruationen gav også kvinderne et socialt frirum. Eftersom stammen kvinder ofte fulgtes ad og i fire dage i hver periode blev isoleret i et særligt telt, havde de her havde mulighed for at være sammen uden mænd!

Kilder: wikipedia.org/ metaformia.org/ ritualwell.org/ wikipedia.org/ islamqa.info/ muslimconverts.com/ cycleharmony.com/ seekersguidance.org