Taoist: Gandhis spirituelle format var helt enestående

I dag er mindfullness meget in og de samme meditative principper anvender man i taoismen såvel som buddhismen - dog på et meget dybere plan. Jeg håber, at kommercialiseringen ikke forbliver så overfladisk, men med tiden trækker dybere perspektiver med sig, siger taoist Mark Russell Foto: Mark Russell

Taoist og foredragsholder Mark Russell (født 1973) fortæller her om begivenheder i taoismens historie, Gandhi og den mulige forbindelse mellem DNA-koder og hexagrammer i de taoistiske skrifter

Hvad er den vigtigste begivenhed i din religion eller filosofi?

Ja, lad os afklare den. Jeg praktiserer taoisme med en spirituel/filosofisk tilgang, den er ikke så formaliseret, som jeg forstår religion at være. Taoismen er oprindelig set en spirituel åbenbaret livsfilosofi, som siden er blevet delt. I dag er der både taoister, der bruger taoisme rent filosofisk, spirituel filosofisk og som en religion. Taoisme er en spirituel filosofisk måde at anskue livet på, en livsstilsfilosofi. I det 4. århundrede bragte religiøse bevægelser mere overnaturlige elementer ind som beskytterånder og guder, så der også er en religiøs taoisme.

Første gang vi ser en succesfuld religiøs institutionalisering af taoismen er i 142 e.Kr. hvor Zhang Daoling etablerede De Himmelske Mestres Vej. Både før og efter denne periode var taoismen tilknyttet kejserpaladset. Det gav større status i samfundet, og gradvis opstod grupperinger, som alle havde deres egen fortolkning af taoismen. Men fælles for især de religiøse taoistiske fraktioner var, at man ville gøre taoismen mere konkret. Som følge heraf kom en kanon og religiøse doktriner.

LÆS OGSÅ: Overrabbiner: Jøder i Danmark har aldrig følt sig fremmede

Hvis man taler ud fra den religiøse version af taoisme, ville en af de vigtigste begivenheder nok være, at man i ca. 400 e.Kr. samlede de taoistiske værker til en kanon, ligesom den tidligere nævnte opstart af De Himmelske Mestres Vej bestemt også har været et kardinalpunkt. Men for mig er den vigtigste begivenhed, at hersker Fu Xi, der levede 2800 år f.Kr., fik åbenbaret trigrammerne. Trigrammerne danner grundlag for forvandlingernes bog I Ching.

Trigrammerne består af yin- og yangsymboler. Yins element er en brudt linje, og yangs element er en hel linje. Når man sætter dem sammen på forskellig måde, kan man danne trigrammer. Det specielle ved trigrammerne er, at de viser, hvordan alle transformationer i naturen finder sted. Liv er bevægelse og transformation. Yin og yang bevæger sig hele tiden i interaktion, de er komplementære modsætninger. Yin og yang er aspekter af det store hele, mellem lys og mørke, mellem alle modsætninger. Denne dans mellem modsætninger kan man visualisere med trigrammer.

To trigrammer danner et hexagram, indtil man har 64 hexagrammer, som blev samlet i det berømte værk I Ching. Dette værk danner base for mange senere taoistiske mestre. Fu Xi startede det hele med I Cing. Til at starte med er der fire helt relevante spirituelle filosofiske værker: I Ching, Tao Teh Ching, der også kaldes den taoistiske bibel, Lieh Tzu og Chuang Tzu. Værkerne er grundlag for filosofisk spirituel taoisme. De indgår også i den religiøse del.

Hvorfor er denne begivenhed vigtig? Kan man lære noget af den?

I I Ching er vi helt tilbage 2800 år f.Kr. Værket er blevet til gennem interaktion og iagttagelse af naturfænomener. Det beskriver helt dybe erkendelser af livet, som alle kan opleve. Det er vigtigt, at erkendelsen er et udtryk for krop, sind og ånd, altså en form for holistisk tænkning. Det giver god mening, man sanser og erkender den store virkelighed gennem både krop, sind og ånd. I Ching viser alle transformationer som eksisterende i mikrokosmos og makrokosmos, så du kan iagttage de samme bevægelser i dit eget liv, i din krop og i astralfænomener. Det er de samme naturlove, der gælder.

LÆS OGSÅ: Asatroende: Kristendommen kom brasende og ødelagde det hele

Er der nogen historiske begivenheder, der spiller særlig en rolle for dig personligt?

Ja, det er der. For mig personligt spiller I Ching en stor rolle. Siden jeg var 16 år, har jeg især også læst Tao Teh Ching rigtig mange gange. Men ellers er Gandhis fødsel og liv også vigtigt for mig. Det er måske ikke direkte taoisme, og så alligevel er det. Gandhis spirituelle format var helt enestående. Man kigger altid tilbage i historien for at finde betydningsfulde personer, men ofte sker der en mytedannelse omkring personen, der tilslører det oprindelige budskab. Gandhi er så ny, så der er ikke så meget mytedannelse om ham. Gandhi døde i 1948, og hans universalisme er for mig at se netop ikke en religion, men den spirituelle kerne i alle religioner. Gandhis budskaber om, at essensen af alle religioner er etisk handling, og at alle religioner er lige og sande, gør ham enorm universel.

Taoisme er en måde at opleve skabelsen og livet på. Hvis man er kristen, kan man bruge taoisme til at forstå den kristne mysticisme på. Mysticisme er fælles for de store religioner, hvis man skærer helt ind til benet. Alt det, der ikke er fælles, har mere at gøre med historie og kultur.

Er der kommet nye historiske begivenheder til af betydning for taoismen?

Ja, det er voldsomt interessant. I den videnskabelige forskning har man fundet en forbindelse mellem I Ching og DNA-koder. Dr. E.H. Grafe og senere Dr. Martin Schönberger, har fundet og afdækket en række sammenfald her. Der er for eksempel 64 mulige koder af DNA og 64 hexagrammer i I Ching. DNA er byggesten for både mikrokosmos og makrokosmos, for forfald og bevægelse ligesom I Ching. Det her værk er i stand til at se livets bevægelse. Forbindelsen mellem DNA-koder og I Ching er svær at bortforklare som tilfældigheder.

I dag er mindfullness meget in og de samme meditative principper anvender man i taoismen såvel som buddhismen dog på et meget dybere plan. Jeg håber, at kommercialiseringen ikke forbliver så overfladisk, men med tiden trækker dybere perspektiver med sig. Det er en typisk tilgang i Vesten: Man vil gerne have en åbenbaring på et kvarter. Man køber et produkt. Danskere er ikke vant til at gå deres egne veje. Taoisme kræver en meget personlig individuel tilgang, der er ingen institution og ingen ydre rammer. Man skal selv gå vejen.

LÆS OGSÅ:Syv eksempler på blanding af religioner

Mark Russell har dyrket taoisme som en spirituel filosofisk praksis gennem mange år. Han udbyder kurser og holder foredrag om taoisme gennem Tao Dania, en af Danmarks få videnscentre for taoisme.