Jubilæum: Religion.dk 20 år

Voxpop: Derfor deltager debattørerne i religionsdebatten

Vi har stillet nogle af de faste debattører tre spørgsmål om, hvorfor det er vigtigt at bidrage til religionsdebatten, og hvad de selv bidrager med. Foto: Privatfoto/Privatfoto/Malene Korsgaard Lauritsen/Gry Madsen/Privatfoto/Cæcilia Philipa Vibe Pedersen/Søren Kjeldgaard

Religion.dk har et fast korps af debattører, som bidrager med skarpe synspunkter og kritiske kommentarer til religionsdebatten. Vi har stillet dem tre spørgsmål om, hvorfor det er relevant at deltage i debatten – og hvad de selv bidrager med

Religion.dk startede for 20 år siden som en linksamling. Men i løbet af ganske kort tid udviklede hjemmesiden sig i retning af mere religionsdebat og -dialog. Sidenhen er der løbet meget vand i åen, og debat er i dag en fast del af religion.dk.

Vi har stillet nogle af de faste debattører tre spørgsmål om, hvorfor det er vigtigt at bidrage til religionsdebatten, og hvad de selv bidrager med.

Mogens Mogensen, protestant

Hvorfor er det relevant at bidrage til religionsdebatten?
Det er blevet klart for de fleste, at religion er en vigtig faktor i mange menneskers liv, i samfund og politik, og i internationale sammenhænge. Men mange danskere, og også politikere i Danmark, lider under en høj grad af religiøs analfabetisme, og det betyder, at religionsdebatten ofte er præget af uvidenhed eller fordomme. For mig at se er det vigtigt at bidrage til religionsdebatten for at bidrage til, at den kan blive ført på et oplyst grundlag.

Hvad er dit eget vigtigste bidrag til religionsdebatten – og hvorfor bidrog du til lige netop den debat?
Jeg har ved flere lejligheder forsøgt at gøre opmærksom på mangfoldigheden i den muslimske verden, og på at det kun er en meget lille del af muslimerne, der deler terroristernes fortolkning af koranen. Som eksempelvis i indlægget "Vi er ikke i krig med islam, men med terrorister". Det var for mig vigtigt at pege på, at i kampen mod terrorismen ”er det store flertal af muslimer, som ikke deler Islamisk Stats holdninger, og som igen og igen tager afstand fra Islamisk Stats ugerninger, ikke vore fjender, men vores allierede.”

Hvilken forskel mener du, at dit engagement i religionsdebatten har gjort – og har du en konkret erfaring med det?
Jeg har fået mange positive reaktioner for mit forsøg på at kvalificere og nuancere religionsdebatten, både fra kristne og muslimer, og det er mit håb, at jeg dermed har bidraget til, at muslimer og kristne har fået en bedre forståelse for hinanden og hinandens religion til gavn for sammenhængskraften i det danske samfund.

Anders Riisgaard Rasmussen, buddhist

Hvorfor er det relevant at bidrage til religionsdebatten?
Der er flere grunde til at bidrage til religionsdebatten. Min hovedgrund er nok, at jeg møder en del misinformation omkring buddhisme, som jeg gerne vil komme til livs. Helt generelt synes jeg, at det er vigtigt at kende noget til de forskellige religioner, da de repræsenterer store grupperingers verdenssyn, og dermed øger det forståelsen for disse grupperinger at kende noget til deres religion.

Hvad er dit eget vigtigste bidrag til religionsdebatten – og hvorfor bidrog du til lige netop den debat?
Mit vigtigste bidrag er nok at afklare hvad buddhismen egentlig er, da den som sagt tit misforstås. Eksempelvis er der ikke nogle regler, men råd i buddhismen. Og så kan man godt holde jul, selvom man er buddhist.

Hvilken forskel mener du, at dit engagement i religionsdebatten har gjort – og har du en konkret erfaring med det?
Jeg ved, at mange af de artikler, jeg har skrevet, har ændret folks syn på buddhismen. Jeg tror kun, jeg har været i en reel debat en enkel gang, så det er mest vidensdeling, jeg har bidraget med. Ved flere skoleforedrag har det eksempelvis overrasket mange, at jeg ikke er munk, at jeg spiser kød og har to børn.

Pirapaharan Navaratnam, hindu

Hvorfor er det relevant at bidrage til religionsdebatten?
Danskere bliver i højere grad præsenteret for forskellige religioner. Religion fylder også en del i medierne - specielt med henblik på islam og terrororganisationer, men også i forhold til folk, der kommer til Danmark, som ikke er kristne. Derudover fylder det i undervisning i skolerne om andre religioner og deslige. Hinduismen er ikke så kendt i Danmark, og de, der oftest bidrager til debatten om hinduismen, er ofte ikke hinduer selv. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man som hindu også deltager i religionsdebatten og fortæller om religionen set fra den vinkel.

Hvad er dit eget vigtigste bidrag til religionsdebatten – og hvorfor bidrog du til lige netop den debat?
Der var på et tidspunkt en bruger, der spurgte til hinduismens forståelse af jordens skabelse. De forskellige religioner har jo forskellige bud på livets store spørgsmål – også i forhold til hvordan det hele blev til, og hvad meningen med det hele er. Mange ved ikke, hvilke svar hinduismen har på disse spørgsmål, og at hinduismens teorier og den moderne videnskabs teorier læner sig meget op ad hinanden. Det var ret relevant at få ud til læserne med min artikel om jordens skabelse, synes jeg.

Hvilken forskel mener du, at dit engagement i religionsdebatten har gjort – og har du en konkret erfaring med det?
Jeg synes, at hinduismen ofte fremstilles på en bestemt måde, og at ikke alle aspekter af denne gamle religion kommer frem. Derfor håber jeg, at mine indlæg/svar kan supplere med mere viden om hinduismen.

Det er også en fordel, at man kan spørge og få svar på dansk omkring hinduismen, så man ikke skal læse tekster på andre sprog om hinduismen for at få svar på nogle ting. Jeg modtager også flere henvendelser fra skoleelever, som har spørgsmål vedrørende hinduismen i forbindelse med skoleopgaver. Det er også rart for dem, at de kan skrive til nogen og få svar på dansk, da det ellers kan være svært at finde de relevante informationer gennem Google på en letforståelig måde.

Malene Fenger-Grøndahl, katolik

Hvorfor er det relevant at bidrage til religionsdebatten?
Fordi religion spiller en afgørende rolle både kulturelt, politisk, socialt og etisk i vores samfund og i verden i det hele taget, og samtidig bliver religion ofte beskrevet ensidigt som eksempelvis årsag til konflikter og krige, men uden de nuancer, der hører med. Jeg har ofte også savnet seriøse debattører, der tør stå ved deres tro og bringe den ind i debatten om for eksempel etik, integration og børneopdragelse. Selv om det er blevet meget legitimt at tale om tro, oplever jeg stadig en blufærdighed omkring at tale om troens konsekvenser i ens liv.

Hvad er dit eget vigtigste bidrag til religionsdebatten – og hvorfor bidrog du til lige netop den debat?
Det har jeg svært ved selv at vurdere. Jeg håber og tror, at det måske har gjort en forskel, at jeg som katolik har skrevet om eksempelvis overgrebsskandalerne i den katolske kirke, og at jeg i det hele taget har deltaget i debatten som troende katolik, der både er kritisk over for problemer i kirken og samtidig fastholder troen på kirken som et meningsfuldt og nødvendigt fællesskab af troende.

Hvilken forskel mener du, at dit engagement i religionsdebatten har gjort – og har du en konkret erfaring med det?
Jeg håber, at jeg har været med til at nuancere billedet af troende og praktiserende kristne, herunder katolikker, og bidraget til, at flere mennesker tænker religion ind som en potentiel ressource i eksempelvis integration, familiepolitik, kulturmøder mm.

Jeg har indimellem oplevet, at folk er kommet hen til mig, når jeg har holdt foredrag og givet udtryk for, at mine indlæg har nuanceret deres billede af troende kristne, især af katolikker. Det er jeg naturligvis glad for, men jeg gør også altid opmærksom på, at jeg netop blot er ét eksempel af mange, og det er måske den vigtigste pointe ved mit bidrag til debatten: At troen og dens konsekvenser har mange former, og at nysgerrigheden og åbenheden over for mangfoldigheden af religiøse udtryk bør komme før en eventuel stillingtagen – positivt eller negativt.

Leif Asmark, medlem af Hare Krishna

Hvorfor er det relevant at bidrage til religionsdebatten?
Jeg forsøger at bidrage til religionsdebatten dels for min egen skyld, for min egen forståelse vokser altid og bliver dybere, når jeg indgår i debatter med andre, eller forsøger at uddybe et emne eller spørgsmål, jeg bliver bedt om at kommentere på. Og dels gør jeg det, fordi jeg mener, at jeg har nogle perspektiver at bidrage med, som ellers ikke rigtigt kommer med.

Hvad er dit eget vigtigste bidrag til religionsdebatten – og hvorfor bidrog du til lige netop den debat?
Jeg kan ikke tænke på ét indlæg eller bidrag, som jeg mener var det vigtigste. Men jeg forsøger generelt at give, hvad jeg anser for at være et filosofisk og sågar videnskabeligt ('åndsvidenskabeligt') perspektiv til religionsdebatten, hvilket jeg mener tit mangler.

Jeg forsøger gerne at skrive på en måde, der får læseren ud af hans/hendes vanetænkning og til at holde op med at tage betydningen af begreber for givet. For eksempel havde jeg et indlæg den 13. marts 2019, hvor jeg vist var blevet bedt om at kommentere en debat om social kontrol i religiøse miljøer. Udtrykket 'social kontrol' vil de fleste automatisk opfatte som negativt værdiladet. Derfor valgte jeg at vende det om og give det en positiv værdiladning, det vil sige noget i retning af: "Social kontrol er skam en god ting, specielt i religiøse miljøer." Mit formål her er mest at få læseren til at tænke selvstændigt og ikke bare tage værdier og opfattelser for givet på den måde, som det forventes af ham.

Hvilken forskel mener du, at dit engagement i religionsdebatten har gjort – og har du en konkret erfaring med det?
Jeg aner ikke, om mit engagement i religionsdebatten har gjort nogen konkret forskel overhovedet. Et par gange har jeg fået henvendelser fra folk, der syntes, at jeg havde skrevet noget fornuftigt. Men for det meste får jeg ikke nogen reaktioner på mine indlæg.

Saliha Marie Fetteh, muslim

Hvorfor er det relevant at bidrage til religionsdebatten?
Jeg synes, at det er yderst relevant at deltage, da man kun på denne måde kan give dem, der ikke deltager, et nuanceret indblik i, hvor forskellige repræsentanterne for de forskellige religioner er. Desuden er det vigtigt, at religionsdebatten også er oplysende. Jeg har eksempelvis opdaget, at mine kollegaer på VUC anvender mine og andres indlæg på religion.dk i deres undervisning.

Hvad er dit eget vigtigste bidrag til religionsdebatten – og hvorfor bidrog du til lige netop den debat?
Jeg må have rørt et ømt punkt, da jeg skrev indlægget “Er du sunni eller shia? Nej jeg er muslim”, da jeg efterfølgende blev truet telefonisk og i min mail. Jeg var desuden glad for brevudvekslingen i forbindelse med ramadanen i 2018. Overordnet er jeg meget glad for at skrive mine indlæg, da jeg ved, at de bliver læst.

Hvilken forskel mener du, at dit engagement i religionsdebatten har gjort – og har du en konkret erfaring med det?
Jeg synes, at man selv bliver klogere af at skrive og deltage i debatten. Man lærer noget om både sig selv og andre. Og her mener jeg andre troende og ikke-troende. Man bliver tvunget til at kigge indad og forholde sig til, hvem man er, og hvad man står for.

Amalie Sine Keren Maarbjerg, jøde

Hvorfor er det relevant at bidrage til religionsdebatten?
Religion er ét af de emner, der vækker allerflest følelser herhjemme, og tonen er ofte skinger og uforsonlig. Samtidig fylder det enormt lidt i de flestes hverdag, og det generelle vidensniveau om religion er generelt lavt. Det er derfor vigtigt, at vi, der har praktiske erfaringer og/eller viden på området, bidrager for at nuancere debatten.

Hvad er dit eget vigtigste bidrag til religionsdebatten – og hvorfor bidrog du til lige netop den debat?
Jeg skrev en kommentar i anledning af Hanukkah nogle år tilbage, ”Når mørket banker på, finder jeg lys i de jødiske fællesskaber”, der betød meget for mig, fordi den illustrerer netop det positive, jeg mener religion også kan: At bringe mennesker sammen og fremme refleksion og inspiration.

Hvilken forskel mener du, at dit engagement i religionsdebatten har gjort – og har du en konkret erfaring med det?
Jeg bilder mig ikke ind, at jeg som person har gjort en sådan konkret, målbar forskel, men jeg håber, at vi der har bidraget, hver med vores viden, tilsammen har medvirket til en mere kvalificeret og rummelig debat. Det er der brug for.