Den kristne spiritualitet inddrager kroppen

Det giver mig overskud at se mit arbejde med hænderne som en del af en åndelig proces, fortæller behandleren Puck Normann fra Århus, der er med til at arrangere retræter i Norge

Puck Normann er uddannet naprapat, en svensk uddannelse der ligger mellem fysioterapeut og kiropraktor. Desuden er Puck Normann diakon, og hun har gennemgået en retrætelederuddannelse. Gennem en årrække har Puck Normann været en del af teamet på Peterstiftelsens pilgrimsgård Solåsen i Norge.

Religion.dk har stillet Puck Normann nogle spørgsmål.

Du har flere års erfaring i samarbejdet om retræter på Solåsen. Hvordan er du blevet inddraget i teamet ?

Der arbejdes ud fra lederen Joakim Grüns vision om årtusindgammel kristen spiritualitet, den ignatianske tradition, på Peterstiftelsens pilgrimsgård Solåsen. Der er et helhedssyn, og der inddrages derfor kropsterapi sammen med undervisning, stilhed, bøn, god mad og gode omgivelser.

I løbet af min uddannelse til retræteleder her på Solåsen, havde vi samtaler om dette, og da jeg selv havde gennemgået processen at blive retræteleder, spurgte Joakim Grün mig, om jeg var interesseret i at indgå i teamet. Dette fandt vi en ordning på, således at jeg er med i teamet under de lidt længere retræter. Da jeg bor i Århus, hvor jeg til daglig arbejder i min egen klinik, kræver det en rejse hver gang.

Hvad ser du som det vigtigste bidrag fra dig i samarbejdet om retræter?

Min tilgang som behandler gør, at jeg får inddraget kroppen helt konkret, på basis af en bred kropslig uddannelse. Samtidig kan min videreuddannelse som diakon og retræteleder bruges til at støtte en deltagers proces, således at vedkommendes proces bliver sammenhængende åndeligt, psykisk og fysisk.

Det er velkendt, at man ofte taler om aktuelle problemer under kropslig behandling, og jeg har mulighed for at gå med ind i samtalen med kobling mellem kropslige og åndelige spørgsmål.

Hjælper det dig selv som kropslig behandler at have en overbygning som diakon og retræteleder?

Ja, absolut! Jeg oplever mig selv i en stor sammenhæng. Det at have overbygning som diakon og retræteleder betyder, at jeg sætter min egen indsats ind i en større sammenhæng. Det giver mig overskud at se mit arbejde med hænderne som en del af en åndelig proces for den person, jeg har mellem hænderne.

Samtidig kan jeg selv bede en bøn til Gud om, at Han vil være til stede i situationen. For det ville ellers være et meget stort ansvar at stå med, at støtte en anden person i en åndelig proces med Gud.

Kan du bringe et eksempel på en deltagers proces ?

Ja, det kan jeg. En deltager havde flere fysiske problemer med nakke og ryg med en del låsninger i bevægelser. Vi arbejdede med muskelspændinger på forsiden af brystkassen. Da hun mærkede frigørelsen af muskelspændingerne med en mere fri vejrtrækning og mere plads i brystkassen, blev det for hende straks koblet med den åndelige oplevelse, hun dagen før havde haft med Helligånden, der søgte at fylde hende med lys. Som hun sagde: Der blev simpelthen plads til mere lys!