Troen forener sjælen med Kristus

Luther skrev i en prædiken, at Gud overdækkede det skabte med sin Ånd, på samme måde som hønen ruger på æggene og udruger kyllingerne. Foto: sxc.hu - Analyser

En metafor, som går igen flere steder hos Luther, er billedet af Kristus som hønen, og mennesket som kyllingerne, der gemmer sig under de beskyttende vinger

For at kunne tale om det mysterium, som forholdet mellem menneske og Gud er, bruger Luther ofte metaforer. En metafor, som går igen flere steder, er billedet af Kristus som hønen, og mennesket som kyllingerne, der gemmer sig under de beskyttende vinger. Dette billede udfoldes i Latomusskriftet, men bruges også i Luthers prædikener, som f.eks. her, hvor Luther er inde på skabelsesmysteriet:

"Der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vandene. Sådan fortsættes der. På hebraisk anvendes samme ord for vind og ånd, og så kan det jo betyde vind her, men det kan lige så godt betyde ånd. Det kan altså betyde, at luften blæste frem og tilbage over jorden. Men det er lige så sandsynligt, at man her bør oversætte med ånd, og så er det et udtryk for, at Gud overdækkede det skabte med sin Ånd, på samme måde som hønen ruger på æggene og udruger kyllingerne."

I Latomusskriftet, hvor Luther yderligere udfolder dette billede, bruger han samtidig et andet, der er parallelt:

"Du må drages ind i Kristus, som det hedder i Es 2: Søg ind i klippen og skjul dig i jordhulen for Herrens rædsel og hans majestæts herlighed. Og i Højsangen: Min due sidder i klippespalterne, i digernes huler. Tag ikke fejl. Beskyttelsens storhed viser tilstrækkeligt tydeligt, hvor stor denne synd må være med mindre du anser Kristus, Gud Søn, for et udskåret træbillede. Alle hellige ryster for denne dom, og hvis de ikke har Kristus som skjul, går de til grunde."

Luther betragter Kristus som det sonedække eller skjul, mennesket kan gemme sig i, når det som den bævende due bjerges, midt i al sin kval og forladthed. Som Luther udtrykker det, må mennesket drages ind i Kristus, og lade sig indfolde i den nåde, som tilsiges, i kraft af troen. Gud er den aktive part, i det Kristus som gaven hengiver sig til mennesket, for at forløse det.

Dette uddybes særligt stærkt, når Luther, formodentlig inspireret af Bernhard af Clairvaux, flere steder går ind og bruger metaforikken fra brudemystikken til at uddybe forholdet mellem Gud og menneske. Jeg vælger her et eksempel fra traktaten Om et Kristenmenneskes Frihed:

"Troen virker ikke blot sådan, at sjælen bliver ligedannet med det guddommelige ord, fuld af nåde, fri og salig. Troen forener også sjælen med Kristus som en brud med sin brudgom. Af denne ægteskabelige forening følger, som Paulus siger, at Kristus og sjælen bliver ét legeme. Således bliver også begges ejendom, lykke og ulykke og alle ting fælleseje. Hvad Kristus har, det er den troende sjæls ejendom, og hvad sjælen har, det bliver Kristi ejendom. Nu har Kristus alt godt og al salighed, det bliver sjælens ejendom. Og sjælen har al last og al synd på sig, det bliver Kristi ejendom.

Her opstår nu denne fantastiske ejendom og modsætning. Kristus er både Gud og menneske, han har aldrig syndet, og hans retfærdighed er uovervindelig, evig og almægtig. Han gør nu i kraft af den vielsesring, som troen er, den troendes synd til sin egen og handler fuldstændig, som havde han selv begået den. Så må synderen opsluges og drukne i ham, for hans uovervindelige retfærdighed er stærkere end alle synder. Således bliver sjælen da løst og fri fra alle sine synder alene for vielsesringens skyld, det vil sige for troens skyld, og sjælen får skænket sin brudgoms, Kristi, evige retfærdighed.

Er det nu ikke et herligt bryllup, der holdes, når den rige, ædle, retfærdige brudgom, Kristus, tager den stakkels, foragtede, onde horkvinde til ægte og befrier hende fra alt ondt og smykker hende med alt godt? Så er det ikke længere muligt, at hendes synder fordømmer hende, for de ligger nu på Kristus, og i ham er de overvundet."

Luther bruger, til forskel fra Bernhard af Clairvaux og andre mystikere, brudebilledet på en måde, der er særegen netop for hans teologi. Han lægger vægt på det salige bytte, nemlig det, at det er Kristus, der som både Gud og menneske er den agerende formilder mellem netop Gud og menneske. Kristus skænker vielsesringen, d.v.s. troen, og løfter hermed mennesket ud af synden og forvandler det, skaber det i sit eget billede, i Guds egen pragt. Mennesket forvandles dog ikke fuldstændigt, men forbliver synder, og for at sone dette forhold, tager Kristus, som brudgommen, synden på sig.

Det er væsentligt at bemærke, at mennesket for Luther ikke en ligeværdig medspiller i den mystiske forening med Gud, som Shulamit er det i Højsangen, hvorfra brudebilledet egentlig er hentet. Netop ligeværdigheden, det gensidige samspil og kærlighedsforhold er udgangspunktet for den fortolkning, man finder hos Bernard af Clairvaux, men Luther vender billedet om, og betoner i stedet, at den kvinde, Kristus tager til sin brud, er horkvinden, den fortabte synder, som han griber ud efter og drager til sig, nøjagtigt som i billedet fra Latomusskriftet, hvor Gud forbarmer sig over den bævende due i klippespalten i øvrigt også (som før nævnt) et billede hentet fra Højsangen.

Af Elizabeth Knox-Seith,
kultursociolog og master i teologi, tilknyttet Peterstiftelsens Pilgimsgård. Redigeret og forkortet af Birgit Urd Andersen